Prøv avisen
Før søndagen

Folketingspolitiker: Godhed kan ikke gøres op i kroner og øre

Jeg har en stærk tro på, at vi intuitivt gerne vil hinanden det gode. Men når vi er vant til, at den måde, vi praktiserer det gode på i vores samfund, er blevet hægtet op på staten, tror jeg nogle gange, det kan være svært at mærke den intuition, siger Carolina Magdalene Maier på baggrund af søndagens tekst. – Foto: Morten Brandborg/Scanpix

Vi har i dag overladt så meget af omsorgen til velfærdsstaten, at vi har mistet fornemmelsen for, hvad det vil sige at gøre en god gerning alene for godhedens skyld, mener Carolina Magdalene Maier, folketingspolitiker og medlem af Kirkeudvalget for Alternativet

Det danske samfund bærer præg af en empatikrise. Velfærdsstaten, som vi på de ene side kan være stolte over, har også efterladt os i en situation, hvor godhed bliver institutionaliseret, og dermed bliver den intuitive gode gerning mere fremmed.

Faktisk har vi bevæget os i en retning, hvor vi minder om de disciple, som optræder i søndagens tekst i landets kirker, mener 42-årige Carolina Magdalene Maier, der er folketingsmedlem for Alternativet og medlem af Kirkeudvalget.

I fortællingen om salvningen i Betania hælder en kvinde en alabastkrukke fuld af kostbar nardusolie ud over hovedet på Jesus. Kvinden bliver overfuset af disciplene, for olien kunne være solgt for over 300 denarer og givet til de fattige. Jesus afviser derimod protesterne og beder disciplene om at lade kvinden være.

”Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid,” siger Jesus.

Netop den gode gerning hæfter Carolina Magdalene Maier sig ved i teksten.

”For mig er det overordnede budskab, at den godhed, kvinden udviser, ikke kan institutionaliseres. Hun får at vide, at olien kan sælges for 300 denarer, og at der er en bedre måde at fordele det gode på. Men der er ingen respekt for, hvad hun vurderer og kan mærke er den rigtige måde at gøre en god gerning,” forklarer hun.

Kvindens handling er et udtryk for en betingelsesløs godhed. Hun forventer ikke selv et udbytte for sin gerning, men handler alene for at yde omsorg, hvor der er brug for det.

”Hun har en fornemmelse for, hvor det er godt, at hun dirigerer sin godhed hen. Hun reagerer mere intuitivt i forhold til at hjælpe det menneske, hun kan mærke har brug for det. Ikke fordi det har nogen nytte ud fra et økonomisk fordelingsperspektiv. Men hans sjæl har brug for det. Jesus har brug for trøst og omsorg, fordi han er i en sårbar position,” siger Carolina Magdalene Maier og henviser til hans kommende korsfæstelse.

Hun bider mærke, i at disciplene forsøger at gøre godhed op i kroner og øre og vil diktere, hvordan godhed bedst praktiseres. Det er et dilemma, der er lige så aktuelt i dag, som det var på Jesu tid.

”Man kan drage paralleller til den velfærdsstat, vi lever med, hvor alt bliver så institutionaliseret i forhold til den rigtige måde at være god på og fordele goder. Jeg har det svært med slogans, der bygger på, hvordan man får mest for pengene, hvad enten det er velfærd, uddannelse eller lignende. Det er ikke alt, som kan gøres op i penge,” siger folketingspolitikeren.

Velfærdsstaten har gjort os vant til, at hvis man har brug for hjælp, så er det en opgave for staten, hvor godhed bliver en ressource med et prisskilt. På den måde kommer den intuitive godhed, som kvinden praktiserer over for Jesus, nemt til at blive fremmed.

Det betyder ikke, at Carolina Magdalene Maier ønsker at afskaffe velfærdsstaten, men bagsiden af den statslige omsorg har været, at vi befinder os meget i en form for nyttetænkning og bytteøkonomi, mener hun.

”Når mennesker får hjælp, får de det selvfølgelig, fordi der er et reelt behov, men ofte også ud fra et langsigtet perspektiv, hvor støtten i længden vil spare samfundet for nogle penge. Det kunne være interessant at bryde med den tankegang ved at sige: ’Jeg har ingen forventning om, at vi alle skal bidrage lige meget til samfundet’. Det, tror jeg, mange har svært ved, for vi hører hele tiden, at man skal bidrage, hvis man skal være en del af fællesskabet. Men man kan bidrage på forskellige måder. Det gør kvinden i teksten. Og det behøver ikke nødvendigvis generere en økonomisk værdi,” siger hun.

Problematikken mærkede Carolina Magdalene Maier selv, da hun i fem år var leder af Videnscenter for Patientstøtte på Rigshospitalet, som beskæftiger sig med psykosocial, eksistentiel og religiøs støtte til alvorligt syge patienter. Til tider oplevede hun, at centerets berettigelse var en umulig kamp at vinde, fordi den omsorg, man ydede, ikke blev tilskrevet nogen særlig høj værdi i et sundhedssystem, der i dag har den direkte behandling i form af medicinske og kirurgiske indgreb som kerneområde.

”Hvis du går 10 eller 20 år tilbage, tror jeg, kerneopgaven havde et bredere værdi-grundlag, som også omfavnede støtte og omsorg. I dag har folk har svært ved at forstå, hvilken merværdi det skaber, når man fokuserer meget på det psykosociale og eksistentielle, fordi det er kommet meget langt væk fra vores sundhedsvæsen og velfærdssamfund i det hele taget. Altså det gode, som ikke har nogen anden værdi end godheden i sig selv. Vi gjorde jo ikke folk raske. Vi skabte et rum for en eksistentiel og værdibaseret samtale på baggrund af de vilkår, der er gældende for en, som er alvorligt syg,” forklarer hun.

Det var også gennem hendes arbejde på Rigshospitalet, at folkekirken igen kom inden for hendes synsfelt, i kraft af at hun samarbejdede med hospitalspræsterne. Som 18-årig havde hun nemlig meldt sig ud af folkekirken, på trods af at hun er vokset op med to grene af kristendommen: den protestantiske og den katolske. Hendes mor er nemlig dansk, og hendes far spansk.

”Jeg er vokset op i to religiøse kulturer, selvom vi ikke praktiserede tro så meget i det daglige. Men min fars familie var meget troende, så når vi var i Spanien, gik vi i kirke, og man talte mere om Gud. Min far rejste også en del og arbejdede i udlandet. Når han var væk, ville min mor gerne have, at vi bad til Gud om aftenen om, at min far havde det godt,” fortæller Carolina Magdalene Maier.

Selvom hun har arvet det sydeuropæiske temperament, delte hun ikke forældrenes forhold til tro. Hun betragter fortsat ikke sig selv som troende, men meldte sig alligevel ind i folkekirken igen for cirka tre år siden.

”Gennem mit arbejde på Rigshospitalet og samarbejdet med hospitalspræsterne fik jeg stor respekt for det, som ritualer kan, når folk har det svært. Jeg fik øjnene op for, hvordan kristendommen kan skabe ro, når mennesker er i en situation, hvor de er angste,” forklarer hun.

Da en af hendes tre sønner for nogle år tilbage blev konfirmeret, kunne hun også mærke, at hun blev rørt og grebet af stemningen i kirken. Den danner rammer om nogle af livets vigtige overgange, blandt andet begravelsen.

Og når hun engang er væk, eller skulle det frygtelige ske, at en af hendes nærmeste dør, er det vigtigt for hende at sige farvel på en ordentlig måde. I den sammenhæng kan kirken skabe et rum for nogle følelser, der ikke altid er nemme at give plads til.

”Jeg tror, vi alle bærer rundt på noget smerte, som vi har fået gennem forskellige livserfaringer. Den smerte kan blive vækket i kirkerummet, men ikke på en dårlig måde. Det er et sted, hvor det er i orden at mærke den og lade den komme til udtryk. Kirkerummet trykker på nogle knapper, man ikke har kontrol over, og man ved ikke, hvornår tårerne pludselig løber ned ad kinderne. Jeg synes, det er fantastisk, at der stadig findes rum i tilværelsen, hvor det kan lade sig gøre. Det er der virkelig brug for,” fastslår Carolina Magdalene Maier.