Gordon Brown: Briterne skal ikke skjule deres kristne tro

Britisk premierminister vil have, at folk frit kan vise deres tro på arbejdspladsen

Også i England fylder debatten om religion i det offentlige rum meget. Premierminister Gordon Brown taler nu for, at religion gerne må fylde mere, og at Storbritannien har en vigtig jødisk-kristen religiøs arv. --
Også i England fylder debatten om religion i det offentlige rum meget. Premierminister Gordon Brown taler nu for, at religion gerne må fylde mere, og at Storbritannien har en vigtig jødisk-kristen religiøs arv. --. Foto: .

Folk skal ikke skjule deres tro på arbejdspladsen, og det vil være helt forkert, hvis religion kun var forbeholdt det private rum.

Det mener den britiske premierminister, Gordon Brown, som for første gang blander sig i debatten om de mange tilfælde, hvor kristne ansatte er kommet i problemer, fordi de har udtrykt deres kristne tro.

– Jeg finder, at religion og tro har en uhyre vigtig rolle i det, som vi kalder det offentlige rum, forklarer Gordon Brown i et interview med den kristne radiostation Premier.

Radioen havde fået bevilget 15 minutter i embedsboligen, 10 Downing Street. Til trods for, at Gordon Brown i interviewet siger, at briterne ikke skal skjule deres egen personlige tro, så var det på forhånd gjort klart, at præstesønnen og premierministeren ikke ville tale om sin egen tro, sin familie, og om han beder bønner, før han træffer store beslutninger.

I interviewet understreger premierministeren, at det britiske samfund ikke er sekulært på samme måde som eksempelvis Frankrig, og at kristne værdier præger fundamentet.

– Hvis vi foretog en meningsmåling her i landet af, hvad folk virkelig finder vigtigt, hvad de virkelig tror på, så vil du nå frem til jødisk-kristne værdier, og de værdier går igen i alle de trosretninger, som forskellige grupper af vort samfund føler sig som en del af, argumenterer Gordon Brown.

I interviewet bliver han foreholdt, at regeringen på mange måder giver muslimer en fortrinsstilling.

– Når du har et samfund, som er varieret, så fylder integration af minoriteter meget. Derfor vil folk have, at vi skal sikre, at de grupper har en chance for at få et job og en uddannelse og i det hele taget få muligheder, som de ellers ikke ville have, fastslår Gordon Brown, som siger, at opgaven er at arbejde for en bedre sammenhæng i samfundet.

norum@kristeligt-dagblad.dk