Prøv avisen

Gospel åbner både kirken indefra og udefra

Amerikanske Mark Lewis har talt med 200 danskere om, hvorfor og hvordan gospelmusikken har vakt deres interesse. Selv er han metodist, spiller guitar og virker som præst for et gospelkor på Bornholm. - Foto: Michael Tarp.

Man kan se tidens gospelbølge som en form for postmodernistisk vækkelse, siger metodistpræsten Mark Lewis, der har skrevet en ph.d.-afhandling om den danske kulturgospel

Der er noget dualistisk over Mark Lewis' lille kvistkontor i Metodistkirken i Rønne. Det lille gotiske vindue lukker ikke meget lys ind til præstens bogsamling og to indrammede sorthvide portrætter af Metodistkirkens grundlægger, John Wesley. Men her er også plads til et keyboard, en elguitar og en stor guitarforstærker, der på den anden side peger mod en mere moderne tid. Og det er samme dobbelte tilgang, han selv har til sin præstegerning. For til daglig kæder han sin egen teologiske tradition sammen med moderne gospelmusik og spiller selv elguitar i kirkens kor Noiz. Uden at ret mange har bemærket det, har han så også været i Kentucky for at forsvare en ph.d.-afhandling om den danske gospelkultur.

- Jeg har interviewet omtrent 200 mennesker, både centrale personer på den danske gospelscene og almindelige danskere, der er begyndt at synge i et gospelkor. Og noget af det, der har overrasket mig, er, hvor mange der beskriver deres gospelkor på samme måde, som man beskriver en menighed, siger Mark Lewis, der selv har ændret sit eget syn på gospelmusik radikalt, efter han kom til Danmark.

Mark Lewis mødte allerede sin danske kone som udvekslingsstudent i 1979, og 15 år senere - i 1994 - vendte parret tilbage til Danmark, hvor han blev metodistpræst i Esbjerg. Samme år deltog han for første gang i Copenhagen Gospelfestival, og det åbnede hans amerikanske øjne.

- Jeg havde altid forbundet Black Gospel med afroamerikanske sangere, men her stod hvide europæere og klappede og dansede på samme måde som afroamerikanere. Det virkede, som om gospelmusikken var blevet et nyt missionsværktøj til at komme i kontakt med kirkefremmede mennesker. Det gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af, hvad der gav gospelmusik sin tiltrækningskraft. Jeg kom i kontakt med Peter Steinvig, som jeg først mødte i 1979. Han har betydet meget for gospelmusikkens udbredelse herhjemme. Og i min egen kirke i Gladsaxe startede han gospelkoret Saints and Sinners, der fik stor tilslutning udefra. Men en del af menigheden havde i begyndelsen svært ved at acceptere den anderledes musik. Nogle var irriterede over de engelske tekster, og andre brød sig ikke om den høje musik og korets vilde bevægelser. Men det endte med at blive en kæmpe berigelse for menigheden. For gospelmusik åbner både kirken indefra og udefra.

John Wesley stirrer stift ned på os fra sit sorthvide portræt, mens Mark Lewis uddyber sin pointe:

- Ens kristendomsforståelse er altid farvet af den kultur, der omgiver den, og gospelmusik kan ryste en menigheds kirkekultur ud af sine egne selvomsluttende vaner. For hvorfor er der for eksempel ikke mere glæde i kirken? I Danmark har vi nedarvet en kirkekultur, der er meget dogmatisk og bundet op på de strukturer og ritualer, som stadig præger kirken. Derfor tog det også lang tid, før gospelmusikken fik adgang til folkekirken. Omvendt tiltrækker gospelmusik også mange mennesker, der normalt kun ville opsøge kirken til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Og man kan faktisk se tidens gospelbølge som en form for postmodernistisk vækkelse. For der er opstået over 200 danske gospelkor de seneste 20 år, og man kan se samme tendens i store dele af Europa, USA og endda i Japan. Og det er ikke noget tilfælde, at gospel først har fået fodslag i Danmark for 20 år siden. For gospel passer ind i en tid, hvor enhver vil lægge sine egne værdier ind i alting.

Mange danskere føler sig tiltrukket af gospelmusik. Også selvom gospel i sit udgangspunkt er i strid med janteloven og sætter folk fri til at bevæge sig og synge højt, så folk lægger mærke til det. Men netop det frisættende er ifølge Mark Lewis også forklaringen på successen.

- Oprindeligt hænger gospel også sammen med befrielse. Men mens afroamerikanerne i sin tid forbandt gospelmusik med frihedskamp mod diskrimination og fattigdom, forbinder mange danske gospelsangere musikken med en mere eksistentiel frihed. Gennem gospel bliver det legitimt at komme i forbindelse med de store følelser. Det er legitimt at klappe og synge højt af glæde, og det er heller ikke unormalt, at folk græder til gospelkoncerter.

- Samtidig er der noget fordomsfrit og uforpligtende over at synge gospel. Det appellerer til det universelle hos folk. For det tillader netop, at den enkelte deltager på sine egne præmisser. Og når jeg har spurgt, hvad folk forbinder med det, de synger, har jeg fået meget forskellige svar. Nogle fortolker teksterne som religiøse, mens andre ikke lægger noget religiøst i det.

- De engelske tekster lægger også en distance til ordene. Det er lettere at synge "I love you, Jesus" end "Jeg elsker dig, Jesus". Men de fleste, jeg har interviewet, taler alligevel om, at gospel har en rensende effekt, hvor det giver dem en form for katarsisoplevelse at synge sangene.

I en tid med dalende interesse for kirke og kristendom flere steder kan gospelmusik ifølge Mark Lewis skabe ny begejstring for, hvad der foregår om søndagen i kirketiden. De mennesker, der deltager i gospelkorene, får også i flere tilfælde troen tættere ind på livet. For nogle bliver gospelkoret nærmest til en ny form for menighed.

- Det er ikke tom snak, når så mange bruger udtryk som "gospel er min kirke". Når vi for eksempel øver med koret, slutter jeg altid med en andagt, selvom de fleste ikke kommer om søndagen. Gospel kalder på et stort behov for gospelpræster, og den tendens vil kun vokse i fremtiden, siger Mark Lewis og uddyber:

- Jeg kender allerede til et par københavnske kirker, der eksperimenterer med deciderede gospelkirker. Og vi har elementer af det i vores eget kor, hvor jeg ikke kun spiller guitar, men også hurtigt får en direkte præstefunktion. Jeg beder sammen med koret, og jeg har sjælesorg med nogle af deltagerne, når det er nødvendigt, så på den måde kan det minde meget om en menighed. Den samme tendens kan man se mange steder i landet, selvom det ikke er alle gospelkor, der øver i kirker. Men gospel er en gave til tidens kirker. Gospel kan aldrig erstatte de eksisterende menigheder, men den kan forstærke dem.

kirke@kristeligt-dagblad.dk