Svensk biskop: Har vi først livsmod, kan vi klare det meste

Coronakrisen har ramt Sverige hårdt, men de svenske kirker har fået lov at holde åbent. Ifølge biskoppen i Gøteborg Stift, Susanne Rappmann, har kampen for at bearbejde sorg og samtidig indgyde håb været kirkens fornemmeste opgave

Det svenske samfund har ikke været dygtigt nok til at beskytte de svageste under coronakrisen, mener biskop Susanne Rappmann. – Foto: Kristin Lidell.
Det svenske samfund har ikke været dygtigt nok til at beskytte de svageste under coronakrisen, mener biskop Susanne Rappmann. – Foto: Kristin Lidell.

Selvom ingen kunne forudse, hvad coronakrisen ville bringe af udfordringer og smerte, havde Svenska kyrkan (den svenske kirke) alligevel en fordel, fortæller Susanne Rappmann, der er biskop over Göteborgs Stift.

Hun minder om, at Svenska kyrkan for ganske få år siden stod midt i en anden og mindst lige så svær situation, hvor man på ganske kort tid var nødt til at omstille sig, yde en jätteinsats og mobilisere både hænder og håb.

”Flygtningekrisen i 2015 var en enorm test af Svenska kyrkan og det svenske samfunds evne til at engagere folk i en sag og finde en form, hvorpå kirken kunne vise handlekraft og bidrage. Mange mennesker udviste dengang tillid til, at vi ikke bare var en passiv organisation, men at vi rent faktisk havde en praktisk og vigtig rolle at spille. Og det samme er tilfældet i dag. En stor del af de erfaringer, vi gjorde os dengang, har været enormt værdifulde under coronakrisen,” siger hun.

Som så mange steder verden over var også Svenska kyrkan allerede i gang med at udvikle sig på digitale platforme, da pandemien ramte. Det gjorde det lettere at finde alternative løsninger på de ting, som pludselig ikke kunne lade sig gøre, fortæller den 55-årige biskop.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vores motto var fra starten, at vi hellere ville omstille end indstille. Lynhurtigt fik vi opskaleret vores digitale infrastruktur, og eksempelvis har jeg haft langt mere at gøre med vores menigheder de seneste måneder, end jeg har normalt. Og det er udelukkende på grund af muligheden for at mødes uden at skulle stå ansigt til ansigt. I kirkerne har vi – i modsætning til kirker i mange andre lande – haft mulighed for fortsat at holde gudstjenester og samle en del mennesker. Og selvom det har været rart selv at bestemme, har det jo ikke betydet, at vi ikke har skullet skærme risikogrupper, og nogle kirker har da også valgt at lukke af egen fri vilje,” fortæller Susanne Rappmann.

Ifølge biskoppen har noget af det sværeste været at håndtere begravelser uden mulighed for, at pårørende har kunnet tage ordentlig afsked.

”Den uforløste sorg har været noget af det, der har fyldt mest. Men heldigvis tror vi jo på, at Gud også er til stede ved sygesengekanten, og at mennesket derfor aldrig er alene. En af de vigtigste opgaver har faktisk været at skabe et sprog, som folk kan finde håb og tryghed i, selvom vi befinder os i en svær og uvis tid. Kirken skal altid møde de behov, der findes, men for mig er det helt tydeligt, at coronakrisen har skubbet de store, eksistentielle spørgsmål, hvor vi har nogle særlige kompetencer, endnu længere frem. Jeg oplever, at mange bruger tid på at tænke over, hvad meningen med livet egentlig er, og hvad der sker, når vi dør. I den situation står vi så klar og minder om, at mennesket har et kald, og at det, at vi kan være noget for hinanden – også i en udfordrende og smertefuld tid – samtidig er noget enormt smukt og meningsfuldt,” siger biskoppen og bygger i samme åndedrag bro over sundet.

”Du kan iføre snart sagt enhver situation teologiens klæder, men jeg må sige, at ikke mindst K.E. Løgstrup og ’Den etiske fordring’ har været til stor gavn for mig i den seneste tid, hvor ansvaret for næsten har fyldt så meget.”

Selvom den danske teolog har været en belejlig påmindelse på den svenske vestkyst, er landet blevet ramt hårdt under coronakrisen. Da interviewet finder sted i juni måned, er flere svenskere døde af covid-19 end i resten af de nordiske lande tilsammen. Særligt landets plejehjemsbeboere er blevet ramt hårdt, og det er en udvikling, Susanne Rappmann begræder dybt.

”Det er jo forfærdeligt og noget, jeg håber vil blive diskuteret meget grundigt fremover. Vi har simpelthen ikke været dygtige nok til at beskytte vores svage. Og det tragiske er, at vi jo godt var klar over, at ældreplejen ikke fungerede. Problemerne er bare blevet forstørret mange gange nu, og det har fået katastrofale konsekvenser.”

En iagttagelse, som biskoppen har gjort sig i løbet af det seneste halve år, er, hvordan den svenske mentalitet har manifesteret sig tydeligt under krisen. En særegen blanding af individualisme og kollektivisme, som gør sig gældende i de fleste forhold – inklusive det blågule forhold til kirke og tro.

”Under coronakrisen har alle jo talt om, hvor uhørt høj tiltro vi har til eksperter. Vi stoler på autoriteterne og på videnskaben i et omfang, andre ikke kunne drømme om. Og det kommer også til udtryk ved, at mange svenskere har svært ved at sige, at de tror på Gud, fordi de mener, det så pr. automatik må udelukke deres tiltro til videnskab og myndigheder. Men sådan er det jo heldigvis ikke. I Svenska kyrkan lytter vi både til lægerne og til Gud. Og vores ærkebiskop er sågar ekspert i forholdet mellem teologi og naturvidenskab,” siger Susanne Rappmann.

”Der er dele af tilværelsen, hvor de naturvidenskabelige og tekniske kompetencer er afgørende, og der er andre dele, hvor det ikke kan stå alene. Uden håb og en åndelig dimension bliver tilværelsen tom. Da coronakrisen ramte, blev det behov meget tydeligt, eftersom biskopperne hele tiden blev inviteret i tv og radio for netop at tilbyde det, videnskaben ikke kan klare alene.”

Biskoppen i Göteborg tror på, at vi kommer styrket ud på den anden side. Både hvad angår den globale solidaritet, naboskabet i Norden og den lyse fremtid, som det mange steder kan være svært at få øje på.

”I virkeligheden er jeg ikke altid det mest optimistiske menneske. Og lige nu kan jeg godt blive bekymret for lande i Asien og Afrika, som er blevet eller vil blive ramt meget hårdt af pandemien. Samtidig håber jeg ikke, at de ansvarlige politikere i vores egen region når dertil, hvor de foretrækker at sidde i hver sin skyttegrav og lukke grænserne og kritisere naboen. Det er ikke den verden, vi har arbejdet for siden Anden Verdenskrig,” siger Susanne Rappmann og tager en dyb indånding.

”Det, der bare er vigtigt altid at huske på, er, at håbet er et teologisk imperativ. Det er vores opgave at adressere udfordringer og skabe troen på fremtiden selv i de mørkeste stunder. Vi lever af Guds nåde, og de udfordringer, vi står over for, bør iklædes ord, der gør, at vi som mennesker opfyldes af livsmod. Har vi først det, kan vi klare det meste. Også en coronakrise.”

Alle artikler kan læses på