Prøv avisen

Grådighed er klimaets værste fjende

Professor Steen Hildebrandt tror på, at liv i fremtiden bliver en vigtigere værdi end penge. – Foto: Kåre Viemose.

Professor Steen Hildebrandt er dybt bekymret for klodens tilstand, men er samtidig overbevist om, at både forbrugere og virksomheder inden længe vil træde i karakter og kræve flere bæredygtige varer og produktionsformer

Forestil dig et samfund, hvor liv er hovedværdien. Hvor liv er vigtigere end penge.

Selvom det måske lyder utopisk, er det ifølge Steen Hildebrandt, professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen i Århus, nødvendigt med et seriøst værdiskifte, hvis jorden skal klare mosten. Han vurderer, at etableringen af bæredygtige virksomheder og samfund er det 21. århundredes største udfordring.

Virksomhederne og forbrugerne påfører kloden så store smerter, at den ikke længere kan tåle det. Vi ved med sikkerhed, at vores levevis medfører katastrofale konsekvenser for klimaet, medmindre vi inden for en kort årrække voldsomt ændrer adfærd, fastslår Steen Hildebrandt.

Som en begyndelse må vi derfor gøre op med de seneste 150 års industrielle æra. Problemet er, at vi stadig tror på økonomen Adam Smiths ideologi om, at det er til alles bedste, hvis virksomhederne går efter maksimalt overskud. I det moderne samfund er penge blevet billetten til selve livet. Vi holder hånden over det materielle, men mennesker, naturen og dyrene må vi gerne være hårde ved, mener Hildebrandt.

Der har været en grådighedsbølge i den vestlige verden. Klimakrisen samt krisen i den finansielle sektor er på mange måder en straf for, at vi har ladet den kortsigtede, umådeholdne grådighed diktere vores liv. Vi har præmieret og fremmet grådighed. Bankerne har for eksempel været vildt grådige. Vi tolererer en kortsigtet vækst og profittænkning. Vi tolererer, at vi bruger børserne som spillekasinoer, hvor børn, unge og fordrukne kan skalte og valte med lånte penge. Det er ganske enkelt usundt, og nu bliver vi straffet, fordi vi lever så vildt, siger han.

På samme måde har verdens virksomheder kunnet ekspandere voldsomt stort set uden at skele til de klima- og miljømæssige konsekvenser.

Som tingene er nu, mener jeg, at virksomhederne har et alt for stort spillerum. Den straf, virksomheder kan få for miljøsvineri, er latterligt ringe. De tager bøden og betaler den, og så er det ude af verden. Vi er alt for blødsødne over for virksomheder, der overtræder loven. Hvis kloden skal reddes, må alle virksomheder påtage sig et større ansvar, understreger professoren.

Det er som bekendt politikerne, der laver lovene, men selvom statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for nylig sadlede om til en grønnere hest, forventer Hildebrandt sig ikke meget fra den front.

Politikerne er ikke klar til for alvor at reagere på klimaforandringerne, og det er en af de store ulykker. Vi skal ganske enkelt ikke forvente, at politikerne løser vores problemer. Politik i dag er jammerlig kortsigtet. Det ligger i det demokratiske system, at politikerne bliver straffet for at være langsigtede. Alt peger på, at forbrugerne, medarbejdere og virksomhederne skal påtage sig det store ansvar. Vi må sætte vores lid til os selv, for politikerne rykker kun ud, når lokummet brænder, siger han.

Den amerikanske psykolog og antropolog Margaret Mead var af den overbevisning, at en enkelt gruppe borgere kan ændre verden. Hildebrandt støtter det synspunkt og tror på, at flere af fremtidens forbrugere vil stemme med indkøbskurven. Altså bevidst bakke op om de bæredygtige produkter og undgå dem med en skidt karakter.

Forbrugerne har en enorm magt, den allerstørste, for de kan undlade at købe bestemte produkter. Men mange bruger ikke den magt. De er ligeglade og interesserer sig kun for prisen. Men i fremtiden vil vi se flere bevidste forbrugere, der læser etiketter, og som følger med i medierne. Der vil komme en voldsom effekt, og de vil trække virksomhederne med sig.

Det handler grundlæggende om psykologi. Hvis millioner af mennesker reagerer på de samme stimuli og begynder at stille spørgsmål, vil det medføre massive ændringer. Flere vil forstå, at det er akut, og at de må yde deres bidrag, siger Steen Hildebrandt, der i øvrigt ikke har meget til overs for den klassiske undskyldning om, at man som lille mand ikke kan løse verdens problemer.

Vi bør alle hvert år give os selv en lille ny opgave, så vi kommer til at forurene mindre og mindre. Hvis jeg sælger min gamle bil, køber jeg en mindre, som er mere miljøvenlig. Jeg kan købe mindre kød eller ændre mine rejsevaner, uden at det behøver at være dramatisk. Det er det, der sker. Mange mennesker begynder at tage små skridt i den retning, siger han.

Samtidig erkender Steen Hildebrandt, at det ikke nødvendigvis er let at være politisk korrekt forbruger. Det er svært at følge et produkt fra vugge til grav, og er det overhovedet bedre, at købe en økologisk tomat, der er transporteret hele vejen fra Spanien, end det er at købe en konventionelt dyrket dansk version?

Som forbruger er det svært at vide, hvilke informationer man skal stole på. Det er meget svært at få indsigt i hele produktionskæden. I den forbindelse taler man om i højere grad at deklarere og synliggøre. Disse deklarationer vil tage til, og produktionskæderne bliver mere gennemskuelige. Derudover vil forretninger også i højere grad markedsføre sig på en måde, så jeg får tillid til dem. Så jeg handler der, hvor jeg ved, det er økologisk, siger han.

Selvom Hildebrandt ikke har megen fidus til politikernes klima-indsats, erkender han, at det også er nødvendigt med initiativ på politisk niveau. Han forstiller sig, at vi både i Danmark, FN og EU vil lovgive på nye måder om virksomhedernes ansvar.

Da vi ikke kan afskaffe menneskelige træk om at ville have mere, bliver vi nødt til at stramme lovgivningen, så vi kan eliminere de værste faldgruber. Jeg mener, vi bør pålægge banker og børser at udvise langt større ansvarlighed, men det enkelte land kan ikke gøre det alene. Det kræver internationale reguleringer og aftaler. En tvungen rundkredsadfærd, hvor man for eksempel forbyder virksomheder at producere usunde produkter. Det er en besynderlig logik, at vi tillader virksomheder at sælge varer, som vi ved er skadelige. Det er en syg verden, der siger, at det må du selv om, siger Steen Hildebrandt og tilføjer:

Jeg mener, at kombinationen af fornuftig adfærd og lovbefalet pres kan vise sig at være løsningen. Det skal være lige så attraktivt og selvfølgeligt at tage langsigtede, bæredygtige hensyn, som det lige nu er at tage kortsigtede, økonomiske hensyn.

schelde@kristeligt-dagblad.dk