Prøv avisen

Grænseløs kærlighed

NYTV-SERIE: Danske Anne Majken Hessners møde med en senegalesisk toppolitiker blev begyndelsen til et nyt liv som muslim og premierministerfrue

Det danske folketingsmedlem Anne Majken Hessner anede ikke, hvad der ventede hende, da hun i 1981 tog flyveren til Senegal. Det eneste, hun vidste, var, at hun var dybt forelsket.

Et år tidligere havde hun mødt den senegalesiske toppolitiker Habib Thiam ved en international konference. Anne Majken Hessner sad på det tidspunkt i Folketinget og var med i inderkredsen af unge fremadstormende kvinder i Socialdemokratiet. Kun få kendte til den sort-hvide kærlighedsalliance, og det vakte opsigt i aviser og ugeblade, da hun pludselig forlod sin plads i Folketinget og sin 10-årige søn, konverterede til islam og rejste ned til Habib Thiam. Han var kort forinden blevet udnævnt til premierminister i Senegal.

Straks efter sin ankomst blev hun præsenteret for landets præsident og adopteret af den højt respekterede kalif. For Anne Majken Hessner blev det begyndelsen til et eventyrligt liv som muslim og premierministerfrue i det vestafrikanske land Senegal.

TV-udsendelsen er det første program i serien »Grænseløs kærlighed« - om danske kvinder gift med indflydelsesrige mænd i muslimske lande. Ud over Anne Majken Hessner Thiam har DR besøgt Bente Sen i Tyrkiet, gift med en af Tyrkiets rigeste mænd, og Anne Marie Mahameed, gift med en fremtrædende politiker i den arabiske by Uhm El Fahm i Israel.

I 23 år har Anne Maj-ken Hessner Thiam nu taget del i sin mands kamp for at udvikle det fattige land, som stadig har dybe ar efter slavetiden og det franske overherredømme. I Senegal er langt hovedparten af befolkningen muslimer, og islam er en integreret del af hverdagen. Også for Anne Maj-ken Hessner og Habib Thiam og deres to døtre er religionen en betydningsfuld del af livet. De beder fem gange om dagen, og pilgrimsrejsen til Mekka var for Anne Majken Hessner et af de største øjeblikke i hendes liv.

I dette program fortæller hun for første gang på dansk tv om sin tro og sit fascinerende liv i Senegal. Men også om et liv langt fra sin danske familie. Dagen efter uddyber Anne Majken Hessner Thiam historien om sin afrikanske tilværelse i radioens P1.

DR 2 mandag kl. 22.30 og DR P1 tirsdag kl. 9.10