Nogle af dem har været på druk i 25 år. De siger, de vil holde op med at drikke til sommer. Men smerten over ulykkelige begivenheder og over at være rejst fra deres elskede land fylder så meget, at det nok ikke vil lykkes for ret mange af dem. Filmen »Inuk Woman City Blues« handler om grønlandske kvinder i Vesterbros misbrugsmiljø.
Mange af dem er flygtet fra Grønland med et ønske om at leve i anonymitet i Danmark. De bærer på store følelsesmæssige traumer og er flygtet fra et land, der prøver på at finde sin identitet, og som samtidig har så store sociale byrder, at ingen rigtig kan overskue det. De har i mange tilfælde opgivet at bevare overblikket over deres liv, være en del af en dagligdag og at give deres børn et værdigt liv.
Men flugten fra de sociale problemer er mislykkedes - for problemerne fortsætter blot med forøget styrke. De grønlandske kvinder er endt med at sidde på en bænk på Vesterbro Torv i det indre København eller turnere rundt på diverse værtshuse i området og dermed udsætte sig selv for høj dødelighed og selvdestruktion.
De grønlandske kvinder ler meget ad deres egen ulykke for at skjule alt det, som er svært at snakke om. Men de græder også og forbander deres egen utilstrækkelighed.
- Jeg begyndte at drikke, da jeg var ni år. Jeg er stadigvæk dranker. Jeg vil ikke sige hvorfor, det gør meget ondt. Det går nok over en dag, siger en af kvinderne.
En anden fortæller, at hun er sammen med mange forskellige mænd, bare for at få øl. Hun tager tit til byen med påtaget friskhed, men bliver tit taget ved næsen.
En af kvinderne sætter ord på sin ulykke:
- En aften, da jeg var purung og smuk og kom hjem fra forsamlingshuset, voldtog min far mig. Jeg vil aldrig tilgive ham, fortæller Gerda Quppersimaat, som efter mange års druk og håbløshed nu endelig har fået en lejlighed.
- Jeg fik tårer i mit hjerte over at få fred i fredens bolig, siger hun om lejligheden med en typisk poetisk-grønlandsk måde at udtrykke sig på.
For første gang nogensinde er der lavet en filmisk grønlandsk fortælling om nogle af de kvinder, der er søgt til misbrugsmiljøerne i København. Instruktøren er den grønlandske skuespiller og sanger Laila Hansen, og både fotograf og lydfolk er grønlændere.
Laila Hansen har sat sig for at give en helt anderledes, solidarisk og socialt indlevet skildring af nogle følsomme mennesker, der oftest har haft det svært i barndommen og siden har søgt til Danmark med romantiske drømme om et nemt liv, men hurtigt er kommet til kort i en barsk verden og har fundet trøst i alkohol.
Filmen er en collage af triste skæbner og filmisk reportage fra den moderne storby - kombineret med sort-hvide billeder fra et bygdesamfund i opbrud. Dette anderledes billed- og filmsprog er rørt sammen til en kalajdoskopisk blanding og garneret med smuk grønlands musik og vemodige digte om håbløshed. Emnet har været beskrevet før af danskere, og ofte i form af hårdtslående journalistik. Men denne film er anderledes end det, vi plejer at se på tv-skærmen. Den er skabt af en scenekunstner, der tænker i dramaturgi og i at forstå, hvad der ligger bag ordene.
Trods den dominerende oplevelse af vemod og tristesse i filmen indeholder den også et håb om at komme ud af alkoholismen. Repræsenteret ved den stærke personlighed Rosine Berthels, der har drukket tæt i 25 år, og som nok er den første kvinde fra drukmiljøet, der er kommet fri af det og taget hjem til Grønland. Hun fik på det rigtige tidspunkt tilbud om at komme på afvænning via Minnesota-modellen.
Producenten Nils Vest fra Nils Vest Film er godt tilfreds med resultatet.
- Vi har vist filmen for den tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen, og han græd, siger Nils Vest.
»Inuk Woman City Blues« vises i Grønlændernes Hus i Løvstræde i København hver dag i denne uge. Den vises sammen med dokumentarfilmen »Forbrydelse og straf i Grønland« i Cinemateket i Filmhuset i København torsdag og fredag 19.-20. september. Sidstnævnte film om det grønlandske retssystem bliver desuden sendt på TV 2 mandag 16. september.
Begge film kan i øvrigt lånes på folkebibliotekerne og distribueres desuden til skoler, institutioner og andre via Det Danske Filminstitut i København.