Der opstår en kort pause i Frederik Preislers talestrøm. Den kreative direktør fra reklamebureauet Mensch sidder tilbagelænet med armene over kors og kigger tænksomt ud i luften. Han prøver at komme i tanke om en branche, der ikke er grådig. Hans egen, reklamebranchen, er udelukket på forhånd – men findes der overhovedet fag, man ikke kan kalde grådige? Han opgiver.
”Jeg tror, grådighed er et grundvilkår for mennesker og derfor også for virksomheder, hvor det måske hedder vækst. Dem, der benægter det, vil hurtigt komme til kort.”
Frederik Preisler sidder i bureauets mødelokale i København. Kaffekopper, små vandflasker, lidt mandler og sødt og nogle store A3-papirer flyder på det store langbord efter et møde kort forinden. Frederik Preisler finder det morsomt at trække en kobling mellem mødet og det igangværende interview om denne søndags bibeltekst. For teksten handler om temaer, han ofte møder i sit arbejde, nemlig griskhed og rigdom.
”Teksten handler om, at man skal passe på med at tro, at man ved at rage tilstrækkeligt meget til sig kan slå sig til ro og leve lykkeligt til sine dages ende. For livet afhænger ikke af, hvor meget man har samlet sig,” siger han og henviser til lignelsen i teksten om en rig bonde, som gemmer sin gode høst til sig selv, men derefter dør.
”Det er svært at tyde, om den rige bonde straffes med døden for sin griskhed, eller om døden har en anden årsag. Men uanset hvad, er moralen den samme: at livet i sig selv er den højst opnåelige rigdom og langt mere dyrebart end det jordiske gods. Det ved vi alle i bund og grund godt, men jeg tvivler på, at mange ville sætte livet øverst på deres liste over rigdomme.”
Frederik Preisler finder ikke kun temaet relevant i sin egen branche, men generelt.
”Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været så materielt velstående og så mentalt forarmede, som vi er nu. Der er måske ikke en direkte omvendt proportionalitet, men det er tæt på, og det er accelereret med alle de muligheder, vi har for at være effektive og hurtige.”
Den kreative direktør beskriver grådighed som noget, der ligger i stort set alle.
”Alt, der ligger ud over vores basale behov, er grådighed. Hvis du ikke er truet på livet og ved at dø af sult og tørst, så er alt, du derefter tørster efter, pr. definition grådigt. Det betyder, at selv den mest asketiske munk i princippet er grådig, for han søger en mental velstand og måske anerkendelse for sin indsigt,” siger han og tilføjer, at grådigheden har forskellige niveauer.
”Definitionen af grådighed er som alkoholisme: En alkoholiker er en, der ikke selv synes, han eller hun har et problem, men hvor omverdenen synes det. Man er grådig, når andre mennesker begynder at påpege eller tale om det.”
Inden for sin egen branche har Frederik Preisler oplevet flere søde og ordentlige mennesker, som pludselig blev griske og grådige ud over al forstand. Han tror, det handler om at have opnået uforholdsmæssig stor succes. En af hans venner har kaldt det ”at blive forfremmet til niveauet for ens inkompetence”, hvilket betyder, at man får en højere stilling, end man egentlig har fortjent.
”Det er noget, reklamebranchen og lignende brancher kan. Pludselig står man som direktør med høj gage og prestige, hvilket man skulle tro kun var godt. Men i stedet for at glæde sig over sin succes, ser mange sig selv i spejlet og er uendeligt bange for at miste. For de ved inderst inde godt, at der ikke er helt sammenhæng mellem deres dygtighed og succes. Og så bliver de grådige efter materiel velstand, mærkevaretøj og efter anerkendelse. Jeg tror, at grådighed paradoksalt nok er en angst for at miste.”
Ophævelsen af grådighed kræver ifølge Frederik Preisler noget, man arbejder med i alle religioner, og også i søndagens lignelse, nemlig at give slip på overfloden.
”Alle religioner har et element af at forsage materielle goder. I buddhismen taler man for eksempel om en løsrivelse fra det jordiske gods, hvilket er svært for mennesker. Men igen kan man spørge, om det ikke er lidt grådigt at ville være åndeligt rigere end alle andre. Og gør man det for at forbedre sin karma og dermed få mere og et bedre liv end det, man allerede har?”.
Et spørgsmål kan ikke undgå at blive stillet. Og ja, svarer Frederik Preisler – han er selvfølgelig også selv grådig.
”Jeg tror måske, jeg er en smule mere bevidst om grådighed, fordi jeg har observeret den så meget i mit arbejde. Men jeg tørster lige så meget efter succes og anerkendelse som alle andre. Til gengæld drømmer jeg ikke om mere materiel velstand, end jeg allerede har, og jeg har indimellem små samtaler med mig selv om min grådighed,” siger han.
At Frederik Preisler nævner flere religioner, når han taler om ophævelsen af grådighed, skyldes, at han ikke selv støtter sig til en. Siden opvæksten med en far, der var filosof og fysiker, og en mor, der nærmest foragtede konformitet, har han været skeptisk over for enhver overtro, vanetænkning og konformitet.
”Jeg kan finde mange fine tanker i både buddhismen, islam og kristendommen, men er præget af min families modstand mod systemer. Så jeg kommer aldrig til at melde mig under en bestemt religions faner.”
Derudover har han siden barndommen været gennem de samme faser som de fleste andre mennesker. Fra barnetroen til ungdommens ønske om logiske og håndterbare ting, der kan bevises og måles, siger han.
”Jeg er nået dertil i dag, at jeg tror på, at det er dumt ikke at tro på noget. For det bliver en smule indskrænket, at noget ikke eksisterer, bare fordi vi ikke kan påvise det. Når man bliver ældre, finder man ud af, at det målbare er et stumt instrument, og at man også har brug for det mærkbare. Det er, som når man beskriver en forelskelse som vanvid. Det er den tilstand, hvor man måske bedst forstår, at noget kan være mærkbart og ikke blot målbart. Måske kommer man tættere på noget intuitivt religiøst, når man er forelsket.”