Prøv avisen

I Harboøre er grænsen mellem missionsfolk og de andre under nedbrydning

I det hele taget er skellet mellem missionsfolk og andre kirkelige i byen blevet nedbrudt i løbet af de seneste år, fortæller en række af de cirka 1600 indbyggere i Harboøre. Og flere peger på udbygningen af missionshuset som en afgørende årsag. Foto: Iben Gad

I Harboøre er skellet mellem de missionske og resten af indbyggerne blevet mindre. Folk, der aldrig satte deres ben i missionshuset, dukker i dag op til juletræstænding og kvindeaftener. Kristeligt Dagblad har besøgt byen, der for 125 år siden blev stemplet af københavnske journalister som hjemsted for missionske mørkemænd

I denne uge var der 170 mennesker til risengrød i missionshuset i Harboøre efter juletræstænding. Og på den måde lykkedes det at gøre missionshuset til et kristent hjem for alle og ikke bare et hjem for alle kristne. Det fortæller 37-årige Maria Fibiger From, der sidder i bestyrelsen for Missionshuset Elim, som genåbnede i maj efter en større om- og udbygning. Huset rummer nu en stor hall, to mødesale, køkken, et børnerum og et rum til den lokale afdeling af Indre Missions Ungdom.

”Da vi planlagde ombygningen, var vores ønske til arkitekten, at huset skulle fremstå med respekt for det gamle og samtidig signalere, at vi vil noget nyt, og det synes jeg er lykkedes,” siger hun og tilføjer, at der ved risengrøds-arrangementet kom mange mennesker, som ikke plejer at komme i missionshuset. Det samme var tilfældet ved en kvindeaften med foredrag for en måneds tid siden.

”Historien her i Harboøre, hvor vækkelsesfolkene i pressen blev beskrevet som fordømmende mørkemænd, har nok betydet, at der før i tiden var et skel mellem de missionske og de andre. Men det er ikke så skarpt mere, og vi arbejder på at nedbryde den rest, der er tilbage,” siger hun med henvisning til skildringen af Harboøre siden den drukneulykke i 1893, der fik landsdækkende omtale med negativt fokus på stedets missionske kirkekultur.

”Da jeg flyttede hertil, var jeg lidt bekymret for, om der ville være en ’sådan plejer vi at gøre’-mentalitet, men sådan har det slet ikke været, og det er dejligt at mærke, at der er mere og mere samvær på tværs,” siger hun.

Maria Fibiger From flyttede til byen for fire år siden med sin mand og deres fire børn. Hendes mand er opvokset i Harboøre i en indremissionsk familie, mens hun selv er vokset i forskellige jyske byer med en far, der var ansat i Indre Mission. Som teenager afsøgte hun forskellige kirkelige retninger, men fandt ud af, at det var i Indre Mission, hun følte sig hjemme, ”især fordi jeg ved, at jeg her får en gedigen bibelundervisning og bibeltro prædikener”, siger hun.

Hun tilføjer, at der både er bibelaftener i missionshuset, som især henvender sig til Indre Missions medlemmer, og andre aktiviteter, der henvender sig mere bredt.

”Vi vil være et rummeligt fællesskab, hvor vi også kan tale om det, vi er uenige om. Forhåbentlig føler ingen, at de ikke kan komme her, hvis de er blevet skilt eller har et andet syn på homoseksualitet end flertallet. Men samtidig skjuler vi ikke, hvad vi står for. Da vi inviterede til risengrød i går, sang vi for eksempel en masse julesalmer, så det kunne mærkes, hvad vi var samlet om.”

Maria Fibiger From arbejder som kordegn i Harboøre Kirke og er sammen med en anden kvinde leder af børnekoret Gospel-Kids, der samler 10-15 piger. Normalt øver de i kirken, men de seneste måneder er de dog mødtes i missionshuset, fordi kirken er blevet udbygget og renoveret. Denne eftermiddag er koret derfor samlet i missionshusets store sal, hvor de blandt andet øver ”Et barn er født i Betlehem” på en moderne, gospel-inspireret melodi.

Koret skal medvirke søndag, når kirken genindvies med deltagelse af biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær. Herefter bliver gudstjenesterne igen afholdt i kirken efter at have været holdt først på byens badehotel, så i missionshuset.

”Det har virkelig gjort noget godt for byen, at gudstjenesterne har været holdt i her i en periode, for det har fået folk, som ellers aldrig kom her, til at træde over tærsklen og begynde at komme her på andre tidspunkter,” siger Maria Fibiger From.

I det hele taget er skellet mellem missionsfolk og andre kirkelige i byen blevet nedbrudt i løbet af de seneste år, fortæller en række af de cirka 1600 indbyggere i Harboøre. Og flere peger på udbygningen af missionshuset som en afgørende årsag.

”For mig har det altid været et vigtigt og godt sted, fordi jeg er kommet her, siden jeg var barn. Men jeg kan mærke, at flere af de unge er begyndt at hive veninder og venner med, som så også finder ud af, at vi selvfølgelig samles for at tale om troen, men også bare for at være sammen som unge,” siger Johanne Munk Sørensen på 20 år, der er formand for den lokale afdeling af Indre Mission Ungdom.

De samles 15-20 unge hver onsdag aften til andagt, filmhygge eller spisning.

”I sidste uge havde vi ’kollektivuge’, hvor vi boede i vores ungerum. Flere af nætterne var vi rigtig mange, og flere helt uden baggrund i Indre Mission,” fortæller hun.

En af de unge, der er begyndt at komme i missionshuset for nylig, er 20-årige Lise Noermark.

”Mine forældre går kun i kirke juleaften, og selvom de nok tror på noget mere mellem himmel og jord, har de både dyrket sex før ægteskabet og går i byen og den slags. Men min bedstefar tog mig med i kirke, og jeg har altid været troende, så det er dejligt for mig at finde et fællesskab, hvor jeg kan dele min tro og mine værdier med andre unge, og hvor al snakken ikke handler om fester og drenge, som det meget gjorde, da jeg gik på handelsskolen i Lemvig,” siger hun.

Hun arbejder som gravermedhjælper ved Harboøre Kirke og overvejer, om hun vil uddanne sig til gartner eller designteknolog.

”Så jeg flytter nok væk for at uddanne mig, men jeg kunne godt finde på at flytte tilbage. Storbylivet er ikke noget for mig,” siger hun.

83-årige Henning Eriksen er vokset op på en gård nogle kilometer fra kirken og er blevet boende i byen hele sit liv – de seneste omkring 50 år i et parcelhus få hundrede meter fra kirken.

”Jeg kom meget i missionshuset som barn og legede mest med andre børn, som også var missionske, for vores forældre kom jo sammen, og der var en friskole, hvor missionsbørnene gik. Nu er det hele mere blandet. De unge tilflyttere har lavet en masse om henne i missionshuset, og det er fint, for de ved, hvad der skal til for at tiltrække de unge. I min barndom var der ikke så meget til at konkurrere med missionshuset. Men i dag sker der meget i byen,” siger han.

Flere i byen fremhæver, at især aktiviteterne i hallen, hvor der blandt andet er sport, koncerter og revy, samler folk på tværs af gamle skel.

”De missionske er begyndt at deltage i aktiviteter, som de før opfattede som syndige. De er ikke blevet mindre missionske, men der er kommet en ny livsstil, som alle deler. Mange, der næsten aldrig kommer i kirken, kommer til ’ulvetime’, en slags spaghetti-gudstjeneste, med deres børn og børnebørn,” siger en midaldrende kvinde, der flyttede til byen for omkring 40 år siden.

”Da jeg flyttede hertil, var det nærmest en katastrofe, hvis nogen blev skilt. Nu er det bare sådan, det er. Der bliver da snakket, men det er ikke specielt de missionske, der sladrer,” siger hun.

Det billede bekræfter Jørgen Lyng på 54 år. Han er vokset op i Harboøre og kan føre sin slægt 400 år tilbage på en gård, der lå, hvor han og hans hustru opførte et nyt hus, da de flyttede tilbage til byen for 13 år siden efter en årrække som lærere på kristne efterskoler andre steder i landet. I dag er Jørgen Lyng lærer på den lokale skole, mens hans hustru er lærer på en efterskole i nærheden. De kommer både i missionshuset og i kirken, og desuden er Jørgen Lyng leder i FDF.

”Nærmest alle børn i byen kommer til FDF. Jeg tror, der er en stigende bevidsthed om, at vi skal styrke fællesskabet hen over gamle skel, hvis vi vil overleve. Vi er kun 1600-1700 indbyggere tilbage, og selvom en del unge familier er flyttet tilbage, er der flere unge, som flytter væk og ikke kommer tilbage. Så når nogen gør noget for byen, bakker de fleste op,” siger han og tilføjer, at flere ukrainske børnefamilier har slået sig ned og engagerer sig i FDF, skolen og missionshuset.

”De er nok ikke klar over de finere nuancer og historiske forskelle, og det er vel egentlig en del af vejen frem,” siger han.

Gospel-Kids Harboøre er et børnekor for sangglade børn i 4.-6. klasse. Koret øver normalt i kirken, men mens kirken bliver udbygget, øver de i missionshusets nye mødesal. Foto: Iben Gad
Maria Fibiger From flyttede til byen for fire år siden med sin mand og deres fire børn. Hendes mand er opvokset i Harboøre i en indremissionsk familie, mens hun selv er vokset i forskellige jyske byer med en far, der var ansat i Indre Mission. Foto: Iben Gad