Hvor længe varer gravfreden? Og hvor vigtigt er det egentlig at vise et skelet respekt?
Biskop Karsten Nissen, Viborg Stift, har på baggrund af sagen omkring de arkæologiske udgravninger af skeletter i Holstebro, og Holstebro-præsters krav om genbegravelse, rejst en principiel debat om gravfred og vores omgang med de døde. Det er en debat, som bringes op på højeste plan, folkekirkeligt og politisk, når Karsten Nissen i april tager spørgsmålet til drøftelse i biskoppernes samråd med kirkeminister Bertel Haarder (V).
Kravet om genbegravelse fra Holstebro-præsterne er den første sag af sin art herhjemme. Hvorfor har det mon ikke været et problem tidligere?
– Menighedsrådet og præsterne ved Holstebro Kirke blev spurgt i forbindelse med den omlægning af kirkepladsen, der finder sted for øjeblikket. Og de svarede, at de foretrak en genbegravelse. Spørgsmålet har måske ikke været rejst så direkte tidligere i forbindelse med arkæologiske udgravninger, men der dukker af og til historier op i pressen om fund af skeletdele på kirkegården eller f.eks. i forbindelse med Maarup Kirke, der er truet af havet, og hvor havet æder sig ind på kirkegården. En af årsagerne til, at sagen rejses i forbindelse med Holstebro Kirkes gamle kirkegård tror jeg er, at der kan være tale om ret sene begravelser. Kirkegården er nedlagt i 1865.
Nogle har ment, at en sådan sag ikke ville være fremkommet for 20 år siden. Skyldes det, at vi i dag generelt har forandret vores syn på døden og gravfreden? Hvordan og hvorfor?
– Ja, måske er vi blevet mere bevidste om det, der vedrører døden. For eksempel viser den store interesse for hospice-bevægelsen, at døden ikke længere i samme grad som tidligere er et tabu. Dette tror jeg er en af årsagerne til den større opmærksomhed omkring hvordan vi omgås med vore grave, og det, der findes i dem. F.eks. er der heller ikke længere så mange, der vælger at blive nedsat i en anonym fællesgrav. Tendensen går mod egentlige gravsteder med mindestene.
Skyldes dette mon også en forandret holdning til religionen/kristendommen? Er vi mere ømme over jordiske knogler – de jordiske rester af et menneske – fordi troen på opstandelse og et liv efter dette ikke længere står så stærkt hos nutidsdanskere?
– Det kan måske være en forklaring. Men for mig har denne sag ikke at gøre med troen på opstandelse eller evigt liv. For mig er det først og fremmest et etisk anliggende.
Er denne sag ikke udtryk for, at den jødiske eller muslimske opfattelse af evig gravfred egentlig ligger os nærmere, fordi de færreste af os vel ønsker, at der skal røres ved bedstefars/oldefars grav? Hvad er det der gør, at kristne har et andet syn på gravfreden?
– Når vi bekender troen på "kødets opstandelse" tænker vi ikke på det fysiske, at nogle gamle knogler igen skal iklædes kød og blod. Kødets opstandelse og håbet om evigt liv er troen på, at fællesskabet med Gud i Kristus rækker ud over menneskets fysiske død, og at sjæl og legeme hører sammen. Derfor kan der ske genbegravelse i en kristen grav. Samtidig har det altid været kendetegnende for den kristne kirke, at man behandlede sine døde med værdighed. Det var faktisk noget af det, der vakte mest opsigt da kristendommen efter Jesu opstandelse og den første pinse blev kendt uden for Israels grænser.
Er det ikke blot et spørgsmål om irrelevant føleri?
– Nej, følelser af den art kan aldrig være irrelevante.
Bør vi ikke respektere vore forfædres beslutning om at nedlægge en kirkegård, i stedet for fortsat at tale om gravfred, når den normale fredningstid for grave i Danmark kun er 10-30 år?
– Fredningstiden for grave indebærer ikke, at man blot kan fjerne ligrester og knogler. Tværtimod siger bestemmelserne vedrørende de kirkegårde, som er i brug, at der sømmeligt skal ske genbegravelse samlet i samme grav. Fredningstid vedrører den tid, der skal gå, inden der kan ske genbegravelse. Men gravfred har at gøre med, hvordan vi omgås med resterne af dem, der allerede er begravet dér. Og her er der altså klare bestemmelser for så vidt angår kirkegåde, der er i brug. Den omstændighed, at en senere tid vælger at nedlægge en kirkegård, ændrer jo ikke ved den kendsgerning, at de mennesker, som begravede deres pårørende på en kristen kirkegård, forventede, at de dér kunne hvile i fred. Det kan dog ikke være byplanlægning og beslutninger om flytning af kirkegårde til et sted i byens udkant, der skal afgøre, hvordan vi omgås med de mennesker, der blev begravet i tillid til, at de lå i fred.
Hvor går grænserne for, hvornår det er o.k. at grave skeletter og menneskedele op og sætte dem på museum eller lade dem indgå i en videnskabelig samling som den på Panum Instituttet? Skal vi også genbegrave Tollundmanden?
– Jeg synes, at vi skal have en debat om det spørgsmål. Det er ikke uproblematisk at museumsloven betragter skeletter, der er over 100 år gamle, som fortidsminder. Jeg synes, at vi her kommer meget tæt på vor egen tid og vor egen slægt. Måske kan tidsgrænsen ændres, og måske kan man genbegrave skeletterne efter endt undersøgelse. For mig er dette ikke en konflikt imellem gravfred og forskning. Jeg synes blot, vi bør have en debat om spørgsmålet, så vi ikke automatisk anbringer alle skeletter fra en nedlagt kirkegård i kasser på et forskningsinstitut.
Udgravninger i nedlagte kirkegårde hører juridisk under museumsloven. Mener du, at denne sag lægger op til en ændring af lovgivningen?
– Jeg synes, at denne sag lægger op til en dialog mellem dem, der er ansvarlige for den kirkelige lovgivning, og dem, der er ansvarlige for museumsloven. Og den debat er jo allerede i gang.
Læs alle Kristeligt Dagblads artikler om skelet-sagen på
kristeligt-dagblad.dkFakta
SAGEN KORT
**Kravet om genbegravelse er blevet rejst af præsterne ved Holstebro Kirke. Indtil nu er der udgravet omkring 150 skeletter, som Holstebro Museum, i henhold til Museumsloven og efter hidtil gældende praksis har sendt til undersøgelse og opbevaring på Panum Instituttet, hvor man har en samling på 20.000 skeletter. Holstebro-præsterne mener, under påberåbelse af gravfreden, at skeletterne skal i jorden igen efter de er blevet undersøgt.
**Museumslovens paragraf 27 omfatter "den arkæologiske kulturarv", bl.a. fund fra grave og gravpladser, som indgår i et museums samlinger, når fundene er mindst 100 år gamle. Museerne deponerer de gamle skeletter på Panum Instituttet eller Antropologisk afdeling, Syddansk Universitet.