skriver fra Jerusalem
På en slidt træbænk inden for porten til Gravkirken i Jerusalems gamle bydel sidder 52-årige Wajeeh Nusseibeh og mumler sin daglige middagsbøn til Allah. Hans tommelfinger ruller en kæde med 33 små hvide bedesten hen over håndfladen, en for en. Sten efter sten. Bøn efter bøn.
Udenfor på pladsen foran Den Hellige Gravs Kirke, hvor Jesus ifølge kristen tradition blev korsfæstet og senere genopstod, skinner forårssolen. Enkelte turister betragter kirken udefra, mens en voksen filippinsk kvinde knæler inden for porten og kysser salvelsesstenen, hvor Jesus blev salvet før sin begravelse.
For Wajeeh Nusseibeh er det endnu en dag i traditionens navn. Han har passet sit job som kirkens dørvogter i mange år, og når han ikke vil være i stand til det læn-gere, skal hans søn overtage den særlige rolle.
Da den muslimske hærfører Saladin besejrede korsfarerne i 1187 i Jerusalem, blev den stilling, Wajeeh Nuseibehs i dag besidder, oprettet. Siden Saladins muslimske generobring af Jerusalem har den muslimske Nusseibeh-familie haft ansvaret for at vogte porten til Gravkirken.
- Saladin frygtede, at de kristne ville stjæle kirkens vigtigste inventar og smugle det til Rom. Derfor valgte han at lade en muslimsk familie vogte kirkens port, siger Wajeeh Nusseibeh.
I 1612 under det tyrkiske Osmannerrige blev den muslimske familie Joudeh også tildelt en rolle. Joudeh skulle nu vogte over nøglen til Gravkirkens port.
Når Wajeeh Nusseibeh hver nat klokken fire åbner kirkens port efter at have fået nøglen fra Abed Joudeh, handler det først og fremmest om at fortsætte den stolte 800 år gamle tradition, der overleveres fra far til søn.
Klokken 20 hver aften lukker og låser Wajeeh og Abed porten igen. Og sådan gentager de ritualet hver dag hele året.
Gravkirken blev oprindeligt opført af den romerske kejser Konstantin den Store i 325 e. Kr. og genopført af de kristne korsfarere efter, den egyptiske kalif Hakim havde beordret Gravkirkens ødelæggelse i 1010 e.Kr. Ifølge kristen tradition blev Adam begravet på Golgata, der i dag ligger lige inden for porten til Gravkirken. Da Jesus blev korsfæstet samme sted, fortæller legenden, at Jesu blod løb gennem klippen og rensede Adam for arvesynden.
Til trods for, at islam aldrig har haft nogen tilknytning til stedet, udover religionens generelle accept af Jesus som profet, opfatter Wajeeh Nusseibeh sin dørvogterrolle som meget væsentlig.
Konflikter
Officielt har de muslimske familier ansvaret for nøglen til porten for at undgå, at de seks kirker, der alle ejer hver sin del af Gravkirken, skal skabe konflikter på grund af uenigheder om åbningstider, eller hvem der har ret til at åbne og lukke porten til helligdommen.
Det er dog ikke alle Jerusalems kristne, der »køber« denne forklaring, og af og til hører man en munk eller nonne udfordre de muslimske dørvogteres position, fordi vedkommende mener, at der ikke er brug for muslimske vogtere på et af kristendommens helligste steder.
Gammel tradition
Wajeeh Nusseibeh mener ikke, at hans egen rolle som dørvogter ved Gravkirken vil svare til, at en kristen familie fik ansvaret for at åbne og lukke indgangen til den hellige muslimske al-Aqsa Moske, der ligger blot nogle hundrede meter borte.
- Enhver har sin mening, siger Wajeeh Nusseibeh, men læg mærke til, at vi blot viderefører en gammel tradition, og at vi gør det gratis.
Men ofte er skænderierne mellem de forskellige kirkeretninger i Jerusalem så heftige, at hjælp udefra er nødvendig. Spændingerne kan især mærkes i Gravkirken, fordi kirkerne ligger tæt op ad hinanden. Så tæt, at den armenske kirke og den græsk-ortodokse kirke i litterær forstand deles om at eje en marmorsøjle.
Nødudgang
I 1998 gav de israelske myndigheders opfordring til at bygge en nødudgang anledning til omfattende skænderier mellem de forskellige kirkelige retninger i Gravkirken.
Især under påskehøjtiden er Gravkirken en potentiel brandfælde, når mange mennesker samles i kirken med levende lys.
I 1808, 1834 og 1947-1949 kostede brande i kirken mange menneskeliv, men fordi de seks kirkeretninger ikke kan blive enige om, hvem af dem, der skal lægge kvadratmetre til en nødudgang, eksisterer der stadig ikke nogen nødudgang.
De enkelte kirker vogter sine nøjagtigt afmålte arealer i Gravkirken med så stor nidkærhed, at renoveringsprojekter ofte trækker ud i årevis.
- Det tog 30 år for dem at blive enige om at male kuplen, siger Uri Mor, en israelsk embedsmand, der tager sig af de kristnes forhold.
Wajeeh Nusseibeh mener, at en del af årsagen til de mange skænderier er, at de fleste personer i dag ikke længere har respekt for hellige steder og heller ikke tid til at fordybe sig i troen på Gud og andre religiøse spørgsmål.
- Vi er blevet mere selv-iske og ivrige efter at eje. Jeg tror, der findes én gud for os alle og É
Wajeeh når ikke at fuldføre sin sætning, inden en ung kvinde træder inden for porten, mens hun taler i mobiltelefon.
- Kan du se, hvad jeg mener, spørger han.
- Engang var der en større glæde og respekt hos de personer, der kom hertil, siger han.
Dengang kom de for at være Gud nær. I dag er Gravkirken ved at blive til en slags museum.
Det er nu tredje påske i træk, at turisterne holder sig langt væk fra Jerusalems gamle bydel. De fleste besøgende er lokale kristne og muslimer og kristne gæstearbejdere fra Filippinerne, Kina og Østeuropa.
Wajeeh nikker til en russisk turguide og hilser på en af kirkens munke, mens han hviskende gentager den første del af den muslimske trosbekendelse:
»la ilaha ilallah wa Muhammad Rassoul Allah: Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammad er hans budbringer.«