Gravsten med navne brugt som kystsikring

Gravsten havde ikke fået fjernet navne før de blev brugt til kystsikring. Usømmeligt, lyder det i vejledning

Gamle gravstene må gerne genbruges. Men navnene skal fjernes, og det skete ikke, da to gravstene blev brugt som kystsikring.
Gamle gravstene må gerne genbruges. Men navnene skal fjernes, og det skete ikke, da to gravstene blev brugt som kystsikring. . Foto: Johanna Norin Bildhuset.

Anna og Hans' gravsten - der for små 50 år siden blev sat som minde om to levede liv - ligger i dag som to elementer i en kystsikring ved Bogensø Strand i Kerteminde, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er ifølge Kirkeministeriets vejledning at betragte som usømmelig omgang med gravsten.

LÆS OGSÅ: Kobbertyve går på rov på jyske kirkegårde

For nok er det i orden at genbruge de gamle gravsten, men forinden skal navnene fjernes.

"Da jeg fik øje på den, tænkte jeg, at det i hvert fald er uetisk. Tænk hvis efterkommerne kom forbi og tilfældigt så deres forfædres sten ligge smidt der", siger Bo K. Stephensen, der fik øje på stenen, da han gik en strandtur.

Sommerhusejeren, der har bestilt kystsikringen, Tom Bergholt, er ærgerlig.

"Jeg har ikke selv lagt mærke til det, men det er da meget uheldigt. Det kan jeg kun beklage", siger han.

Vognmand Bent Vasser fra Mesinge, der har leveret sten til kystsikringen vil ikke tage ansvaret.

"Jeg har tippet 400 kubikmeter sten ud over kanten, men jeg har med garanti ikke haft nogen gravsten imellem, siger han.

Filosof Arno Victor forstår godt, at stenfundene kan virke stødende.

"Selvfølgelig bliver vi stødte, når vi finder en gravsten på stranden. Der hører de ikke hjemme. Vi forventer respekt for de afdøde. De døde og deres minder må ikke opfattes som affald", siger Arno Victor.

"Vores måde at behandle de døde på er en slags målestok for værdighed og hvordan vi selv vil behandles. En målestok som vi - de levende - også skal leve af. For begynder du først at behandle de døde som skidt, så er næste skridt, at de levende behandles lige sådan", siger filosoffen.

KILDE: Fyens Stiftstidende