Det var egentlig ret tilfældigt, at Grethe Bahne Madsen kom til at sidde i et menighedsråd. Den unge skolelærer var lige flyttet med sin familie til Sigerslevvester ved Frederikssund, og efter sit første besøg i sognets kirke blev hun opsøgt af én fra lokalområdet, som spurgte, om hun ikke kunne have lyst til at engagere sig.
”Det er ikke noget særligt,” forsikrede han:
”Du skal bare være suppleant. Det sker der ikke noget ved.”
I foråret 1971 trådte Grethe Bahne Madsen derfor ind i Sigerslevvester og Græse Sognes Menighedsråd. To år senere var hun formand for rådet. Og i dag – præcis 50 år senere – sidder hun stadig på den post.
”Det har ikke været planen, men hver gang vi nærmer os et menighedsrådsvalg, er der altid noget mere, jeg godt kunne tænke mig at være med til at få lavet. Og så har jeg taget en periode mere,” siger 79-årige Grethe Bahne Madsen.
Hun har inviteret indenfor på gården i Sigerslevvester, som har tilhørt hendes mands familie i flere generationer, og som parret overtog for godt 40 år siden. På skrivebordet ligger forskellige arbejdspapirer og kirkefoldere pænt stablet, og foran dem knæler en gipsmodel af den Grundtvig-statue fra 1931, som billedhuggeren Niels Skovgaard lavede til gården ved Vartov Kirke i København.
Med sine 50 år i Menighedsrådet har Grethe Bahne Madsen en unik indsigt i den udvikling, der det seneste halve århundrede har været i et af folkekirkens vigtigste organer. Hun har været inde over både vedligeholdelse af sognets to kirker, planlægning af aktiviteter, registrering, ansættelser og meget mere. Faktisk bliver hun for tiden mindet om, hvor meget arbejde det rent faktisk drejer sig om, da hun på grund af en lov fra sidste år er i gang med at kassere uvæsentlige menighedsrådsdokumenter fra 1980 og frem.
”Jeg er stadig i gang med at gennemgå alle papirerne – og hold op, vi har da fået foretaget os noget.”
Grethe Bahne Madsen havde været ret skeptisk, da hun første gang blev spurgt, om hun ville med i Menighedsrådet. På det tidspunkt var rådet nemlig præget af nogle uenigheder, som havde fanget Ekstra Bladets interesse, og Grethe Bahne Madsen orkede ikke tanken om at træde ind i en hvepserede. Så hun ringede hjem til sognepræsten i sit gamle sogn og fortalte om dilemmaet.
”Min gamle præst, Bruun Jørgensen, sagde, at det da var en underlig indstilling, jeg havde. ’Det har du da ikke lært hos mig,’ sagde han. ’Hvad med at gå ind i det og prøve at være med til at rede trådene ud?’ Og det måtte jeg så hellere gøre, tænkte jeg,” siger hun.
Til at begynde med blev hun sat til at skrive referat ved menighedsrådsmøderne, som der dengang kun blev holdt to af om året. Derudover påtog hun sig i over 30 år også opgaven med at holde styr på kirkebøgerne. I dem skulle hun med fyldepen registrere dåb, bryllupper og begravelser i sognet samt navneforandringer, hvilket der var en del af i 1970’erne.
”Det var i de tider, hvor mange skulle til numerolog og hedde noget med tre z’er og fire f’er. Så gik der tre år, og så skulle de hedde noget andet, og nogle år senere skulle de have deres gamle navn igen. Så jeg skrev og skrev og skrev,” siger Grethe Bahne Madsen om arbejdet, som siden begyndelsen af 2000’erne har været digitalt.
Hun kan godt savne skrivearbejdet, men digitaliseringen har generelt været til gavn for arbejdet i rådet. ”I dag kan vi trække mange oplysninger ud på skærmen og nemt finde paragraffer og lignende. Der er også kommet flere ting at forholde sig til. Som GDPR for eksempel. Når man sidder i menighedsråd, lærer man, at ’ting tager tid’, som Piet Hein sagde. Men i bund og grund er det hele blevet lidt hurtigere,” siger hun.
En af de store opgaver i Grethe Bahne Madsens første år i Menighedsrådet var at skaffe sognene en præst. Da den daværende præst stoppede i midten af 1970’erne, mente de kirkelige myndigheder nemlig, at sognet kunne nøjes med at låne præster fra Frederikssund, og først i 1980 lykkedes det at ansætte en præst, som dog stadig skulle have funktioner i andre sogne. Da sognene voksede sig større i 1990’erne, fik de endelig deres egen præst.
Derudover har der været en del byggeprojekter og forskønnelse af områderne omkring de to kirker. Kort efter Grethe Bahne Madsen kom til, fik Menighedsrådet også tegnet et ordentligt kort over kirkegårdens gravsteder, hvilket indtil da stod skrevet med blyant på bagsiden af en blanket fra statstelegrafen.
Arbejdet har dog ikke altid været smertefrit. Da der i midten af 1970’erne skulle laves en kapelbygning ved Græse Kirke, modtog Grethe Bahne Madsen eksempelvis et brev fra en ældre i lokalområdet, som skrev, at han personligt ville skyde hende, hvis byggeriet blev til noget. Det betød, at politiet var med, da der senere var rejsegilde.
Et mere populært byggeri var en gammel lade ved kirken, som blev gjort til en bygning til foredrag og koncerter. Det at planlægge aktiviteter er noget af det, Grethe Bahne Madsen selv holder mest af ved sit arbejde, og her er mulighederne også blevet flere igennem årene. Hvor man tidligere holdt sig til foredrag og møder, har kirken i dag også gospelkoncerter og lanciers, og menighedsrådsformanden glæder sig til, at corona-restriktionerne lempes.
Udover menighedsrådsarbejdet har Grethe Bahne Madsen også engageret sig i andre organer i folkekirken.
De seneste 30 år har hun siddet i bestyrelsen i Frederiksborg Distriktsforening af Menighedsråd, de seneste 21 som formand, og hun er også med i Frederikssund Provstiudvalg og Bibelselskabets Stiftudvalg for Helsingør Stift. Hun kan godt lide at sætte sig ind i, hvordan folkekirken hænger sammen, selvom de mange opgaver har taget tid.
”Men det, man gerne vil og brænder for, får man på en måde tid til. Det er da et betroet arbejde at være med til at værne om den kristne arv og se den som et fundament i et demokratisk samfund,” siger hun.
Men nu slutter det altså snart. Der skal ikke fejres flere jubilæer i Menighedsrådet, siger formanden. ”Nej, nu skal jeg ikke mere. Hvis jeg fortsætter, begynder det jo at blive helt komisk.”
Så du tænker, at dette bliver din sidste periode i rådet?
”Ja, det må det være. Altså ja.. jo, det er den sidste!”