”Kan du vie os?”. ”Vil du døbe vores barn?”. ”Jeg har brug for en samtale, kan du komme hjem til mig?”.
Spørgsmål som disse får Jens Kristian Kleist og Oline Berthelsen ofte fra grønlændere, der er bosat i Danmark og ønsker at få foretaget en kirkelig handling eller en sjælesørgerisk samtale på grønlandsk. Men mange gange må de to præster, der er de eneste grønlandsktalende præster i Danmark, sige nej og henvise dem, der ringer, til en dansktalende præst i den lokale folkekirke.
”Behovet for at høre Guds ord på ens eget sprog er ens for alle troende mennesker, selvfølgelig også for grønlændere. Behovet bliver tilmed større, fordi et stigende antal grønlandske familier, der ikke taler dansk, bosætter sig i Danmark,” siger Oline Berthelsen.
Oline Berthelsen tiltrådte i juni 2014 en nyoprettet stilling som præst for grønlændere i Danmark, og det er derfor hende, de cirka 20.000 fastboende grønlændere i Danmark skal henvende sig til, hvis de ønsker en gudstjeneste, dåb, vielse eller begravelse på grønlandsk. Oline Berthelsen kan dog langtfra opfylde alle ønsker, da grønlænderne bor spredt over hele landet, og hun selv bor i Aalborg, men er ansat under Vor Frue Sogn i Aarhus. Hun afholder gudstjenester hver fjerde måned i seks byer i Jylland og på Fyn, hvor hun låner lokale sognekirker til formålet. Derudover tager hun rundt til bisættelser, dåb, vielser og sjælesørgeriske samtaler i et vist omfang.
”Men behovet er meget større end det, jeg kan dække. Når jeg afholder gudstjeneste, kan jeg se på deltagerne, at de virkelig får noget, de har længtes efter. De spørger efter flere gudstjenester, men jeg kan ikke overkomme mere,” siger hun.
I København holder hendes kollega Jens Kristian Kleist månedlige gudstjenester i Helligåndskirken på Strøget, og det sker også, at han foretager andre kirkelige handlinger for fastboende grønlændere. Men det kræver hver gang tilladelse fra domprovsten i Nuuk, som langtfra altid giver dispensation. Kleists løn er nemlig betalt af Grønlands Selvstyre, og hans opgave er at betjene de grønlændere, der ikke er i landet af egen fri vilje, det vil sige indsatte i Anstalten ved Herstedvester, patienter på Rigshospitalet og studerende.
Indtil 2011 var Kleist ansat under det grønlandske repræsentantskab i København, men herefter blev hans stilling rykket over under Grønlands biskop, som indskærpede, at Kleist i hovedreglen ikke skal betjene fastboende grønlændere
”Jeg får ofte henvendelser fra folk, som ønsker at blive viet eller få et barn døbt på både dansk og grønlandsk. For mange grønlandsk-danske par er det vigtigt at få det grønlandske element med. For andre, som er dårligere integreret og har sociale problemer, er det ekstra vigtigt med sjælesorg på deres eget sprog. Jeg får jævnligt henvendelser fra danske præster i folkekirken, som spørger, om jeg kan tage en sjælesorgssamtale eller stå for en bisættelse. Men jeg må ofte sige nej,” forklarer Kleist. Han tilføjer, at den grønlandske gudstjenesteform ud over sproget også adskiller sig fra den danske ved mere inderlig salmesang og en mere aktiv deltagelse fra menigheden.
En gruppe grønlændere i Danmark arbejder målrettet på at danne en grønlandsk menighed med tre-fire præster og et centralt menighedsråd. Initiativtager til gruppen, Henriette Berthelsen, siger:
”Grønlænderne er generelt stærkt knyttet til kirken, blandt andet fordi kirken er et af de få steder, hvor vi samles og kan bekræfte og styrke vores identitet som danskere med grønlandske hjerter. Selvom vi lever moderne liv, er vi mere kollektivt orienteret end danskerne, og blandt andet derfor er fællesskabet i kirken så vigtigt. Det betyder også meget, at vi kan få en samtale med en præst på vores modersmål, når vi for eksempel mister en pårørende. Mange føler et stærkt savn af de slægtninge, som lever i Grønland,” siger hun.
Ifølge Henriette Berthelsen, der til daglig arbejder som psykoterapeut og konsulent, er der en stigende stigmatisering af og racisme mod grønlændere i Danmark, hvilket blot øger behovet for præster, der både taler grønlandsk og forstår den grønlandske kultur og mentalitet.
”Det her handler ikke blot om de socialt mest udsatte grønlændere, der udgør 4-5 procent, men om en meget stor gruppe, blandt andet fordi vi alle mærker en stigende stigmatisering og racisme mod grønlændere i Danmark.”
Arbejdsgruppen mener, at det er udtryk for diskrimination, at de 15.000-20.000 fastboende grønlændere i Danmark må nøjes med en enkelt præst. Hun henviser til, at det tyske mindretal, der består af cirka 15.000 personer og er samlet i et afgrænset geografisk område, har fire præster ansat inden for rammerne af den danske folkekirke, og at de cirka 11.000 færinger, der bor relativt samlet, har en præst samt egen kirke på Østerbro i København. Desuden er der tre-fire dansktalende præster i Grønland til at betjene de 4000 danskere der, og deres løn er betalt af selvstyret.
”Det ligger ikke til grønlandsk kultur at råbe op og stille krav. Men det er åbenbart nødvendigt. De nuværende forhold er udtryk for diskrimination, ikke mindst af de børn og unge, som ikke kan blive døbt eller konfirmeret på deres modersmål,” siger hun.
Arbejdsgruppen henvendte sig sidste år til kirkeminister Marianne Jelved, som mødtes med repræsentanter for gruppen i december og gav udtryk for forståelse for gruppens ønsker. Også flere kirkepolitiske ordførere har udtrykt støtte til gruppen.
Gruppen har i de seneste måneder flere gange rykket for svar fra ministeren, men intet hørt.
Ifølge ministeriets pressemedarbejder er sagen ”under behandling”.