Det er søndag morgen, og kirkegængerne sidder tæt i det højloftede rum med hvidmalede murstensvægge i Hans Egede Kirke i det centrale Nuuk. Den smukke grønlandske salmesang flyder let og ubesværet gennem rummet. Denne søndag skyldes det store fremmøde et bryllup og dåben af to børn. En stor del af de fremmødte børn og voksne er derfor iklædt grønlandske nationaldragter. På en bænk sidder en lille gruppe af byens hjemløse. Flere af dem skal deltage i dagens bryllups- og dåbsfester. Grønlænderne lægger vægt på at samle hele den store familie til den slags begivenheder, og rummeligheden over for slægtninge med sociale problemer er høj.
Den 40-årige Mãnguak Dalager, der er præst for den grønlandsktalende menighed i Nuuk, forretter gudstjenesten. Tomme kirkebænke er sjældent et problem i Hans Egede Kirke, selvom der er sæsonudsving. I jagt- og bærsæsonen, hvor mange grønlændere drager ud i naturen for at samle proviant til vinteren, er der færre kirkegængere, mens der er flere i de kolde og mørke vintermåneder.
95 procent af de godt 56.000 indbyggere i Grønland er medlemmer af folkekirken. Tidligere var tallet 97 procent, men et par hundrede filippinske og thailandske gæstearbejdere har forrykket statistikken nogle få procent. Opbakningen til kirken er stor både blandt unge og ældre grønlændere, fortæller Mãnguak Dalager og hendes kollega Aviaja Rohmann Pedersen, der er præst for den dansktalende menighed i Nuuk. Næsten alle grønlandske familier i Nuuk får deres børn døbt, langt de fleste unge bliver konfirmeret, og til gudstjenesten ses både ældre og yngre mennesker. I det hele taget er grønlænderne tilsyneladende upåvirkede af den ateistiske tendens, der trives i nogle miljøer i Danmark.
De to præster har travlt. I forhold til en dansk præst har de mange administrative pligter med indberetninger til kirkebogen, og de har også deres gang på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor de yder sjælesorg for syge og døende. Mãnguak Dalager rejser indimellem til bygder i blandt andet Østgrønland for at forrette kirkelige handlinger. De forsøger også at kombinere traditionelle grønlandske traditioner med den evangelisk-lutherske kirke. Ved nogle gudstjenester uden for højmessen arrangeres trommedans. Det er et nyt tiltag i den grønlandske kirke, som blev introduceret ved et præstekonvent, hvor biskop Sofie Petersen havde inviteret en trommeslager til andagt. Kirken arrangerer også julefrokost og påskefrokost for hjemløse. Menighedsrådet har desuden oprettet en børneklub, men aktiviteterne begrænses dog af, at kirken i Nuuk ligesom andre grønlandske kirker ikke har et menighedshus.
”Vi mærker meget stor opbakning til kirken. Sjælesorg og især salmesang betyder meget for folk her. Der er en helt særlig sangtradition, og salmerne giver styrke,” forklarer Mãnguak Dalager.
500 meter fra Hans Egede Kirke i den gamle kolonihavn i Nuuk har Grønlands biskop Sofie Petersen sit kontor i den rødmalede træbygning, der udgør bispegården.
Hun fremhæver, at den store opbakning til den grønlandske kirke hænger sammen med, at grønlænderne lever i et natursamfund, hvor ulykker er en del af tilværelsen.
I slutningen af juni i år blev Nordgrønland ramt af en tsunami, som udløste store oversvømmelser i bygden Nuugaatsiaq. Fire mennesker omkom, og omkring 100 mennesker blev hjemløse og kan ikke vende tilbage til bygden. Tsunamien var en national katastrofe i Grønland, og Sofie Petersen besøgte de tsunamiramte lige efter tragedien.
”Vandmasserne betød, at børn og voksne måtte flygte i sikkerhed i fjeldet. Børnene samlede sig spontant i en gruppe og bad Fadervor, og det samme gjorde de voksne. Vi er et lille samfund, og de overlevende kendte alle de dræbte. Når man er udsat for fare og nød, så er det en trøst, at man kan bede,” siger Sofie Petersen og fortsætter:
”Vi lever med faren. Når den første bådulykke kommer, så er det sommer i Grønland. Vi oplever, at familiemedlemmer tager ud på fisketure og aldrig kommer hjem. Og alle præster i Grønland kender til den forfærdelige situation, det er, at afholde en mindehøjtidelighed for en afdød, fordi det ikke er muligt at finde liget,” siger Sofie Petersen. Hun peger samtidig på, at folkekirken står stærkt af historiske årsager. Grønland fik først religionsfrihed i 1953. Inden da var folkekirken det eneste anerkendte trossamfund.
Afdelingsleder for teologi ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, dr.theol. Aage Rydstrøm-Poulsen, peger på, at den grønlandske kirke har en helt særlig rolle som sjælesørger, og at grønlænderne formentlig hører til et af klodens mest troende folk.
”Der er store sociale problemer i Grønland, og der er ikke samme tradition for at tilsløre problemer som i Danmark, hvor man forsøger at skjule for eksempel alkoholisme. Her er det åbenlyst, at folk drikker. Kirken i Grønland er stedet, hvor man kan lette sit hjerte. Kirken udøver en meget høj grad af sjælesorg, og den grønlandske salmesang har en helt særlig status, som vi kunne lære af i Danmark,” siger Aage Rydstrøm-Poulsen.