Folkekirkens største og folkefattigste stift skal have ny biskop. Det står klart, efter at biskop over Grønlands Stift Sofie Petersen har annonceret, at hun efter 25 år i embedet går på pension.
Bispevalget kommer til at finde sted i efteråret, og det bliver interessant at følge, siger Erik Balslev-Clausen, der er tidligere provst og konsulent for hjemmestyret i Grønland. Biskoppen over Grønlands Stift har nemlig en særlig rolle som den eneste kirkelige leder i et land, hvor næsten alle er medlemmer af folkekirken.
”Man har en klar identitetsrolle som biskop i Grønland, hvor næsten hele befolkningen har en meget tæt tilknytning til kirken. Derfor vil jeg også stærkt formode, at det bliver afgørende for dem, at den kommende biskop både taler grønlandsk og er fra Grønland. Men feltet af kandidater er begrænset, så det bliver spændende at se, om man kan finde en, der lever op til det,” siger den tidligere provst, der gennem 25 år var næstformand for Udvalget for Den grønlandske Kirkesag.
Ifølge Erik Balslev-Clausen kan det også blive en udfordring, at den kommende biskop gerne skal være eller have været præst samt som minimum have en bachelorgrad i teologi og et kendskab til det grønlandske sprog. Ikke alle præster har denne kombination af kvalifikationer. Og der er kun omkring 21 præster i stiftet, oplyser bispekontoret.
En af stiftets præster er Aviaja Rohmann Hansen, som er ansat ved den dansktalende menighed i Nuuk og har været præst i den grønlandske hovedby siden 2007. Hun har været meget glad for den nuværende biskop.
”Hun er en meget dygtig og vellidt biskop, som det bliver svært af afløse. Folk er glade for, at hun er grønlænder, og at hun taler grønlandsk. Det er meget vigtigt for mig, at vi finder en, der kan sproget. Jeg kan ikke selv, og det er en af årsagerne til, at jeg ikke stiller op. Af respekt for den grønlandske menighed skal vi have en biskop, der kan forrette en gudstjeneste uden at have en tolk med,” siger hun.
Tidligere på året var Sofie Petersen i vælten, efter at hun offentligt kritiserede kirkelige organisationer og frikirker, der missionerede i Grønland. Hun oplevede dem som fordømmende og beskyldte dem for at mene, at grønlænderne ikke var troende. De pågældende organisationer havde svært ved at genkende kritikken fra biskoppen, som blandt andet havde henvist til en 30 år gammel sag.
Biskoppens skepsis over for frikirker og organisationer vil mange grønlændere dele, vurderer Erik Balslev-Clausen, som tror, at den kommende biskop vil være lige så varsom over for mission udefra.
”Indtil for ganske nylig var folkekirken det eneste trossamfund i Grønland. Derfor har den været tæt knyttet til det lokale samfund og været en identitetsskabende størrelse. Når frikirker med en karismatisk praksis så kommer på banen, vil mange opfatte det som et forsøg på at presse en kile ind i lokalsamfundet. Mange danskere opfatter det som helt uskyldigt, men for grønlænderne ser det meget uheldigt ud,” siger han.
Det er ikke kun kristne i Grønland, der kan blive påvirket af valget af en ny biskop. Det grønlandske stift har nemlig også ansvaret for en præst, som både har virke på Sjælland og i Jylland. I dag er dette Jens Kristian Kleist, som dog regner med at skulle på pension inden for de næste par år, hvorefter der skal findes en ny til embedet.
”Der er stor præstemangel i Grønland, og da en præst for grønlændere i Danmark skal komme fra Grønland, kan det være et problem. Der har længe været ønske om også at få en grønlandsk præst ansat i Aarhus, men det har endnu ikke været muligt at finde,” siger Jens Kristian Kleist og tilføjer, at der generelt er mangel på kirkeligt personale i Grønland.
”Der er flere bygder, som ikke får de kirkelige handlinger, de har brug for.”