Prøv avisen

Grønlandsk ja til vielse af homoseksuelle

Den nye regering vil gerne sende et signal om, at den er moderne, europæisk og handlekraftig. Alle partier står bag vedtagelsen, for heller ikke oppositionen vil fremstå som bagstræbere,” siger historikeren Lars Hovbakke Sørensen om godkendelse af homoseksuelle vielser. Foto: SERGEI SUPINSKY/ Denmark

Enigt landsting i Grønland har vedtaget, at homoseksuelle par kan blive gift i kirken

Grønlandske homoseksuelle par kan nu også få Guds velsignelse over deres parforhold. Et enigt landsting, Inatsisartut, stemte i onsdags for, at homoseksuelle kan blive gift i den grønlandske kirke.

Forslaget blev oprindeligt stillet i Landstinget i 2010 af Justus Hansen fra Demokraterne, som siger, at han glæder sig over resultatet efter fem års kamp.

Historiker Lars Hovbakke Sørensen, som er kender af nordiske forhold, vurderer, at vedtagelsen skal ses i sammenhæng med sidste efterårs valg i Grønland.

”Der blev valgt en ny regering under stor tumult på grund af afsløringer om vennetjenester og nepotisme. Den nye regering vil gerne sende et signal om, at den er moderne, europæisk og handlekraftig. Alle partier står bag vedtagelsen, for heller ikke oppositionen vil fremstå som bagstræbere,” siger Lars Hovbakke Sørensen.

For mange i den grønlandske befolkning spiller kristendommen en stor rolle, understreger han.

”Mange hylder desuden stadig relativt konservative værdier, og det er klart, at der er nogen, som er meget imod vedtagelsen. Jeg tror ikke, den vil afstedkomme voldsomme reaktioner, men i hvert fald bidrage til den interne diskussion i Grønland og måske øge spændingerne mellem bestemte grupper.”