Prøv avisen

Grosbøll fortryder intet

Thorkild Grosbøll. - Foto: Arkiv.

Den kontroversielle præst Thorkild Grosbøll tror stadig ikke på Gud. Det kan man ved selvsyn konstatere i den nye prædikensamling, der udkommer i morgen

Sognepræst Thorkild Grosbøll fik kristendom på mediernes forsider og ind i danskernes dagligstuer som aldrig før med bogen "En sten i skoen". I morgen er han igen aktuel med en bog. Denne gang et udvalg prædikener, holdt gennem de sidste knap tre år af præstekarrieren i Taarbæk Sogn, netop den periode hvor han var under et særligt biskoppeligt tilsyn. Nu seks år efter kan Thorkild Grosbøll godt forundres over den store opstandelse - for nu at bruge det udtryk - den lille bog vakte. Men han melder klart ud: Jeg fortryder ingenting, det var det hele værd - og jeg tror stadig ikke på Gud.

Thorkild Grosbølls lyst til at udfordre folkekirkens bekendelse og selvforståelse og de fleste almindelige menneskers vante tænkning om, hvad der er kristendom, fornægter sig stadig ikke. Han har ganske enkelt givet sin nye bog titlen "Ugudelige prædikener", og så er tonen ligesom slået an.

Thorkild Grosbøll, er du ikke bange for, at du med den titel på ny igen og igen får stillet spørgsmålet: Tror du på Gud eller ej?

- Det må man gerne spørge om, og jeg svarer, at jeg tror bestemt ikke på Gud. Jeg tror på Jesus, min herre og min konge. Jeg mener ikke, at Gud kan bruges til noget. Ikke andet end som et poetisk udtryk. Men hvorfor skal det egentlig være finere, at det er Gud, der har lavet verden og ikke Big Bang?

Det er efterhånden omkring fire år siden, at nu tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll i et dansk medie har fremlagt sine synspunkter i en mere omfattende form.

Thorkild Grosbøll er ikke længere sognepræst, selvom han forsat har en - mindre - bolig i Taarbæk. Han gik på pension, da han fyldte 60 år, og holdt sin sidste prædiken en råkold januardag i 2008. Han siger selv, at han ikke længere havde kræfter til at mande sig op til en prædiken hver søndag, og hans helbred har da også vist tænder en enkelt gang.

Det var i maj 2005, at Thorkild Grosbøll efter to års uafbrudt og nærmest daglig mediebevågenhed af kirkeminister Bertel Haarder blev sat under biskop Jan Lindhardts tilsyn. Det skete for at sikre, at han ikke prædikede og udtalte sig om sin manglende tro på det, han selv kaldte "en skabende og opretholdende Gud".

Hvad præsten forkyndte i hele den periode, viser Thorkild Grosbøll nu med en samling af 25 prædikener. Som han selv siger: Uanset hvordan jeg fremtrådte i debatten, og uanset hvad jeg ellers blev beskyldt for, så har jeg i alle årene prædiket det samme budskab, som jeg udtrykte i bogen "En sten i skoen." Jeg har ikke givet køb på noget. Thorkild Grosbøll vil gerne med denne prædikensamling dokumentere, at ingen, hverken biskopper, kirkeminister eller en truende præsteret, formåede at rokke hans standpunkter.

Thorkild Grosbøll blev indkaldt til flere og ret højtidelige møder med biskop Jan Lindhardt i Roskildes bispegård, hvor der blandt andet var en række vidner til stede. Han blev overhørt i trosbekendelsen, skulle skrive teologiske fristile, som han udtrykker det, og underskrive præsteløftet endnu to gange.

Når Thorkild Grosbøll i dag fortæller om forløbet, fornemmer man klart, at det var en rystende oplevelse for ham - noget nær en offentlig inkvisition, som en biskop dengang kaldte det.

Alle fulgte med i den offentlige tilrettevisning, og mange var fulde af lovprisning over, at præsten nu var sat grundigt på plads. Sådan så det også ud. Thorkild Grosbøll genoptog stille og roligt arbejdet hos sin menighed i kirken i Taarbæk. Og begyndte at prædike.

I dag vil Thorkild Grosbøll offentligt til orde igen for at fortælle det ganske land, at han ikke gav køb på noget som helst. Det budskab har han tidligere uden held forsøgt at komme igennem med.

- Nu gør jeg så forsøget igen ved at fremlægge udvalgte prædikener fra de sidste to år som præst, og ja, med titlen "Ugudelige prædikener", for nej, de rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud og ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn (ifølge min mor). Hvad de rummer, er alene en vedholdende søgen efter menneskehedens ansigt", skriver han i forordet til den nye bog.

Et gennemgående tema i debatten har hele tiden været, om Thorkild Grosbøll mener, at vi som troende kun kender Gud gennem troen på Kristus, som Jan Lindhardt har udtrykt det.

Når du tror på Jesus, tror du så på, at han er Guds inkarnation?

- Hvad betyder at inkarnere? Den, der hengiver sig til en linje af Shakespeare, er ifølge Jorge Luis Borges selv Shakespeare. Den vision af guddommelighed eller mening, som findes i vores bibeltekster, inkarneres, i det øjeblik det tages til hjerte og bliver motor for vores handlinger. Hvad vil man så med mere? Vi har stadigvæk selv skabt vores gud, der er ingen andre til at gøre det. Der er ikke nogen anden end os, der har skrevet den bog (Bibelen).

Kan du ikke godt forstå, hvis det virker provokerende på mange?

- Jo, det kan jeg godt. Men jeg forsøger bare at spille historien ned i hænderne på os selv igen, så vi myndiggøres i stedet for at betragte os selv som syndens træl. Jeg mener dybest set, at jeg er den frommeste mand i byen. Jeg vil jo give historien om Jesus tilbage til mennesker. Så de får det ud af det, som jeg mener, han prøvede at få dem til at forstå.

Når du så udgiver en samling prædikener, som nogle vil synes er provokerende, så har du det også godt med det?

- Helt klart. Men det har noget at gøre med, at jeg synes, at den historie, der begyndte i 2003, kørte af sporet i det vanvittige råberi, der opstod, ikke bare i Danmark, men ud over alle grænserne. Jeg synes stadig, at det er vigtigt at få den historie fortalt og fremlagt så godt som muligt. Skal vi gøre os håb om, at det her hus, som vi har arbejdet med, skal have en fremtid, så bliver man nødt til at lade mennesker frimodigt forsøge at slå de skævere, de vil risikere, ellers bliver der møgkedeligt at være her. Det er frygteligt, når jeg hører rygter om, hvordan unge præster ikke tør sige noget i deres prædikener af frygt for, at de bliver indkaldt til tæsk i den lokale bispegård. Det er simpelthen så forfærdeligt trist. Det er ikke for at forsvare mig selv, men af hensyn til, at der kommer luft og revitalisering ind i kirken.

Du har altid taget udgangspunkt i søndagens tekst og ikke snakket udenom?

- Jeg kan ikke lide, at folk kommer ind i en kirke, og man så ikke i det mindste prøver at gøre det forståeligt for dem, hvorfor de er der. Hvad det er, der er på færde med det, vi står med. Så kan det jo ikke nytte, at man bare kommer med en sludder for sladder. Så må man tage søndagens tekster alvorligt, selvom du måske havde noget utroligt begavet, du hellere ville fortælle. Det interessante er ikke, at en prædiken går i stykker eller stritter i alle retninger, ulykken er, hvis den ikke har noget på hjerte.

Du kunne have valgt at tale helt uden om søndagens tekst.

- Det ville have været imod hele min kirkeforståelse og præstens rolle. Det kan godt være, at tilhørerne synes, at det er væmmeligt at høre på det, jeg siger. Men hvis de kommer i kirke, fordi de holder af den bibeltekst og har traditionen med sig, så synes jeg også, at det er rimeligt at give dem så meget modstand, at de genovervejer, hvad det er i traditionen, der er dem så dyrebart. De skal for guds skyld ikke komme ud med præstens tanker i hovedet eller præstens mening. Præsten skal på en eller anden måde være udfordringen til det myndige lægfolk om, hvad vi egentlig selv mener. Så hvis jeg kan hjælpe et fromt menneske til at gå ud med en endnu mere klar fornemmelse af, hvad der er afgørende, så er det godt.

Hvorfor kalder du bogen "Ugudelige prædikener"?

- Nu har jeg i den grad måttet høre for de linjer i "En sten i skoen". Folk mener, at der så ikke er nogen Gud i det, jeg prædiker. Okay, så læs prædikenerne med bevidstheden om, at her er der åbenbart ingen Gud til stede. Og se så, om I synes, at det egentlig ændrer ret meget. Det mener jeg ikke, at det gør. Jeg mener, at Gud efterhånden er blevet et ord, som ingenting siger.

Men er Jesus så guddommelig? Ham holder du jo meget af, fordi han kaster lys over dit og mit liv?

- Lad mig sige det på den måde: Når liv får den tyngde og får det lys og de glimt over sig, hvad vil du kalde det? Men jeg vil lade folk selv om at vælge, hvilke ord de sætter på. Men jeg kunne godt finde på i et uheldigt øjeblik at kalde det for guddommeligt.

Når du udgiver en bog med den titel, så kommer der lidt bakspejl over det hele. Hvordan oplevede du selv Grosbøll- sagen? Er der noget, du fortryder?

- Jeg ved ikke, om mit helbred kunne holde til det en gang til. Men jeg fortryder ikke en pind. Det har været det hele værd. Af den simple grund, at det aldrig anstår sig, at man ikke taler af sit hjerte. Så kan det være, at der er nogle, der synes, at det er noget frygteligt noget, man siger. Men at tale imod sin egen overbevisning, det skal man lade være med.

Så er det, at nogle siger: ja, men så burde du havde taget en retssag på din overbevisning. Eller gjorde du dit for at forhindre, at sagen blev til noget?

- I virkeligheden var jeg nok faret lidt voldsommere ud i offentligheden, hvis det havde stået til mig selv. Men da nogle af mine venner inden for det gejstlige sagde: Hvis du ryger ud nu, fordi du er fræk, så kommer det til at koste forfærdeligt meget, og så er hegnspælene flyttet meget langt ind, og så får alle de unge præster det ikke sjovt. Derfor er det vigtigt, at du forbliver i folkekirken. Det havde jeg aldrig tænkt på, men jeg kunne godt se, at det kunne være rigtigt nok. Så uden at give køb på det, der var i mit hjerte, nemlig hvad jeg lavede i min kirke, så var jeg villig til at prøve at være forsonlig udadtil, selvom det kunne komme til at se ud, som om jeg var ved at trække minde udtalelser tilbage. Det gjorde jeg aldrig.

- Det har også været et spørgsmål om frihed for præsterne, for hvad skal vi med kirken, hvis ikke der kan tales af et rent hjerte? Vi dør jo af al den rigtighed. Som det har været sagt, hvis ikke vi vover at sige en masse vrøvl, så får vi aldrig sagt noget rigtigt. Hvis ikke der er den frie talerstol, så kan det være lige meget. Men jeg vil ikke nogen anden kirke end folkekirken, da det nu engang er den kirke, vi har. Det er vores fælles arv, det gælder.

Hvilket eftermæle vil du håbe, at din præstegerning og forfattervirksomhed får?

- Jeg vil ønske, at min historie kan hjælpe andre, som også kommer til at sidde med noget bøvl i kirken og tror, at nu må de nok hellere bøje nakken, så de i stedet siger, at det da er sjovere at stå ved det, man mener, og ikke bare være følgagtig. Hvis jeg kan være med til at give folk frimodighed, så har jeg ikke levet forgæves.

vincents@kristeligt-dagblad.dk

Thorkild Grosbøll: Ugudelige prædikener. 212 sider. Forlaget Anis.