Prøv avisen
Interview

Thorkild Grosbøll: Jeg udsatte bare kristendommen for et religionskritisk blik

Thorkild Grosbøll mener stadig, kristendommen bør forholde sig mere til den erfaringsverden, moderne mennesker lever i. ”I stedet oplever jeg, at præsterne i folkekirken udelukkende skal bruges til at fastholde tidligere aflejringer af, hvordan mennesker tænkte før i tiden.” Foto: Sisse Stroyer

Tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll skabte heftig debat både i ind- og udland, da han i 2003 gjorde op med opstandelsen og idéen om en skabende og opretholdende Gud. I dag, hvor han fylder 70 år, synes han, at folkekirkens præster udelukkende ”bruges til at fastholde tidligere aflejringer af, hvordan mennesker tænkte før i tiden”

Når Thorkild Grosbøll i dag kan fejre sin 70-årsfødselsdag og ser tilbage på sit liv, er der ét bestemt årstal, der træder særligt frem.

Fra at have levet en forholdsvis stille tilværelse som lokalt afholdt sognepræst for sin menighed i det tidligere fiskerleje Taarbæk, lidt nord for København, blev han i 2003 pludselig kendt i hele landet, og i udlandet, som ”præsten, der ikke tror på Gud”. Årsagen var først og fremmest et interview i Weekendavisen, hvor han blev citeret for at sige:

”Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn.”

Samme opgør kunne man finde i hans bog ”En sten i skoen”, som var anledning til interviewet. Men den var der ifølge Grosbøll ikke så mange, der tog sig tid til at læse, for ”så ville folk have opdaget, at jeg bare øste af en særlig teologisk tradition, der udsætter kristendommen for et kritisk religionshistorisk blik. Kristendommen er jo ikke et færdiggjort produkt uden fortolkningsmuligheder, men skal derimod hele tiden finde et dækkende sprog for den erfaringsverden, vi oplever”, siger Thorkild Grosbøll i dag i et tilbageblik på kontroversen og uddyber:

”Rettroenhed er noget, man konstant søger efter. Ikke noget, man har.”

Det kom bag på ham, at hans udtalelser om Gud førte så megen storm med sig. For i virkeligheden var opgøret med Gud ikke hans væsentligste ærinde med bogen. Det var ”at få os til at fokusere mere på Jesus og den fortælling om manden fra Nazaret, som vores tro er opkaldt efter”, som han formulerer det.

”Som menneske er man nødt til at insistere på det, man rent faktisk har erfaringer med. Og det har vi altså hverken med engle eller Gud i snoreloftet. Derimod møder vi konstant virkningshistorien fra Jesus i vores almindelige hverdagsliv. Faktisk er det dén historie, hele vores civilisation bygger på. Det havde jeg i flere år haft lyst til skrive om, men at megafonen blev så voldsom, havde jeg ikke forestillet mig. Og det rystede mig, at de voldsomste udfald kom fra andre præster, især de yngre, og så fra biskopperne. Ikke fra lægfolk eller ældre præster, hvor mange af dem derimod bakkede mig op.”

Efter udtalelserne i Weekendavisen kom Thorkild Grosbøll til tjenstlige samtaler ved biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, der suspenderede ham fra embedet, blandt andet fordi han havde skabt ”dyb forvirring om folkekirken”.

Tilsynet med Grosbøll overgik senere til daværende biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt, der fik Taarbæk-præsten til at bekræfte trosbekendelsen og sit præsteløfte. Imens arbejdede folk i Taarbæk ihærdigt på at få deres præst tilbage i kirken, og det skete efter næsten to år – hvorefter Grosbøll fortsatte som sognets præst indtil 2008, hvor han gik af.

På spørgsmålet om, hvad han tænker om sin egen og senere tilsynssager i folkekirken, svarer han, at både sagen mod Per Ramsdal, der i et interview afviste tanken om Jesu fysiske opstandelse, og mod Annette Berg, der i et tv-interview udtalte sin tro på reinkarnation, ”er temmelig uinteressante. Men selvfølgelig må folkekirken prøve at forholde sig til den erfaringsverden, moderne mennesker lever i. I stedet oplever jeg, at præsterne i folkekirken udelukkende skal bruges til at fastholde tidligere aflejringer af, hvordan mennesker tænkte før i tiden. På den måde mister kristendommen sin værdi, for den burde være en levende puls”, lyder det fra Thorkild Grosbøll, der ser netop dette som forklaringen på, at flere i dag forlader folkekirken.

”For den taler ikke ind i tiden. Og det er forfærdelig synd. Vi lever i vores egne ekkokamre og har brug for, at netop kirken sætter lys på og stiller spørgsmål ved, hvad vi gør ved hinanden, og hvordan vi lever sammen. I stedet for bare at være smilende og venlige og holde fast i en forældet kristendomsforståelse og tradition burde præsterne være de udpegede lægmænd, der vovede at stille de skæve og udfordrende spørgsmål. Som gav de fremmødte noget at reflektere over. Så tror jeg faktisk, folkekirken igen kunne blive relevant.”

Du fastholder, at inkarnationen er det vigtigste i kristendommen. At Gud bliver menneske. Men hvordan foregår inkarnationen uden en skabende Gud?

"Det er ordet Gud, der hele tiden misforstås og derfor det begreb, jeg opponerer mest imod. Mennesker har til alle tider gjort sig gudeforestillinger som udtryk for det sidste og afgørende vilkår for den verden, de nu tilhørte. Men i dag lever vi altså efter den kopernikanske vending, hvor idéen om Gud i himmelen ikke giver så meget mening mere. Til gengæld har vi jo stadig følelsen af, at noget er rigtigere, større eller mere i pagt med vores verden, selvom det er svært at få øje på. Når denne hjertets lov, som jeg også kalder Jesus, åbenbares for os, så er det en inkarnation af det, der er meningen med vores liv. Og er der noget finere end gudsriget midt iblandt os? Det, der får hjertet til at slå lettere og øjet til at dugge?”.

Men er det nødvendigt at gøre op med opstandelsen? At sætte en sten for graven?

"Jeg er bange for de fortærskede begreber som Gud og opstandelsen. Mange hører det, som om man efter døden nu sidder oppe på en sky. I virkeligheden skal man jo ikke have oplevet mange dødsfald i familien, før man opdager, at livet ikke stopper med døden. Men med den gamle forestilling om opstandelse, er det svært at få netop denne egen erfaring til at give mening.”

Hvor er der plads til ånden eller det ikke-rationelle i din kristendomsforståelse?

"Når Jesus et sted i Bibelen siger, at al synd og bespottelse skal tilgives, men ikke bespottelse af Helligånden, så handler det jo om, at man aldrig må være ulydig over for det, man fornemmer er afgørende i ens liv. Hvis man mister sandhedens ånd eller driften mod den, så stopper alt. Det var i virkeligheden også den ånd, jeg forsøgte at forfølge i min bog. Men den betød åbenbart ikke så meget som at holde de gamle billeder i hævd.”

Thorkild Grosbøll er helt med på, at han i dag selv er blevet et begreb inden for dansk kirkeliv og teologi.

"Jeg er vel nærmest blevet en skræmmefigur, som et fugleskræmsel eller Den Store Bastian. Og man må gøre med mig, hvad man vil. Men jeg ville selvfølgelig stadig ønske, at folk læser min bog, inden de kritiserer mig. For det er klart, at et journalistisk interview har mest fokus på de skarpe linjer og ikke rummer nuancerne.”