Thorkild Grosbøll troede ikke på en skabende Gud, og han var langtfra den eneste præst, der havde det sådan. Det sagde sognepræsten i Taarbæk nord for København selv i sit berømte interview i Weekendavisen i 2003, der blev begyndelsen på en årelang debat om præsters tro og folkekirkens rummelighed.
Efter kort tids sygdom er Thorkild Grosbøll nu død. Han blev 72 år og efterlader sig et eftermæle som et af de mest kendte navne i den danske kirkelige debat i det 21. århundrede.
Men spørger man kirkelige iagttagere, er det begrænset, hvad Thorkild Grosbøll i sidste ende har ændret. For selvom han hævdede, at han ikke var alene, er opbakningen til hans synspunkt indtil videre udeblevet.
Og det er der en klar grund til, mener Kurt E. Larsen, der er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet. For nok var Grosbølls budskab provokerende, men det havde ikke den fornødne teologiske tyngde til at danne skole, vurderer kirkehistorikeren.
”Jeg vil kategorisere ham som en præst med enspænder-natur. Hans udtalelse vakte vældig opsigt, men mest i avisoverskrifter. Han havde ikke nogen positiv dagsorden, og han ville ikke noget med folkekirken. Derfor vil han mest blive husket for sin provokation, som i sidste ende ikke vandt nogen disciple i folkekirken. Formentlig fordi der ikke var nogen ny tolkning eller tænkning i budskabet,” siger han.
Selvom Thorkild Grosbølls budskab ikke vandt disciple, fik han som person opbakning fra en gruppe præster i folkekirken. De forsvarede ikke hans udtalelser, men retten til at have kontroversielle holdninger som præst i folkekirken, så længe man har menighedens tillid.
Disse præster organiserede sig i debatforummet ”Plan B”, der blev til på initiativ af blandt andre Eva Holmegaard Larsen, der er sognepræst i Nødebo Sogn og teologisk konsulent i Helsingør Stift. Heller ikke hun fornemmer, at Grosbølls budskab fik gennemslagskraft.
”Han var barn af 1968 og mente, at man kunne underspille den kristne tro. Jeg tænker, at hans projekt mere var et autoritetsopgør end et gennemført teologisk projekt, og måske derfor blev det aldrig til så meget. Han sagde, at andre præster havde samme synspunkt, men det tror jeg ikke på,” siger hun og tilføjer, at der dog har været en positiv afledt effekt af sagen.
”Siden den debat har der været en større alvor og interesse i kirken for at tale om skabelse og opstandelsestro. Jeg tror ikke, at det har været hans hensigt, men han satte gang i en stor opmærksomhed på dette emne langt ud over de små teologiske kredse. For første gang så vi en rigtig folkelig teologisk debat, som på mange måder har været sund.”
Et andet problem med Grosbølls udtalelser var, at det var svært at blive klog på, hvad han ikke troede på. Det mener Anders-Christian Jacobsen, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet.
”Jeg fandt aldrig ud af, om han var decideret ateist, eller om hans pointe var, at man skulle tale anderledes om Gud. Blandt andet af den grund har hans udtalelser i højere grad haft karakterer af provokation end egentlig teologisk tænkning,” siger han.
Derudover har tidsånden vist sig at være imod Thorkild Grosbøll, mener Anders-Christian Jacobsen.
”Grosbølls udtalelser havde samme provokerende stil, som man så hos mange tidehvervspræster i det 20. århundrede. De var også meget kritiske over en fromhedskultur, som de opfattede som gerningsretfærdighed. Men allerede dengang var det en strømning, der var ved at dø ud, og med tiden er det blot blevet mere udbredt og legitimt at kalde sig troende offentligt. Derfor lyder hans udtalelser som en røst fra en svunden tid,” siger han.
Det samme vurderer Eva Holmegaard Larsen, som nåede at møde Thorkild Grosbøll flere gange. Hun kalder ham et sympatisk menneske på trods af deres teologiske uenigheder:
”Jeg husker ham dengang som en virkelig sympatisk mand – sød og sjov og en meget oplagt og spændende prædikant. Men han tog fejl af tiden. Han sekulære kristendom kom for sent i forhold til den udvikling hen imod større interesse for og alvor om kirken og kristendommen, som allerede var i gang.”