For grundlovsfædrene var den fjerde og helt nødvendige statsmagt religionen. Derfor står der således i Grundlovens paragraf 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten".
Staten kunne ikke være stat uden at støtte sig til en religion. Derfor måtte staten også understøtte religionen. Ikke med penge, for kirken levede af sine egne jorder og afgifter. Støtten bestod i at bidrage til børnenes kristelige opdragelse samt gode vilkår for kirkens virke og den kristelige moral i samfundet.
Alt sammen er det langsomt, men sikkert afskaffet - i frihedens og sekularismens navne. I stedet betaler staten i dag - på grund af en uplanlagt udvikling i første del af det 20. århundrede - cirka en milliard kroner til kirken om året. Alle kyndige er dog enige om, at kirken "betaler" mere til staten i form af de kirkeligt finansierede merudgifter til kirkegårdsdrift, civilregistrering og bevarelse af middelalderlige kulturminder. Reelt består statens "støtte" til folkekirken således i, at staten styrer folkekirken som dens lovgivende, udøvende og dømmende magt. I andre sammenhænge ville man dog anse det for tvivlsomt at se en "støtte" i en sådan styring.
Efter skolernes kirkelige kristendomsundervisnings afskaffelse i 1975 havde folkekirken fortsat nogle små, men ganske nyttige statslige "støtteordninger" tilbage. Indtil for en snes år siden kunne folkekirkens præster få direkte adgang til navnelisten for de indlagte patienter på de små sygehuse, så de kunne se, om der var nogen fra sognet indlagt, når de var på hospitalsbesøg. Det forsvandt, selvom præsterne er tjenestemænd og tilmed har skærpet tavshedspligt.
De fleste steder kunne præsterne også indbyde børnene til konfirmationsundervisning og siden 1989 til minikonfirmandordningen via et samarbejde med skolerne, for eksempel lærerne i kristendomskundskab. Også den ordning er på hastig retur.
Den grundlovssikrede og statsstøttede folkekirke må i dag - ganske som andre religionssamfund - slås for det, hvis den vil til orde i det sekulære samfund, der nu tilmed nøje overvåges af nidkære ateister, der har politisk bevågenhed. Indvandrede mindretal skal ikke tro, at de er noget, men de antikirkelige ateister er jo rigtige danskere, selvom de er nok så få.
Mest påfaldende er måske statens uddannelsespolitik i forhold til kirken. Efterhånden er der kun ét sted, hvor der for statslige midler og SU kan undervises målrettet i kristendomskundskab, nemlig på de teologiske fakulteter. Faget er ellers forsvundet på universiteterne og den tidligere lærerhøjskole og meget trængt på seminarierne. Uddannelse til de mange gode job, der findes i den kirkelige sektor, udbydes og støttes ikke for statslige midler. Alt andet fra peddigrør til pedicure kan man få statsligt støttet uddannelse til, hvis der ellers er et arbejdsmarked til de uddannede. Vil man studere på en af de mange statsstøttede, kirkeligt rettede uddannelser i Norge, kan man ikke tage sin danske uddannelsesstøtte med.
Bevægelsen mod marginalisering af kirke og religion er lang, men efter polariseringen omkring islam, hvor religion blev uønsket i "det offentlige rum", er der strammet yderligere op. Man skulle tro, at det, der står i Grundloven, er, at religion, inklusive i folkekirken, er en privatsag.
Hvis det ellers var muligt at ændre blot en lille smule på Grundloven i Danmark, kunne man passende ændre Grundlovens paragraf 4 til: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og styres som sådan af staten. I øvrigt er al religion en privatsag". Samtidig kunne man ændre paragraf 69 til "De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold skal i al evighed forblive uordnede". Det ville være at tage Grundloven alvorligt, sådan som vi efter sigende gør det i Danmark.