Grundlovens syn på religion under politisk pres

Religionens plads som en central del af samfundet bliver i dag ofte kun sikret på målstregen af bestemte politikere
kirkeanalyse

Teolog Hans Raun Iversen. Foto: Keld Navntoft

Grundlovens § 4 betyder, at religion hører med som en central del samfundet, når det hedder: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Denne paragraf udtrykker, at grundlovsfædrene så på kirken som den fjerde statsmagt. Uden en kirke at støtte sig til mente man ikke, at staten ville kunne klare sig. Derfor skulle staten "understøtte" kirken.

I følge Grundloven har den danske stat ikke en religion, men den er forpligtet til at støtte en folkekirke. I Norge, hvis første demokratiske grundlov kom i 1814, er evangelisk-luthersk kristendom statens officielle religion. Det har ført til, at stat og kommune i Norge betaler kirkens og i dag alle tros- og livssynssamfunds grundlæggende udgifter. I Danmark må man derimod sige, at staten er sekulær. Hvad Grundloven fastslår, er kun, at religion er centralt placeret i samfundet, ikke at staten har en religion. Det er et grundtræk i Grundlovens syn på religionens plads i samfundet.

Grundloven fik fra starten en løfteparagraf, der siger, at folkekirkens forhold skal ordnes ved lov, nemlig § 66. Som bekendt er der kun kommet dellove for forskellige områder af kirkens liv. Derfor har vi fået et mudret billede, hvor mange tror, at Grundlovens § 4 handler om, at staten skal "styre" kirken. Det gør den ikke. Den handler tværtimod om, at staten skal respektere og tilmed understøtte kirken. Ej heller handler § 4 om, at den evangelisk lutherske kirke skal have en særlig privilegeret stilling i forhold til andre trossamfund. Den afspejler derimod, at over 99 procent af befolkningen var medlemmer af folkekirken i 1849.

Grundlovsfaderen D.G. Monrad mente selv, at der sagtens kunne være flere "folkekirker", som staten kunne støtte på lige fod, blot de ville arbejde med på samme folkelige projekt som den nye folkestat.

Gennem det seneste årti er staten af mange grunde slået ind på en armslængdepolitik over for folkekirken, for eksempel med indførelsen af økonomisk sognefuldmagt for menighedsrådene fra 2003, overgang til decentral målsætningsstyring fra 2008 og forslag om bloktilskud fra 2009.

Efterhånden kommer folkekirkens og andre trossamfunds politisk bestemte vilkår dermed til at ligne hinanden mere og mere: Staten er nu folkekirkens "pedel", men ikke uden videre dens "understøtter". Det inviterer til nye misforståelser af Grundlovens synspunkt.

I Undervisningsministeriets brev af 2. oktober 2008, hvor man afslog oprettelse af en ny professionsbachelor i Kristendom, Kommunikation og Kultur, blandt andet med henblik på at kunne uddanne folk til sognemedhjælpere i folkekirken, hedder det: "Der er lagt til grund for afgørelsen, at de kirkelige organisationers behov for uddannet arbejdskraft til formidling af kristendom mv. ikke skal dækkes af uddannelser efter Undervisningsministeriets lovgivning. Forskningsbaseret viden om kristendommen kan opnås gennem universiteternes teologiske uddannelser, der udbydes på såvel bachelor- som kandidatniveau, mens undervisning i de fag, der specifikt retter sig mod arbejdet som præst i den danske folkekirke, tilbydes på Pastoralseminariet som efter- og videreuddannelse til teologiske kandidater. Yderligere behov for uddannede til formidling af kristendommen bør efter Undervisningsministeriets vurdering varetages af de kirkelige organisationer selv."

Her har man klart forladt Grundlovens syn. Religion er ikke længere en ligeværdig del af samfundet, som man kan få statsstøttet uddannelse til, bortset lige fra, hvis man vil være præst i folkekirken.

Det var derfor dobbelt glædeligt, da Bertel Haarder (V) kort før jul omstødte afslaget og godkendte uddannelsen med henvisning til, at der er et stort behov for kristendomsundervisning i folkekirken. Dermed har han genindsat Grundlovens synspunkt, hvorefter religion er en central del af samfundet. Men hvad sker der næste gang med en mere sekularistisk og mindre grundlovskyndig minister?

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere nye tiltag i kirkens og troens verden. Hans Raun Iversen, som har skrevet denne uges analyse, er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet og tidligere formand for universitetets satsningsområde om religion i det 21. århundrede.