Nogle gange er det, som om supermarkeder holder fødselsdag flere gange samme år. Sådan er det også lidt med folkekirken. I pinsen steg Helligånden ned over apostlene, og de drog ud i verden for at forkynde evangeliet. Af samme grund kalder præsterne pinsen for kirkens fødselsdag.
Nu et par uger efter er det grundlovsdag og endnu engang fødselsdag i kirken. For den 5. juni er lig med grundlæggelsen af folkekirken.
Kirken blev ikke demokratisk denne dag, derimod blev den lutherske stat Danmark en mere sekulær stat. Dog havde staten stadig en kirke, som denne skulle understøtte. Folkekirken blev i Grundloven defineret som ”den evangelisk-lutherske” og fik sit bekendte navn ”folkekirken” i det, der er den nuværende § 4.
Statens kirkestyre forblev dette til trods uændret. Så på den måde var folkekirken i virkeligheden statskirken, nu bare uden tvang. Ingen kunne længere tvinges til dåben, hvilket for eksempel baptisterne havde været meget imod. Lidt paradoksalt blev kravet om tvangsdåb først formelt ophævet i 1857.
Grundloven lovede også, at ”folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Denne såkaldte løfteparagraf blev aldrig indfriet, skønt en række kommissioner i fem forsøg har forsøgt at udfærdige en samlet lovgivning og selvstændigt styre for kirken.
Det første forsøg blev gjort i 1853, det seneste strandede i 2014. Det har betydet, at folkekirkens forhold er blevet ordnet ved løbende lovgivning, og kirken styres derfor på papiret stadig af staten ligesom før Grundloven. Menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd er kommet til som demokratiske organer i de seneste hundrede år, og især i nyere tid har menighedsrådene fået mere magt. I sidste ende har staten – eller regent og kirkeminister – alligevel formelt store dele af kirkestyret i deres hænder. Landets monark er som den eneste bundet til kirkens konfession, hvilket også er nævnt i Grundloven.
Folkekirken er ifølge Grundloven evangeliskluthersk, og ”kongen” skal tilhøre denne kirke. Det er en reference bagud til tidligere lovgivning. Kongeloven fra 1665 fortæller i sin første paragraf, at kongen skal tjene og dyrke den sande Gud, som det er åbenbaret i det hellige ord, ”og som Den Augsburgske Bekendelse af 1530 uforfalsket har fremstillet”. Det er altså, hvad der er evangelisk og luthersk: Guds ord og den lutherske reformations vigtigste bekendelsesskrift, Philipp Melanchthons bekendelse af lutheranernes tro, som blev afleveret til den tyske kejser Karl V på rigsdagen i Augsburg bemeldte år. I Danske Lov fra 1683 specificeres det nærmere, at kirkens tre gamle trosbekendelser tillige hører til den danske kirkes bekendelse.
Grundloven indførte også et nyt skel, idet der blev religionsfrihed for landets borgere, og loven lovede at ordne ”de fra folkekirken afvigende trossamfund ved lov” (§ 69). Hvad angår sidstnævnte var rigsdagens lovgivere endnu engang sendrægtige. Alligevel er det i dette tilfælde lykkedes – en lov faldt på plads med kun 168 års forsinkelse i 2017. Således er Grundloven jo også de anerkendte trossamfunds fødselsdag. Derfor kan vi måske kalde grundlovsdag en slags verdslig helligdag. Og så ikke helt – om man har fri eller ej, afhænger nemlig af ens overenskomst. Har man fri, kan man gå til politiske fester med taler og dannebrogsflag. Men også i folkekirken kan man finde enkelte sogne, der fejrer dagen. Det sker med upolitiske grundlovsmøder i præstegårdshaver. Baggrunden for denne tradition fortaber sig en smule, om end der synes at være en grundtvigsk forbindelse. Det er værd at huske, at det var teologen D.G. Monrad, som var en af hjernerne bag Junigrundloven, ligesom ikke mindst Grundtvig spillede en rolle og af flere omgange blev valgt til Folketinget. Grundtvig skiftede jævnligt opstillingskreds og blev valgt både for Præstø, Skælskør og Kerteminde. Sidstnævnte sted blev valget i øvrigt afholdt på torvet foran kirken.
Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst og ph.d. i kirkehistorie.