Prøv avisen

Grundtvig fejres over hele landet

Fødselaren hedder Nicolaj Frederik Severin Grundtvig, og festlighederne for ham finder sted på mandag over hele landet, blandt andet på Vartov i København

225 år ville N.F.S. Grundtvig være blevet på mandag. I den anledning har grundtvigianere over hele landet sat sig for at markere dagen. Det sker for eksempel i Grundtvigs Kirke i København, hvor sognets børn inviteres til fødselsdagsfest. 400 børn synger fødselsdagssang.

På Vartov er der også sat alle sejl til. Festlighederne begynder ved statuen i Vartovs gård klokken 9, hvor finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder fødselsdagsfesttalen. Han taler, fordi en digitaludgivelse med flere af Grundtvigs værker skal føjes til finansloven.

Efter Vartov går turen videre til Christiansborg. Mellem klokken 10.30 og 15.30 foregår fejringen i landstingssalen. Her vil en række politikere, litterater og teologer kaste lys over Grundtvigs forfatterskab. Desuden er der musik og fællessang.

Herefter vender festlighederne tilbage til Vartov, hvor Margrete Auken (SF) holder det første af sine 10 Mands Minde-foredrag, klokken 17-18. Foredragsrækken sendes på DRs P1 fra begyndelsen af december 2008.

I Jylland fejres Grundtvigs fødselsdag blandt andet i Kjellerup Valgmenighed, hvor visesangeren Kristian la Cour fra Askov Højskole afholder nordisk visekoncert som led i fejringen.

knudsen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere om N.F.S. Grundtvig på
kristendom.dk