"Det kan godt være, at du står uden for folkekirken, men det er ikke muligt - Hans Hedtoft - at trække den socialdemokratiske arbejder ud af kirken. Han er ikke til at smide ud."
Bodil Koch, farverig socialdemokrat og Danmarks længstsiddende kirkeminister, var kontant og klar, da hun ved en lejlighed gav sin politikerkollega besked om forholdet mellem danskerne og folkekirken.
"Hans Hedtoft var, som en række andre socialdemokratiske statsministre - Stauning, H.C. Hansen og Jens Otto Krag - ateist. De socialdemokratiske arbejdere, derimod, blev i folkekirken. Det var her, de blev døbt, konfirmeret, gift og begravet," fortæller Asger Baunsbak-Jensen, tidligere præst og radikal politiker.
Han udgiver i denne uge bogen "Kirke før politik" med portrætter af de 33 kirkeministre, som har stået for den politiske styring af folkekirken siden Kirkeministeriets oprettelse i 1916.
Det er den første bog af sin art, fordi den sammenfatter de tre elementer, det kirkelige, det politiske og det folkelige. Som politiker, tidligere undervisningsdirektør, præst og folkelig foredragsholder har Asger Baunsbak-Jensen i sit eget liv beskæftiget sig med hele spektret.
Bogen fortæller samtidig om de kirkehistoriske begivenheder op gennem sidste århundrede. Den er omkring nogle af de mest opsigtsvækkende sager - som senest Thorkild Grosbøll-sagen – og de kirkelige bevægelser, som tidligere i høj grad var med til at præge den folkekirkelige udvikling.
Der er samtidig tale om en helt personlig bog, deraf undertitlen, "Min kirkehistorie". Den nu 78-årige Baunsbak-Jensen har færdedes på Christiansborg siden sit 21. år og har mødt omkring halvdelen af de 33 kirkeministre, der portrætteres. For de øvrige gælder, at han har talt med folk, som har kendt dem - og det helt tilbage til den første, Thorvald Povlsen, som blev kirkeminister i 1916.
Nogle kirkeministre huskes. De har sat sig i erindringen med deres engagement, udtalelser og initiativer. Andre, derimod, har nærmest sat en ære i at være anonyme og sætte så lidt i værk som overhovedet muligt.
"Nogle af de bedste kirkeministre har efter min mening været dem, der var historisk bevidste og udviste en fornemmelse af, hvad kirken er," mener Baunsbak-Jensen.
"Det er dem, der levede med i det folkelige liv omkring kirken, men som samtidig forstod, at der var områder, en kirkeminister ikke skulle blande sig i, og hvor man derfor måtte være forsigtig med lovgivning. De bedste kirkeministre er altså også dem, der har kunnet holde mund, fordi de har forstået, at politikerne ikke skulle blande sig i kirkens indre anliggender."
To modsatrettede grupperinger har op gennem århundredet præget kirkedebatten: Fortalerne for en adskillelse mellem stat og kirke og tilhængerne af "den rummelige folkekirke".
Hvad angår det første, fandt, i hvert fald i begyndelsen, de umiddelbart uforeneligste fraktioner sammen: Socialdemokraterne, som dengang stadig holdt de røde, lettere marxistiske, faner højt, ville skille kirken fra staten og fik her opbakning hos de konservative og indremissionske.
"I Indre Mission var man bange for, at der med menighedsrådsloven ville komme alt for mange 'ikke troende' ind og styre folkekirken," forklarer Baunsbak-Jensen.
Der var dog undtagelser fra partilinjen. Den socialdemokratiske politiker Frederik Borgbjerg - teolog, tidligere søndagsskolelærer og Staunings højre hånd - gik imod en adskillelse. På samme måde var Venstres store leder, J.C. Christensen - der som politiker og kirkeminister kom til at lægge hele grundlaget for en moderne tids folkekirke - på kollisionskurs med partilinjen.
Baunsbak-Jensen:
"J.C. Christensen arbejdede for en adskillelse, men fik ikke opbakning fra sit parti, og da han i 1922 blev afløst som kirkeminister af Jacob Appel - den mest frisindede kirkeminister, vi har haft - sejrede "den rummelige, eller tålsomme, folkekirke."
Det var også den linje, Bodil Koch og kirkeministrene siden arbejdede for. Da hun i 1950'erne blev minister, havde socialdemokraterne forlængst udviklet sig til et af de mest folkekirkelige danske partier.
"Bodil Koch mente ganske enkelt, at der ikke skulle være et menighedsråd, 'uden en god dansk socialdemokrat'."
Selv er Baunsbak-Jensen tilhænger af "den rummelige folkekirke, fordi den bygger på frisind, respekten for de andre", og advarer samtidig om, at frisindet og den folkekirkelige rummelighed i disse år står i fare for at forsvinde, hvis ikke folkekirken og danskerne for alvor tager sig sammen og påtager sig ansvar for kirken og dens kristelige og folkelige liv.
"Det bekymrer mig, at vi i stadig højere grad lever i en tid præget af historieløshed og traditionstab. De bevægelser, der engang fungerede som rammer om livet, er væk i dag: Grundtvigianismen er en skygge af sig selv, det samme kan siges om Indre Mission. Andelsbevægelsen er afløst af multinationale selskaber, forsamlingshusene er lukket, ligesom mange missionshuse, men det allerværste er, at højskolebevægelsen er brudt sammen. Højskolerne har i vores samfund været kittet, der har holdt ruderne på plads i rammerne. Nu er kittet faldet ud, og så falder glasset ud. Højskolerne var med til at holde sammen på det danske samfund og give os fodfæste som folk i en international verden."
"For første gang må de unge, der nu vokser op, orientere sig helt uden traditioner, og for første gang er vi nu der, hvor man ikke inkluderer kristendommen, når man identificerer sig som dansker," tilføjer Baunsbak-Jensen.
Det sætter folkekirken i en ganske ny situation i en mere og mere international verden.
"Jeg er overbevist om, at vi i løbet af de næste 10 år vil opleve en religiøs bølge. I Kina er den kristne kirke i stor vækst. Det samme gælder i Afrika og Sydamerika. Det, der sker derude, vil vende tilbage til Europa og dermed også Danmark, hvor folkekirken vil komme under et utroligt pres. Problemet er her, som jeg ser det, at den religiøsitet, der vil returnere til os udefra, vil være stærkt frikirkepræget, for eksempel af pinsebevægelsen, og, som i USA, præget af et fundamentalistisk bibelsyn. Altsammen noget, som er aldeles ugrundtvigsk."
Grundtvig og frisindet kommer i knibe, hvis ikke folkekirken tager sig sammen, mener Baunsbak-Jensen og appellerer i den sammenhæng til folkekirkens højrefløj om at tænke sig særdeles godt om, før man bryder med folkekirken, sådan som det nu på ny er på tale i nogle kredse, som udløber af diskussionen om velsignelse/vielse af homoseksuelle i folkekirken.
"Den fløj bærer et stort ansvar for, at folkekirken fortsat kan bestå, og hvis de bibelfundamentalistiske præster fritages for at velsigne eller vie homoseksuelle, kan jeg ikke se, at de ikke kan fortsætte i folkekirken. Lige så vel som vi andre kan være der sammen med dem og må acceptere, at de er i deres gode ret til at mene, som de gør. Det er jo netop det, der kendetegner den rummelige folkekirke."
I gamle dage kunne hele befolkningen være optaget af diskussioner om kirkepolitikken, og debatten var præget af stor saglighed og kristelig og teologisk indsigt. Skal vi i en ny tid bevare vores folkekirke, må danskerne igen vågne op, mener Baunsbak-Jensen.
"Danskerne må gå ind i menighedsarbejdet og stille op til menighedsrådsvalget. Folkekirken har brug for gode menighedsråd, og vi behøver flere sognepræster. Derimod kan vi godt spare nogle af de nye specialpræster - ungdomspræster, gadepræster, pilgrimspræster og sågar nu også erhvervspræster."
Sognepræsten skal samtidig have mere tid til også at arrangere folkelige foredrag i sognegårdene.
"Og tid til for eksempel at holde møder med konfirmandforældrene, hvor de kan fortælle dem bibelhistorie, og om højtiderne, for det ved de fleste ingenting om."
På den måde kan folkekirken måske atter bringes på banen i folket og forfægte den kristelige og folkelige rummelighed også i en international fremtid, hvor stat og kirke - i Baunsbak-Jensens objektiv - fortsat vil følges ad i mange år, fordi den grundlovsændring, som kræves for en adskillelse, efter hans vurdering har aldeles lange udsigter.
Og med den forudsigelse er der formentlig også udsigt til mange flere kirkeministre end de 33, det indtil nu er blevet til.
Asger Baunsbak-Jensen: "Kirke før politik - Min kirkehistorie", Forlaget Alfa, 236 sider, illustreret, 279 kroner. Udkommer i morgen.
