Prøv avisen

Grundtvig kåret for årtusindets salme

»Hil dig, frelser og forsoner« er den bedste salme i de sidste tusind år, mener Dansk Kirkemusikforenings medlemmer

»Hil dig, frelser og forsoner« er den bedste salme i de sidste tusind år, mens komponisten Carl Nielsen har skrevet den bedste melodi, »Min Jesus, lad mit hjerte få«. Det mener organister og kirkesangere fra fagforeningen Dansk Kirkemusikerforening i en netop offentliggjort afstemning. Det er redaktør af Dansk Kirkemusikertidende, journalist Bo Nygaard, der har sat den lille afstemnings-spøg i gang. Det var en indlysende ide op til årtusindskiftet at kåre årtusindets salme, melodi og orgelværk blandt foreningens omkring 1250 medlemmer, mente han. Desværre var opbakningen ikke helt som forventet, og at i alt 126 læsere blandt 1500 har medvirket i afstemningen kalder Bo Nygaard da også kun en »beskeden succes«. Men han understreger dog, at afstemningen godt kan tages seriøst, fordi det er fagfolk blandt organister og kirkesangere, der har deltaget. »Jesus bleibet meine Freude« er tilsyneladende et utrolig populært orgelværk blandt danske kirkemusikere. 65 har stemt på det som årtusindets orgelværk. Længere nede på listen kommer man til den danske, nu afdøde, organist, Jesper Madsen, hvis præludium til »Den mørke nat forgangen er« har høstet 29 stemmer. Jesper Madsen er repræsenteret ved yderligere et musikstykke. Jesper Madsen var om nogen »de små organisters komponist«, fordi han både var af god kvalitet og samtidig let at spille. Salmer og salmemelodier er udelukkende et dansk opgør mellem Grundtvig, Jakob Knudsen, Kingo, Brorson og Ingemann. På melodisiden kappes Carl Nielsen, Rung, Nebelong, Hartmann og Hoffmann - med Nielsen som suverænt bedst repræsenteret - om læsernes stemmer. Et forsigtigt gæt er, at melodi-listen er udtryk for tilbagekomsten af romantiske melodier i dansk kirkemusik. I den endelige afstemning er der således ikke en eneste melodi af alle tiders salme-reformator Thomas Laub, der ellers er den komponist, der har skrevet flest melodier til salmebogen. »Hil dig, frelser og forsoner« var i den seneste store salme- og melodiundersøgelse blandt præster i folkekirken placeret som nummer 11 blandt samtlige anvendte salmer. »O kristelighed« er nummer 10 i den store salmeundersøgelse, »Se, nu stiger solen« er nummer syv og »Op, al den ting« er nummer otte. De resterende tre salmer findes derimod ikke så højt på listen over de mest udbredte salmer i de danske folkekirker. To salmer blev repræsenteret i kirkemusikernes afstemning med både tekst og melodi og kan derfor alt efter temperament fremhæves som de mest succesrige salmer - blandt kirkemusikere: »Hil dig, frelser og forsoner« og »Mit hjerte altid vanker«. Kirkemusikernes top 7 Stemmetal på de enkelte værker står i parentes Årtusindets bedste orgelværk 1. Johann Sebastian Bach: Jesus bleibet meine Freude (65). 2. Johann Sebastian Bach: Herzlich tut mich verlangen (40). 3. Jesper Madsen: Præludium over Den mørke nat forgangen er (29). 4. Charles-Marie Widor: 5. orgelsymfoni 26). 5. Johann Sebastian Bach: Toccata, Adagio og Fuga i C-dur (22). 6. Jesper Madsen: Nu vågne alle Guds fugle små (21). 7. Dietrich Buxtehude: Præludium over Vor Gud han er så fast en borg (18). 7. Johan Sebastian Bach: Præludium og Fuga i Es-dur (18). Årtusindets danske salme 1. N.F.S. Grundtvig: Hil dig, frelser og forsoner (42). 2. N.F.S. Grundtvig: O kristelighed (37). 3. Jakob Knudsen: Se, nu stiger solen (33). 4. Thomas Kingo: Sorrig og glæde (28). 5. H.A. Brorson: Mit hjerte altid vanker (22). 6. B.S. Ingemann: Dejlig er jorden (20). 7. H.A. Brorson: Op, al den ting (18). Årtusindets danske salmemelodi 1. Carl Nielsen: Min Jesus, lad mit hjerte få (36). 2. H. Rung: I al sin glans nu stråler solen (34). 3. Carl Nielsen: Mit hjerte altid vanker (33). 4. Johan Henrik Nebelong: Nu falmer skoven (32). 5. J.P.E. Hartmann: Blomstre som en rosengård (26). 6. C.C. Hoffmann: Hil dig, frelser og forsoner (26). 7. Carl Nielsen: Påskeblomst! Hvad vil du her (25).