Prøv avisen
Interview

Teolog: Grundtvig ville have været vild på Twitter

Da teolog Vanja Thaulow dykkede ned i Grundtvigs tidlige skrifter, blev hun overrasket over, hvor hård og aggressiv hans retorik var. Her ses hun i den grundtvigske højborg Vartov i Købehavn. Foto: Leif Tuxen

Rummelig og poetisk kaldes Grundtvig ofte i vor tid. Men især i sine tidlige år brugte han uredelige sproglige kneb for at vinde over sine teologiske modstandere. Det påviser teolog Vanja Thaulow i sin ph.d.-afhandling

Han var impulsiv og skrev på sine følelser med brug af mange udråbstegn og voldsomme udbrud mod sine modstandere. Han provokerede og angreb sine fjender med personlige anklager og voldsomme skældsord. Hans verdensbillede var sort-hvidt, han delte verden op i gode og onde, sandhed og løgn og anså sig selv for at være en stridsmand og martyr.

Det kunne lyde som en karakteristik af den amerikanske præsident Donald Trump, men det er det ikke. Det er i stedet den karakteristik, teolog Vanja Thaulow giver af Grundtvig i sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede i oktober sidste år.

”Det generelle billede af Grundtvig er, at han er mild, gemytlig og poetisk, og det dialogiske og rummelige er i eftertiden i meget høj grad blevet lig med det grundtvigske. Men den tidlige Grundtvig var polemisk og aggressiv og nærmest fanatisk i sine fejder mod de såkaldt rationalistiske teologer og præs-ter,” siger Vanja Thaulow.

Hun er uddannet teolog og har de seneste syv år været ansat på Grundtvig Centeret. Her har hun især beskæftiget sig med at udgive Grundtvigs tidlige skrifter, og det var under arbejdet med dem, at hun for alvor fik øje på den polemiske Grundtvig, som hun gjorde til emnet for sin ph.d.-afhandling. Afhandlingen analyserer Grundtvigs polemiske retorik i forskellige genrer som prædiken, landemodetale samt historieskrivning og analyserer blandt andet Grundtvigs polemik i hans pennefejder med historikeren og litteraturhistorikeren Chr. Molbech om historiesyn, med fysikeren og kemikeren H.C. Ørsted om bibelsyn og forholdet mellem tro og videnskab samt med teologen og politikeren H.N. Clausen om kirkesyn.

”Den polemik, som Grundtvig førte i 1810-1825, var en omfattende og aggressiv teologisk polemik imod den ’vantro’ samtid i almindelighed og de ’rationalistiske’ teologer og præster i særdeleshed. Hans polemiske adfærd hang tæt sammen med hans teologi, som i denne periode lå meget langt fra den, teologi Grundtvig er kendt for i dag,” forklarer Vanja Thaulow.

Efter sin kristne opvækkelse i 1810-1811 abonnerede Grundtvig på en bibeltro, nærmest fundamentalistisk kristendom. Han var især præget af profetbøgerne, Johannesevangeliet og Åbenbaringen, og hans verdensbillede var meget dualistisk med et fjendtligt syn på verden og mennesket og en stærk bevidsthed om tidernes endeligt og den forestående dom.

”Han så det som sin opgave at vidne om kulturens og troens forfald og revse folk for at få dem til at omvende sig, inden det var for sent. Han brugte ligefrem det udtryk, at han ville tvinge folk til at være kristne, og han opfordrede sine kristne læsere til at nære et sandhedskærligt had til Guds fjender,” fortæller Vanja Thaulow.

Grundtvig var med andre ord drevet af en stærk overbevisning om at sidde inde med en sandhed, som han var forpligtet til at udbrede, og han tog præsteløftet og dets afsnit om bekæmpelse af falske lærdomme meget alvorligt.

”På den måde kan man sige, at han virkelig kæmpede for sin sag og var modig og kompromisløs. Der var intet levebrødsagtigt over ham, og det kan man jo kun have respekt for,” siger Vanja Thaulow.

”Men hans retorik var præget af en meget grov og aggressiv tone, og ud fra en retorisk vurdering var hans argumentation ikke redelig. Han argumenterede ofte med, at noget var sandt, alene fordi det stod i Bibelen, eller fordi Luther eller Grundtvig selv sagde det. Og i sine personlige fejder med teologer og præster var han fornærmende, krænkende og grov og søgte på ingen måde dialog eller forbrødring. Hans fejder endte da også alle med brud.”

I sin samtid blev Grundtvigs retorik opfattet som ganske ekstrem, og hans udfald mod hans teologiske modstandere førte blandt andet til en klagesag og en irettesættelse, et sammenstød med biskoppen og en injuriedom med deraf følgende censur.

”Intet tyder på, at Grundtvig havde succes med at omvende folk, men han fortsatte ufortrødent, til han havde udmattet sine modstandere. Eftersom folk ikke lyttede til ham, kom han efterhånden til at opfatte sig som en martyr og tog faktisk sin manglende succes som et tegn på, at han virkelig var et sandhedsvidne,” siger Vanja Thaulow.

I 1825 ændrede Grundtvig dog sin teologiske holdning og gik bort fra den bibeltro kristendom. Han gjorde den ”mageløse opdagelse”, at kirken ikke byggede på skriftens sandhedsværdi, men på trosbekendelsen, dåben og nadveren – det levende ord.

”Den opdagelse blev afgørende og sporede Grundtvig ind på den teologi, som vi i dag især kender ham for. Så når han i dag opfattes som rummelig, er det selvfølgelig ikke uden grund. Men jeg mener alligevel, at det er vigtigt at have hans polemiske og tidlige fase med, for den rummer nogle elementer, som faktisk fortsætter også i hans sene år. Selv i hans salmer er der mange eksempler på en dualistisk tænkning, og en teologisk fejde mellem ham og biskop J.P. Mynster i 1839-1840 er præget af samme uforsonlighed og uredelighed som i hans tidlige år,” siger Vanja Thaulow.

”En af opponenterne ved mit ph.d.-forsvar mente da også, at det var relevant at sammenligne Grundtvig med Donald Trump, og selvom jeg selv tøver lidt med det, har han en pointe. De har nogle af de samme retoriske træk, og jeg er i hvert fald sikker på, at Grundtvig også ville være ret vild på Twitter i dag.”

Og selvom det er svært at gisne om, hvor Grundtvig ville have placeret sig i den kirkelige debat i dag, er Vanja Thaulow sikker på, at idéen om den rummelige folkekirke ikke ville have fået ham til at læne sig tilbage og lade enhver være salig i sin tro.

”Da det hverken lykkedes ham at overbevise sine modstandere eller drive ’rationa-listerne’ ud af statskirken, forsøgte han i første omgang at få lov til at danne en frimenighed. Da det mislykkedes, argumenterede han for den rummelige folkekirke med sognebåndsløsning som en slags nødløsning. Men det betød ikke, at han lod polemikken ligge. Han følte sig fortsat lige bundet af præsteløftet til at bekæmpe det, han opfattede som falske lærdomme, også selvom hans sandhedsbegreb blev et andet,” siger Vanja Thaulow.

En af opponenterne ved mit ph.d.-forsvar mente da også, at det var relevant at sammenligne Grundtvig med Donald Trump, og selvom jeg selv tøver lidt med det, har han en pointe

Vanja Thaulow