Prøv avisen

Grundtvigske fløje er i bevægelse

Statue af N.F.S. Grundtvig på Vartovs torv i København. Foto: Brian Bergmann

Er grundtvigianismen ved at knække på midten? Sådan lyder det fra debattør og sognepræst. Men grundtvigsk formand kan ikke genkende billedet

Den grundtvigske retning er ved at knække på midten. Det skriver Merete Bøye, sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk, på Kristeligt Dagblads debatsider i dag.

Ifølge sognepræsten, der selv kalder sig grundtvigsk, er de klassiske kirkelige retninger i opbrud: Den grundtvigske kan deles op i to grupper. En gruppe, som ifølge hende udgør flertallet i Grundtvigsk Forums styrelse, der ønsker at være ”moderne” og ”tilpasse sig tidsånden”. Heroverfor står en gruppe, som ønsker en mindre pragmatisk og mere offensiv linje. Opdelingen ser hun blandt andet i det tovtrækkeri, der fandt sted mellem to grupper, der ifølge hende tilsyneladende er lige store, ved det seneste valg til styrelsen i Grundtvigsk Forum.

At grundtvigianismen skulle være ved at knække over i to, genkender sognepræst Niels Henrik Arendt ikke. Han er formand for Grundtvigsk Forums styrelse.

”Det er simpelthen ikke det billede, jeg har af virkeligheden i den grundtvigske verden. Der er forskellige syn på nogle enkeltheder på det kirkelige område, men det er ikke noget nyt. Hvis bevægelsen skulle knække på midten, skulle der være et fuldstændig fast partiprogram på alle punkter for begge retninger. Men det går på kryds og tværs. Nogle går for eksempel ind for, at der ikke skal røres ved folkekirkens styrelsesordning, men brænder til gengæld for, at der skal ske noget på undervisningsområdet,” siger han.

Fløje i bevægelsen er ikke noget nyt, siger Hans Hauge, lektor ved institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet.

”Der har altid været en debat om det grundtvigske. I 1968, hvor dele af grundtvigianismen blev knyttet til Marx, bidrog det til splittelsen i bevægelsen mellem højre og venstre. Diskussionen er i dag anderledes, fordi bevægelsen har mistet sin folkelige basis.”

Og netop den svindende folkelige basis optager også Kurt Ettrup Larsen, kirkehistoriker samt professor, dr. theol. fra Menighedsfakultetet.

”Jo mere det danske folk og kirken som helhed vokser fra hinanden, jo mere delt bliver de to fløje inden for grundtvigianismen. Det er ikke en ny problemstilling, men den tydeliggøres i dag.

Det har altid ligget i grundtvigianismen, at kirken skal være i tæt forbindelse med folket. Det er en rigtig stor udfordring nu, hvor en stor del af folket er på afstand af kirke og kristendom. Hvis man vil gøre alvor af den side af grundtvigianismen, der vil være folkelig, kan det blive en ret tynd udformning af kristendommen. En anden udfordring for grundtvigianismen kan opstå, hvis man vil lægge vægt på den klassiske kristendom som i trosbekendelsen. Så kan man komme til at virke gammeldags og være ude af kontakt med kulturradikale kredse. Det er det store dilemma,” siger han.

Man må dog ikke glemme markante grundtvigske stemmer som præsterne Morten Kvist, Niels Grønkjær og Peter Hedegaard, der på forskellig vis holder liv i den grundtvigske debat, siger Hans Hauge. Men han mener, at grundtvigianerne har overladt meget spillerum til Tidehverv.

”Tidehverv var indtil langt op i 1980'erne en præstebevægelse, som meget få kendte, mens grundtvigianerne var de folkelige, fordi de havde højskolebevægelsen. Min fornemmelse er, at grundtvigianismen er blevet udvandet, så det at være grundtvigsk betyder, at man ikke er tidehvervsk eller missionsk,” siger han og tilføjer, at der selvfølgelig stadig er grundtvigianere og aktive grundtvigske højskoler samt valg- og frimenigheder.

”Det er bare blevet en mindre folkelig bevægelse. Grundtvig forbindes i dag af mange med det nationale, og det skaber stor skepsis, samtidig med at Tidehverv nemt kan overtage ham. På nordisk på Aarhus Universitet, hvor jeg underviser, fylder Grundtvig næsten ingenting. Det gør han på Københavns Universitet, men han har slet ikke den folkelige status, han tidligere har haft.”

Let er det ikke at debattere teologi i disse år, lyder reaktionen fra Niels Henrik Arendt.

”Det er meget svært at tale med folk, som laver et billede af en modpart og har brug for at dele tingene meget skarpt op uden nuancer. Jeg bliver lidt modløs, for på den måde får vi aldrig en fornuftig samtale, som burde være en grundtvigsk kernedyd.

Jeg vil meget gerne debattere teologi. Og selvfølgelig er der udfordringer for den grundtvigske retning. Hele spørgsmålet om kirke og folk har behov for at blive gennemarbejdet. Nogle kalder grundtvigske for dåbsfundamentalister, så nyheden om, at færre bliver døbt, er en udfordring. Og på skoleområdet trænger vi virkelig til at diskutere, hvad skolens væsen skal være, så det handler om at skabe livsduelige mennesker.”