Et minimum af administration og et maksimum af frihed. Det er den simple opskrift på valgmenighedernes aktuelle succes, hvis man spørger Peter Hedegaard, der er valgmenighedspræst i Holstebro.
Her er der i løbet af de seneste år kommet flere hundrede nye medlemmer til - så mange, at valgmenigheden nu for første gang i 70 år har ansat en ekstra præst. For Peter Hedegaard er tilstrømningen udtryk for et udbredt ønske om at komme tilbage til udgangspunktet.
”For mange handler det om at være del af et overskueligt, meningsgivende fællesskab, en menighed, som arbejder med de helt enkle ting og lægger vægt på kerneopgaverne: gudstjenesten, arbejdet med konfirmander, højskoleture og fællessang. Det er et ønske om at komme tilbage til rødderne, simple living simpelthen,” siger Peter Hedegaard.
Dertil kommer, påpeger han, en stigende utilfredshed med en folkekirke, som flytter stadigt flere kompetencer fra de lokale menigheder til provstiet eller stiftet, og som lægger for megen vægt på kirken som et serviceorgan for forskellige brugergrupper.
”Folkekirken har udviklet sig til en bureaukratisk mastodont - en statskirke, hvor regler, betænkninger og offentlig administration er i højsædet. I effektiviseringens navn flytter man det administrative arbejde, men dermed også magten væk fra de enkelte menighedsråd til provstiet eller administrative centre. Men det er også en umynddiggørelse, som folk nu vender sig imod. Folk vil bestemme selv og frigøre tid til det egentlig kirkelige og folkelige arbejde, og det kan de i valgmenighederne”, siger Peter Hedegaard.
35 kilometer sydpå hedder valgmenighedspræsten i Herning og Gjellerup Morten Kvist. Han oplever også den stigende interesse for valgmenighederne som en modbevægelse til en bureaukratisk og djøfiseret folkekirke, men peger også på mere dybereliggende kulturelle årsager.
”I en tid hvor kristendommens forhold både til islam og andre nytilkomne religioner og hvor forståelsen af vores kristne identitet og kulturarv er kommet i spil, har den rummelige folkekirke et problem, fordi dens svar på, hvad kristendom er, ofte bliver for udvandet. Der er ikke noget, der samler. Det kan få folk til at opsøge fællesskaber, hvor kristendom forkyndes folkeligt og uden omsvøb,” siger Morten Kvist.
Han håber, at den aktuelle tendens kan danne baggrund for et bredere opgør med overadministration og for meget servicekirke og har i forlængelse heraf opfordret både kirkeminister Bertel Haarder (V) og tidligere biskop Kjeld Holm, der netop er blevet valgmenighedspræst i Bering syd for Aarhus, til at tage fat på opgaven.
”Problemet vil bestå, så længe folkekirken betragtes som et statsligt departement. Derfor må man begynde ved at skabe et løsere bånd mellem Finansministeriet og folkekirken. Det er ikke let, men det er og bliver drænende for en kirke, hvis den skal bruge alt for mange kræfter på at ansætte en deltidskirketjenervikar på Læsø og efterfølgende modtager en klage for procedurefejl. Det er ufatteligt, at det skal være så svært at afbureaukratisere i Grundt-vigs fædreland. Men valgmenighedsmodellen, som blev lovfæstet allerede i 1868, kan være en inspirerende vej,” siger Morten Kvist.
Også tidligere teologiprofessor Viggo Mortensen, som er medinitiativtager til bevægelsen Oprør fra Udkanten, sporer en frihedstrang i flere kirkelige miljøer.
”Det er ikke til at sige, om det bliver en bred bevægelse, men tendensen er tydelig, og den er kun blevet stærkere efter det seneste folketingsvalg, hvor udkantsdebatten er kommet højt på dagsordenen. Der er et ønske om at tage udviklingen i egen hånd, gøre det selv og stole på egne kræfter. Og på det kirkelige felt er det tilmed ret enkelt selv at etablere en menighed - det er noget sværere, når det kommer til sygehuse eller seminarier.
Han peger desuden på, at også person-aspektet betyder noget for udviklingen.
”Det er valgmenigheder med markante præster som Morten Kvist og Peter Hedegaard, som oplever en stigende interesse. På samme måde kan du spore en valgmenighedslignende udvikling inden for folkekirken, ikke mindst i København, hvor markante præster som Mikkel Wold og Kathrine Lilleør tiltrækker store menigheder.”