Flere teologer er blevet kritiseret for at sige, at Gud handlede ved Breiviks hånd. Men har de fat i noget rigtigt, når de siger, at Gud står bag ondskab og lidelse?
De har i hvert fald en lang tradition bag sig. Det kan vi vende tilbage til. Gennem Jesus får vi at vide, at Gud er kærlig og nådig, og der er derfor ikke plads til den hævnende Gud, vi møder i Det Gamle Testamente. Men man kan ikke derved slutte, at Gud ikke straffer eller tugter. Der er en teologisk tendens til at gøre Gud til en tandløs turteldue, hvor alt handler om kærlighed. Men kærlighed kan også være streng. Hvis kærlighed alene er kærtegn, mister den sin alvor. Jeg tror altid, at Gud tugter dem, han elsker, ligesom forældre tugter deres børn.
LÆS OGSÅ: Teologer: Gud står bag Breiviks massakre
Men jeg kan kun tolke lidelsen og det onde i mit liv som Guds tugtelse af mig, fordi jeg har gjort noget, jeg ved er forkert. Derfor forstår jeg ikke, at de teologer har mod til at tolke en hændelse som den på Utøya som udtryk for noget, Gud har villet for at komme i kontakt med mennesker. Vi kan aldrig guddommeliggøre vores egen tolkning, for den står hele tiden til diskussion. Man kan aldrig forstå lidelsen på vegne af andre, men alene på egne vegne i sit eget liv.
Kritikken kommer blandt andet fra to biskopper, som giver udtryk for, at ondskab er tilfældig, og intet har med Gud at gøre. Er det så enkelt?
Nej. Jeg vil mene, at ondskaben hverken er tilfældig eller nødvendig. Jeg tror ikke, at Gud er årsag til ondskab, men jeg er overbevist om, at Gud er til stede i ondskaben. Når Jesus siger, at der ikke falder en spurv til jorden, uden at Gud er med, som der står i den græske grundtekst, så betyder det, at Gud altid er nærværende i det onde. Hvis man som biskopperne siger, at Gud ikke har med ondskaben at gøre, så er vi ladt alene med ondskaben.
Biskop Kjeld Holm kalder teologernes udsagn for perverse og fundamentalistiske. Men er der ikke tradition for at tro på, at Gud står bag alt?
Jo. Kjeld Holms sprogbrug er en uteologisk måde at løse et dybt alvorligt teologisk problem på. Så simpelt er det ikke. Helt tilbage fra oldtiden er der en tradition for at tale om Guds finger i historien. Vi kender det også fra Grundtvig, som taler om at se Guds spor i historien. At bugsere Gud ud, som om han ikke også var i det onde, er at minimere Gud til en, der værsgo har at begrænse sig til de områder, hvor vi tankemæssigt har lettest ved at håndtere ham. Det er den ene faldgrube. Den anden er at påstå, at Gud er årsag til det onde. Jeg tror ikke på nogen af dem.
Men hvordan løser man det problem, at Gud er almægtig og kærlig, og at Gud lader ondskab som Breiviks massakre finde sted?
Luther opererede med to forståelser af Gud, nemlig Gud som den åbenbarede gud og Gud som den skjulte gud. Den åbenbarede har vi fået indsigt i gennem Jesus og evangelierne, men den skjulte er netop skjult, og vi skal afstå fra at forsøge at trænge ind i denne gud.
Taler vi om Guds almægtighed, betyder den, at Gud har almagt til at sætte mennesket fri. Gud vil ikke have nogen, der tror af tvang. Derfor er mennesker selv ansvarlige for det onde, de gør. Gud sætter os fri til at vælge. Uden frihed kan man ikke være ansvarlig.
Lader man ikke Gud slippe let, hvis han bare er almægtig i den forstand, at han giver os frihed til at gøre, som det passer os?
Det modsatte ville være, at vi mennesker var styret hele tiden. Så ville det være meningsløst at tale om frihedsrettigheder, for vi ville hele tiden havne i det problem, at alt var forudbestemt. Det er ikke en holdbar forståelse.
Hvorfor ikke?
Det ville gøre Utøya til noget totalt ubærligt, for så ville Breivik have været forudbestemt af Gud til at begå onde handlinger.
Teologerne kritiseres for at fokusere på den hævnende og straffende Gud, man møder i Det Gamle Testamente. Har Gud ændret sig?
Forsoningen i Kristus, som vi læser om i Det Nye Testamente, betyder, at tanken om hævn er ophævet, og at Gud har forsonet sig med mennesket. Vi har dermed fået en åbenbaring om Gud, som fortæller noget andet om Gud end det, vi møder i Det Gamle Testamente. På den baggrund må vi sige nej til Det Gamle Testamentes fortolkning af Gud som hævnende.