Der er noget med hjem, som er helt særligt. Alene ordet. Vi tager på arbejde, i sportsklubben eller over til naboen. Men med hjem er der ingen forholdsord. Hjem tager vi bare, eller hjem er bare.
Iagttagelsen er Hanne Jul Jakobsens. Hun er sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus og har for nylig haft studieorlov for at kigge nærmere på begrebet hjem som erfaring og længsel i en eksistentiel og teologisk sammenhæng. Det kommer der snart en bog ud af med den foreløbige titel ”Hjemmerørt”. I den går hun på opdagelse i menneskers forestillinger og følelser om hjem og især om sammenhængen mellem hjem og Gud. For det allermest nære, vores hjem, hænger sammen med det mest ophøjede, at tro. Hjemlighed og religiøsitet er to sider af samme sag, mener hun.
”Jeg har observeret, at hjem fylder enormt meget allevegne. Vi elsker at se boligprogrammer og bruger meget tid på at indrette. Men det er samtidig åbenlyst, at hjem er meget mere end et sted at bo. Det at have hjemme er måske det allermest grundlæggende i vores liv. Selv hjemløse finder steder, hvor de skaber en slags minimalistisk udgave af et hjem,” siger Hanne Jul Jakobsen og fortsætter:
”Samtidig optager det mig, hvor mange steder i Bibelen og i salmerne Gud bliver beskrevet som vores bolig og vores hjem. Mig bekendt er der ikke nogen teologer, der har arbejdet med hjem som andet end noget hinsides. I Indre Mission taler man om at komme hjem til Gud som et endemål, og også Grundtvig forbinder hjemmet med himmerigslængsel. Det, der interesserer mig, er, hvordan man udfolder det at bo hos Gud i dette liv.”
Vi sidder på hendes terrasse i præsteboligen i det vestlige Aarhus. Inden da er vi gået igennem entré, køkken og stue. Som noget helt naturligt åbner Hanne Jul Jakobsen sit hjem og byder indenfor, som de fleste af os gør, når vi får gæster. Hjemmet er vores base og helle, men det er også et sted, vi viser frem og deler med andre.
”Hjemmet er der, hvor vi er forbundet med noget eller nogen. Det gælder også mennesker, der bor alene. Derfor er det at invitere gæster, måske især første gang det sker, med til at fremkalde, at et sted bliver til et hjem,” siger hun.
Når sognepræsten og forfatteren fremhæver, at alle har brug for et hjem, så er det ikke udtryk for en konservativ ideologi, der forherliger et særligt traditionelt hjem eller et særligt familiemønster. Når hun sammenligner hjemmefølelsen med det at have hjemme hos Gud, handler det heller ikke om en pietistisk teologi, der lægger vægt på troen som et håb om det evige liv i Paradis. Hanne Jul Jakobsen er derimod optaget af, hvordan mennesker oplever hjemlighed, og om det kan bidrage til en opmærksomhed på Guds tilstedeværelse i vores liv.
”Det er måske lidt smart sagt, at hjem er Gud. Men der er den dobbeltbetydning, at det er skønt at være hjemme, og at Gud er et hjem. Hjem er bare et af de billeder, vi bruger om Gud, men jeg har opdaget, at der er noget livsnært i det billede. For mennesker kan nærmest ikke eksistere uden at have et hjem. Jeg tror, når mennesker er i krise, så handler det næsten altid om ikke at føle sig hjemme et sted,” siger hun om baggrunden for sit bogprojekt.
”Jeg vil gerne udfolde hjem som en gudserfaring. Når vi mennesker taler om at finde os selv, så kan der godt ligge en kristen sprogliggørelse af det samme, som handler om at finde hjem. Som kristen eller troende menneske giver det ikke så meget mening at tale om at finde sig selv, men mere om at finde hjem. Fordi i det at høre hjemme eller høre til ligger der en forbundethed med Gud. På samme måde kan man sige, at hjemmefølelsen er en slags selvforglemmelse. Når vi føler os hjemme, så behøver vi ikke forholde os. I det at tro på Gud ligger også en selvforglemmelse. Men i vores tid er der sket det, at gudsbegrebet ikke giver sig selv, men er noget, vi skal genopdage og være opmærksomme på. Vi skal genopdage, at Gud er i det helt nære og daglige liv,” siger Hanne Jul Jakobsen.
For, som hun siger, at drible uden om hjem som himmerigslængsel har hun i forbindelse med sit bogprojekt læst forskellige antropologer.
”Det har været spændende for mig at se på, hvad det egentlig er, der gør, at vi føler os hjemme, og om det har ændret sig over tid. Vi flytter meget mere rundt, end man gjorde tidligere. Jeg er selv flyttet mange flere gange end mine forældre. Alligevel er det mit indtryk efter det, jeg har læst, at følelsen af, hvornår noget er hjemme, ikke har ændret sig. Det, der har ændret sig, er, at vi ikke så meget forbinder den tryghed, vi føler, når vi er hjemme, med den tryghed, som vi grundlæggende kan få ved at leve med Gud som vores hjem. Jeg siger så: Gud er indbegrebet af, hvad et hjem er. Det er naturligvis ikke et uudtømmeligt billede på Gud, men det er et billede på Gud, som mange af os kan forholde os til.”
Hanne Jul Jakobsen påkalder sig ikke at have opfundet en ny teologisk, dyb tallerken. Men hun har opdaget, at der er meget livskraft i begrebet hjem, og derfor vil det give mening for mange mennesker at sætte det begreb sammen med troen på Gud.
”Det er min påstand, at der ikke er nogen, der ikke bor hos Gud. Men man kan naturligvis være mere eller mindre opmærksom på det,” som hun siger.
I sin kommende bog ”leger” Hanne Jul Jakobsen med ordet hjem i en række digte. Hjemmelavede digte, som hun kalder dem. Samtlige digte har en etords-titel, der begynder med hjem. De ord er der rigtig mange af, og det er for hende en bekræftelse af, hvor meget hjem som begreb fylder i de fleste menneskers liv.
”Det har været sjovt for mig at gå sådan helt sprogligt til værks. Blandt andet er jeg faldet over hjem-ord, som over tid har ændret betydning og værdi. Et godt eksempel er et ord som hjemmelavet. Da jeg var barn, var det nærmest pinligt, når noget var hjemmelavet, hvorimod det i dag er tegn på autenticitet og overskud,” siger hun.