Carsten Hjorth Pedersen: Gud er ingen skødehund

Mange har en tilbøjelighed til at glemme, at Gud ikke kun er god og blid, mener leder af Kristent Pædagogisk Institut Carsten Hjorth Pedersen

”Troen har været definerende for mig, og jeg synes også, at den mere og mere er blevet noget, Gud skaber i mig, frem for noget, jeg fremtryller eller fremmaner,” siger daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut Carsten Hjorth Pedersen. –
”Troen har været definerende for mig, og jeg synes også, at den mere og mere er blevet noget, Gud skaber i mig, frem for noget, jeg fremtryller eller fremmaner,” siger daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut Carsten Hjorth Pedersen. – . Foto: Danica Reklamefoto og Maar Grafisk.

Hvis Gud var et dyr, ville han ifølge Carsten Hjorth Pedersen være en løve. Faktisk ikke bare hvilken som helst løve, men mere præcist som løven Aslan fra C.S. Lewis’ ”Narnia”-fortællinger – elskelig og frygtindgydende på en og samme tid.

Det sidstnævnte karaktertræk tvivler den daglige leder af Kristent Pædagogisk Institut dog på, at størstedelen af danskerne vil vægte lige så højt, som han selv gør. Oftere oplever han, at Gud bliver præsenteret som blød og ufarlig og med fokus på næstekærlighed og tilgivelse frem for ansvar og dom.

”Gud er på mange måder blevet meget let og overkommelig i dag. Han er en Gud, der smyger sig og føjer sig efter vores behov for anerkendelse og kærlighed. Han bliver lidt en skødehund, vi sidder med, i stedet for en stor, brølende løve. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik det noget mere sammensatte billede af Gud frem og erkendte, at han også er frygtindgydende,” siger han.

Og det mere sammensatte billede mener Carsten Hjorth Pedersen kommer til udtryk i teksten, der læses højt i landets kirker denne søndag. Her skælder Jesus indbyggerne i byerne Korazin og Betsajda ud, fordi de trods mange undere fra Jesus ikke vender sig mod Gud i erkendelse af deres egen skyld og med bøn om frelse.

”Jesus er lidt i det bestemte hjørne i denne tekst og stryger os ikke med hårene. Faktisk kommer han på tværs, hvilket er vidunderligt. Teksten minder os om, at der påhviler os et ansvar, når Gud åbenbarer sig og taler til os om dom og nåde. Det er løven, der kommer frem og brøler,” siger han.

Ifølge Carsten Hjorth Pedersen kan ”det med dom” let komme til at lyde mørkt og tungt, men for ham er Guds dom også blevet noget positivt.

”Dom handler ikke bare om at få noget at vide, man har gjort forkert, men om at få sandheden frem. Så når Jesus truer med straf, er dagsordenen egentlig god. Den er at skabe kontakt til virkeligheden, også selvom den er mørk. Der er en befrielse i at kunne møde virkeligheden og samtidig vide, at man får frelse,” siger han.

Selvom de færreste i dag nok vil opleve, at Jesus kommer og laver undere, kan teksten ifølge Carsten Hjorth Pedersen stadig minde mennesker i vores tid om, at man har et ansvar, når Gud åbenbarer sig og viser sig.

”Når vi samles i kirken om ordet, så tror jeg på, at Jesus taler til os, og så er ansvaret det samme. Og uden for kirken, i naturen og det forunderlige menneskeliv, er der også ting, der kalder på en undren om noget større. Jeg tror, alle og enhver bærer på et ansvar for, hvorvidt de lader den undren komme til i deres liv. Spørgsmålet er altså, hvordan vi reagerer på det, vi hører og oplever,” siger han.

For Carsten Hjorth Pedersen har den kristne tro altid været en tro følgesvend og en selvfølge fra barndommen frem til i dag.

”Troen har været definerende for mig, og jeg synes også, at den mere og mere er blevet noget, Gud skaber i mig, frem for noget, jeg fremtryller eller fremmaner,” siger han.

Ud over at fylde meget privat har troen også ført Carsten Hjorth Pedersen til arbejdet i Kristent Pædagogisk Institut, der arbejder med at forbinde kristentro med undervisning, opdragelse, vejledning og forkyndelse.

”Det er for mig det mest spændende arbejdsfelt at være i. Vores indsats betyder noget for, hvordan den tro, der skabes med dåben, præsenteres for børn og unge, og vi ser også på, hvordan børns måde at tro på adskiller sig fra voksnes,” siger han og tilføjer, at han også kan se en kobling mellem sit arbejde og søndagens tekst.

”Der er nok en fare for, at vi nogle gange tror, at vi kan danne os selv eller børn ind i Guds rige. Teksten minder mig om, at det ikke er så nemt at leve som Guds barn, og at vi også skal lære børnene, at Gud kommer på tværs og river os ud af vores forsimplede forestillinger om, hvordan alting hænger sammen. Det er også godt at huske på, at det i sidste ende ikke er mig, der styrer børns tro. Der er en anden, som er troens herre,” siger han.

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

At vi er pålagt et stort ansvar, når Jesus viser sig for os i ordet og sakramenterne. Især fordi han – med sin dom og nåde – ofte går på tværs af vores tanker om ret og rimeligt.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det første bud om, at vi må ikke have andre guder. Det er også et evangelium, fordi ingen andre og intet andet end Gud kan magte at være Gud i vores liv.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

En fyldt kirke med fyndig salmesang og en prædiken, der forbinder Guds verden med min.

Hvordan er dit gudsbillede?

Jesus Kristus.