Jesus er realist. Det slår Rita Nielsen fast, efter at hun har læst teksten, som folkekirkens præster skal prædike over i kirkerne denne søndag. Teksten begynder med bebudelsen af Jesu snarlige bortgang, og at disciplenes hjerter vil blive fyldt af sorg.
”Jesus siger virkelig, at han skal dø, og forsøger ikke at trøste sorgen bort, men fortæller sandheden til disciplene, nemlig at de vil komme til at sørge. Men han tilføjer så det fuldstændigt afgørende og opløftende, at de ikke vil blive ladt alene, for Talsmanden – Helligånden – kommer til dem. Det vil sige, at Guds nærvær forbliver hos dem. Dette løfte gælder jo stadigvæk, også i dag, og i det ligger den store forkyndelse,” siger Rita Nielsen.
Sorgarbejde er noget, 70-årige Rita Nielsen har beskæftiget sig med gennem en stor del af sit liv. Den tidligere hospicesygeplejerske var igennem snart 20 år ansat ved Sankt Lukas Stiftelsens og Diakonissestiftelsens Hospice. Hun har derudover skrevet flere bøger om sjælesorg og livets afslutning og haft hundredvis af samtaler med mennesker om døden og sorgen over at miste.
”I kølvandet på sorgen finder vi ofte en stor ensomhed. Mange bliver frygteligt ensomme efter et dødsfald, men i denne tekst forkyndes, at vi ikke skal lades alene, og her er det så naturligvis afgørende, at vi gør plads for Guds nærvær, som vi måske – og meget ofte – møder gennem et andet menneske,” siger hun.
Budskabet passer ifølge Rita Nielsen til Grundtvigs salme, ”At sige verden ret farvel”, hvor et af versene omfatter bønnen ”Kom i den sidste nattevagt/ i en af mine kæres dragt/ og sæt dig ved min side/ og tal med mig, som ven med ven/ om, hvor vi snart skal ses igen/ og glemme al vor kvide!”.
”Det er måske ingen trøst, vil nogle sige, men det er det så måske alligevel, for verset viser jo hen til håbet om et gensyn og dermed også til håbet om opstandelse.”
Rita Nielsens mange samtaler med døende gennem årene har vist hende, at en form for opstandelsehåb går igen hos mange og her især håbet om et gensyn med ens kære hinsides. Det fylder hos langt de fleste, troende såvel som ikke-religiøse, siger hun.
Og ligesom Jesus bebuder Guds nærvær gennem Helligånden, har vi alle en forpligtelse til nærvær med den døende og den sørgende, når livet bliver svært, understreger Rita Nielsen.
”Det er noget af det allervigtigste, når vi skal dø, at vi ikke lades alene, og i bund og grund er det jo det, der gør os til mennesker, at vi tager os af hinanden – ikke mindst i de situationer, hvor livet er svært. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal sige en masse flotte og ’rigtige’ ord, men at vi er der for hinanden. Nærværet er det afgørende – mellem mennesker som mellem Gud og mennesker.”
Teksten fra Johannesevangeliet fortsætter med en kort ”programerklæring” eller opsummering om Talsmandens virke og mål, opridset i tre punkter. Helligånden skal kort fortalt overbevise verden om synd, retfærdighed og dom, siger Rita Nielsen. Vi får blandt andet at vide, at ondskaben, lidelsen og smerten stadig er her i verden, men ikke skal få det sidste ord.
”Helligåndens opgave er altså at afsløre og forkynde glæden: Vi skal dø, men har håbet om noget godt, der venter os. Det er for mig glædens kilde, som vi finder i den kristne opstandelse.”
Rita Nielsen mener dybest set ikke, at et menneske kan leve uden håb. Hun er selv opvokset med troen og det kristne håb, som har dannet grundlag for hendes liv og givet styrke i de ofte meget svære samtaler, hun har haft med døende i hospice-sammenhæng.
”Da jeg som 18-årig mistede min egen far meget pludseligt, sagde jeg til mig selv, at ’nu er han hos Gud’.” Det fandt jeg trøst i, indtil en ’venlig sjæl’ en dag fortalte mig, at det kunne jeg da ikke være sikker på! Jeg husker stadig, hvordan den bemærkning skabte nærmest et mareridt i mig. Som 18-årig er man jo i en følsom, skrøbelig alder, og jeg fik lov til at gå med min sorg helt alene, da tæppet blev revet væk under mig,” siger hun og tilføjer, at hun på det tidspunkt var elev på Rønde Kursus, hvor hverken hendes elevkammerater eller lærerne interesserede sig for, hvordan hun havde det.
”Med en enkelt undtagelse: En kvindelig lærer inviterede mig hjem til kaffe for at snakke, og det, jeg fortsat husker fra min samtale med hende, er et Kaj Munk-citat, som hun gav mig. Citatet lyder: ’Lad dem bare slå os ihjel langfredag, vi lurer dem påskemorgen!’. De ord hjalp mig i min sorg og ensomhed. Her mødte jeg Helligåndens eller Guds nærvær gennem et andet menneske.”