Prøv avisen
Troens øjeblik

Gud er tættere på, når jeg vandrer, end når jeg er i kirke og missionshus

Lars Christian Melgaard var skeptisk over for pilgrimsvandring, men i dag siger han, at han har lært at bede med fødderne. – Foto: Jens Bach

Lars Christian Melgaard var skeptisk over for pilgrimsvandring, men i dag siger han, at han har lært at bede med fødderne

Vi var en gruppe, der var på pilgrimsvandring fra Padborg til Jelling. En af de første dage stoppede vi i Øster Løgum Kirke og havde bibelmeditation over fortællingen om den lamme i Kapernaum, der bliver hejst ned gennem taget til Jesus af sine fire venner. Da vi hørte beretningen, var det, som om Helligånden åbnede den for os. Jeg så for mig, hvordan de fire mænd, der hjalp den lamme til Jesus, var en model for, hvordan vi skal hjælpe hinanden ved at bære hinanden frem til Jesus – ved at støtte hinanden og bede for hinanden.

Det fantastiske var, at det samme skete for os alle. Vi var 20 i gruppen, 17 kvinder med meget forskellig baggrund og 3 indremissionske landmænd, altså mine to venner og mig. På forhånd havde der været nogle fordomme om os tre mænd, kunne vi fornemme. Og jeg havde også fordomme om de andre. Men under den bibelmeditation var det, som om alle de grænser blev nedbrudt. Alle havde en oplevelse af, at skriften åbenbarede sig på en særlig måde, også de, som var kirkefremmede. Jeg kan ikke forklare det mere præcist. Helligånden ser man jo ikke.

Oplevelsen åbnede for et stærkt fællesskab, og der hvilede en særlig ånd over resten af vores tur. De sidste dage på vandringen var det nærmest et krav fra de andre, at vi tre indremissionske landmænd sang aftensang, når alle var kravlet til køjs. Den sidste aften græd en af kvinderne og spurgte: ”Hvem skal synge for mig i morgen?”.

Jeg var ellers ikke begejstret for tanken, da en kammerat foreslog mig at tage med på pilgrimsvandring. Jeg har altid dyrket sport – fodbold, håndbold, bordtennis – og tænkte, at jeg hellere ville noget med mere fart. Og pilgrimsvandring var ikke noget, jeg kendte fra kirken.

I mit barndomshjem fyldte troen meget på en sund måde. Vi børn lærte at gå i kirke og var nogle gange med i missionshuset. Søndagsskolen husker jeg som spændende. Jeg holdt meget af at høre bibelhistorier, og det har givet mig en ballast gennem livet at have børnelærdommen med mig. Siden kom vi med i børne- og ungdomsklubber, og som ung var jeg med i KFUM og KFUK.

Min bedstefar betød meget for mig. Han tog mig meget med i kirke og missionshus og blev en slags forbillede for mig. Jeg har fået fortalt, at da jeg var et år og fik lungebetændelse, bad han for mig, og jeg tror på, at alle de bønner, der er blevet bedt, dem gemmer Gud i sin guldskål.

Jeg har altid bedt, og min kone og jeg holder morgenandagt derhjemme. Men efter min første pilgrimsvandring er bønnen blevet endnu vigtigere for mig, og jeg har lært, at jeg kan bede med fødderne. Hver morgen går jeg en bønnevandring i den lille skov på den anden side af åen bag vores hus. Jeg beder for en masse mennesker, som jeg oplever, at jeg har fået til opgave at bede for.

Selvom jeg har haft troen med mig fra barndommen og er taknemlig for at have lært Bibelen og salmerne at kende fra barnsben, er det, som om Gud er tættere på, når jeg vandrer, end når jeg er i kirke og missionshus. At være i naturen er som at møde Gud i hans grønne katedral. Siden min første pilgrimsvandring har jeg været på mange vandringer, både korte og lange. Jeg holder mest af de lange vandringer, hvor vi er af sted i flere dage. Der går lige lidt tid, før jeg får rystet mobiltelefon, computer, aviser, fjernsyn og så videre af mig. Efter et par dage åbner det hele sig på en anderledes måde.

Jeg har gået meget på Hærvejen, og i 2013 gik jeg sammen med en god ven et stykke af Caminoen. 16 dage fra Astorga til Santiago de Compostela. Den tur blev endnu et vendepunkt. Vi kom forbi Cruz de Ferro, jernkorset, hvor der er tradition for, at man lægger en sten fra sig, som man har haft med hjemmefra. Meningen er, at man lægger alt det ned i stenen, som man vil befris for. Jeg stod med stenen og ventede, mens min ven lagde sin sten. Imens tænkte jeg over, hvad jeg skulle lægge ned i min sten. Da jeg kiggede på stenen, fik jeg øje på blodpletter på den. Jeg kan ikke forklare det, bare sige, at sådan var det. Jesu blod renser for al synd. Det var et bevæget øjeblik at lægge stenen ved korset oven på de tusinder af sten, der er blevet lagt af pilgrimme før mig. Mennesker af alle slags, som har været på vandring, som vi alle er det gennem livet.

At blive pilgrim har lært mig at se bort fra de fordomme, man kan have om hinanden i forskellige kirkelige retninger. Jeg er kommet ud af drivhuset i missionshuset og kirken, ud på Herrens mark, hvor det kræver en anden frimodighed at tale om min tro. For tre år siden blev jeg spurgt, om jeg ville være med i Gideonitterne, som deler bibler ud over hele verden. Der er jeg blevet en del af et stærkt bønsfællesskab af folk fra forskellige kirkelige retninger.

Hvad har udfordret din tro?

Det udfordrer min tro, når jeg bevæger mig uden for kirke og missionshus og møder mennesker, der spørger ind til min tro. Så er jeg uden for min komfortzone, på Herrens mark. Her rækker det indforståede kristne sprog ikke. Det er samtalen og det at lytte, der tæller. Så får jeg for alvor brug for Helligånden til at give det rigtige svar.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Du skal være frimodig. Det var en pilgrimspræst, der sagde det til mig, og det er kommet til at betyde meget for mig. Jeg har fået mod til at tale om min tro, også med mennesker, som jeg ikke kender, og som måske slet ikke kender noget til kirken på forhånd. Det har krævet øvelse og mod. Jeg husker mig selv på, at frimodigheden også er en form for lydighed mod Gud. I Bibelen står der: ”Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.” (Matt. 9, 2).