Prøv avisen

Gud fører os ad forunderlige veje

Olafur Felix Olafsson har været en central figur i den lange konflikt, som har præget Melby Sogn. Nu har han valgt at tage imod et tilbud fra den missionske valgmenighed i Fjellerup om at blive præst der, samtidig med at han skal være præst i en ny valgmenighed i Melby, når alle tilladelser er gået igennem. – Foto: Mette Frandsen.

Sognepræst i det konfliktplagede sogn Melby i Nordsjælland, Olafur Felix Olafsson, har holdt sin sidste prædiken i sognet, og nu fører vejen ham til en missionsk valgmenighed i Jylland

Olafur Felix Olafsson har holdt sin sidste prædiken som sognepræst i det nordsjællandske sogn Melby, som ligger lige ved Frederiksværk og tæt på Kattegat, og i morgen flytter han ud af præstegården. Inden længe krydser han farvandet for at blive præst i den missionske Fjellerup Valgmenighed på det nordlige Djursland. I de omkring seks år, han har været sognepræst i det gamle landliggersogn, har den ene konflikt afløst den anden og har især givet den lokale presse adgang til en endeløs føljeton om et sogn i krise.

Det har været Olafur Felix Olafsson og en del af menigheden og et mindretal i menighedsrådet på den ene side, og flertallet i menighedsrådet og en del af menigheden på den anden. På et menighedsmøde indkaldt undervejs i alle konflikterne blev der faktisk stemt om sognepræsten, en afstemning som faldt ud til Olafur Felix Olafssons fordel. Nu er han kaldt til Fjellerup og har samtidig sagt ja til at være deltidspræst for den valgmenighed i Melby, som er blevet et resultat af hans afrejse.

Hvordan føles det at forlade Melby Sogn efter alle de år og på baggrund af alle de konflikter?

Det føles vemodigt. Men alle de steder i verden, hvor jeg har været præst, var det på et tidspunkt altid et valg fra min side, at nu var noget afsluttet, og jeg skulle videre til noget nyt. Nøden har tvunget mig væk fra Melby, for med de arbejdsbetingelser, jeg har været budt, kan jeg ikke forsvare at blive på posten som præst. Men det har været en stor glæde at være præst i det særlige sogn, hvor der bor mange såkaldt landliggere. Mange har måske ikke før haft kontakt med kirken, men jeg oplever, at når mennesker kommer væk fra det hek-tiske liv og får lejlighed til at tænke sig om, så bliver de mere spørgende også til troen og kommer i kirke.

Hvad tror du på?

Somme tider, når vi siger trosbekendelsen i kirken, fornemmer jeg nærmest, at vi praler med troens maksimum. Vi burde måske vende tilbage til troens minimum, som er formuleret af de første kristne: Jesus Kristus er Herre han er opstanden. Det er dér, min forståelse begynder, så kommer det andet, hen ad vejen. Hvis ikke Jesus var opstanden, var vores tro forgæves, siger Paulus. Det er troens gnist.

Hvordan gør troen en forskel i din dagligdag?

Jeg kommer fra en islandsk slægt, som kan spore sine familieaner tilbage til Leif Den Lykkelige. Jeg tænker på det, som førte disse mennesker ud på det åbne hav, måske søgte de efter nyt land. Alle søger efter noget, som er trygt, som er en havn. På indersiden af den berømte kirkefader Augustins ring stod der: Vi bliver ført. Troen gør den forskel i min hverdag, at jeg ved, at vi bliver ført af Gud. Lige pludselig er der én, der tager os i hånden. Vi bliver ført, vi er på vej hjem.

Hvad har så formet den tro, du har i dag?

Jeg har altid interesseret mig for troen i min slægt, som rummer flere hundrede præster og nogle biskopper. Mine fædres tro har altid ligget mig på sinde og der er vidnesbyrd, som ikke er til at løbe fra. Der er noget mere i tilværelsen, som vi ikke bare kan forklare med vores fornuft. Men min tro, som den er i dag, er også formet af mit møde med muslimer i Mellemøsten og min rejse til Indien. I dag er Bibelen den kæreste bog, jeg har, som skaber troen, og som jeg virkelig føler Guds ånd igennem.

Hvor eller hvornår har du de største oplevelser med tro?

Gud er størst i det mindste. Når vi er mindst og mest hjælpeløse, så kan Kristus virkelig komme til os. Han rider på sit æsel, og børnene kan virkelig se, hvem han er, men de voksne tænker deres og vil have børnene væk. I den ældste kirke i verden i Betlehem er døren lavet sådan, at man skal bøje sig, for at komme ind. Det er egentlig provokerende, for hjælpeløshed er ikke en tilstand, vi mennesker ynder at befinde os i. Men nogen gange fører Gud os ad forunderlige veje.

vincents@kristeligt-dagblad.dk