Prøv avisen
Før søndagen

Gud handler gennem marginaliserede mennesker

Søren Dalsgaard elsker det upolerede Nørrebro og er overbevist om, at folkekirken med tiden vil tage farve af de udlændinge og flygtninge, som kommer hertil i stort tal. - Foto: Leif Tuxen

Der en direkte parallel mellem søndagens tekst om Guds rige, som vokser i ubemærkethed, og nutidens historiske behov for at hjælpe flygtninge i nød, mener Søren Dalsgaard, koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde

Vintermørket har sluppet sit tag i Mjølnerparken på Nørrebro i København, og solen oplyser som en projektør de hvide, sneklædte legepladser, der ligger mellem røde mure i den såkaldte ghetto, der har 85 procent udlændinge og 43 procents arbejdsløshed.

Her har Søren Dalsgaard boet med sin kone og sønnen Nathanael på fire år siden 2011. Han er formand for beboerforeningen, og alle ved, at han er kristen og engageret i den danske folkekirke. Familien er kernedansk med solid kirkelig baggrund gennem en opvækst i Indre Mission. Og så alligevel. Det tværkulturelle perspektiv er kommet til at spille en stor rolle for Søren Dalsgaard.

Han er teolog og kandidat i afrikastudier og arbejder som koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Hans opgave denne morgen i lejligheden, som på ingen måde er ekstravagant, men møbleret med hjembragt afrikansk ubuntu-inspireret kunst og møbler fra Jysk Sengetøjslager, er at tale om frø og planter som lignelser på Guds rige. Kornet, som vokser, uden at bondemanden ved hvordan, og det mindste sennepskorn, som vokser sig så kæmpestort.

”Vi har en tendens til at fokusere meget på centrum, men Guds rige vokser ofte fra margenen,” siger Søren Dalsgaard.

Til daglig arbejder han ”ud fra den politiske virkelighed” og ved at ”tale medmenneskelighedens sag” med menigheder, som tilbyder asylsøgere kontakt, husrum, venskab og kirke. For ham er der en direkte parallel mellem søndagens tekst og det historiske behov, der fra den ene dag til den anden er opstået for at hjælpe flygtninge i nød både rent praktisk, men også til at møde kristendommen, hvis det er det, de søger.

”Søndagens tekst viser to billeder på Guds rige. Selvom vi ved, at afgrøder skal gødes og vandes for at give frugt, så vokser frøet i den første lignelse af sig selv. På samme måde vokser Guds rige omkring os i al ubemærkethed, uden at være betinget af vores handlinger og måske endda uden, at vi opdager det. Det vokser frem fra det allermindste sennepsfrø, fra de marginaliserede, og ikke nødvendigvis fra det religiøse eller politiske magtcentrum, som i lignelsen er repræsenteret ved store og flotte cedertræer med reference til Ezekiel i Det Gamle Testamente,” siger Søren Dalsgaard og fortsætter:

”Det allermindste sennepsfrø kan også være et billede på Jesus og den ydmyghed, som prægede hans liv. Født i en stald, henrettet på korset. Jesu disciple var mennesker fra fattige kår, og hans offentlige virke tog udgangspunkt i Galilæa, et ubetydeligt område langt fra det religiøse centrum i Jerusalem. Ophøjelsen gik gennem ydmygelsen. Det er et eksempel på, at Guds rige bryder igennem netop der, hvor det ubetydelige findes. I den forbindelse kunne for eksempel folkekirken godt trænge til at få noget mere jord under neglene og beskæftige sig mere med de mennesker og sider af livet, som man bliver beskidt af, og ikke kun det finkulturelle,” siger Søren Dalsgaard.

”Gud fører ofte sin mission for verden igennem mennesker, der er marginaliserede, og det gør teksten helt aktuel i dagens Danmark midt i flygtningesituationen,” siger Søren Dalsgaard.

Han elsker det upolerede Nørrebro og er overbevist om, at folkekirken med tiden vil tage farve af de udlændinge og flygtninge, som kommer hertil i stort tal. Det vil skabe en fornyelse af folkekirken, sådan som vil allerede ser det i disse år, hvor der for eksempel er en øget søgning mod kristendommen fra flygtninge med muslimsk baggrund,” siger Søren Dalsgaard.

Guds rige vokser uimodståeligt, også når det virker, som om vilkårene slet ikke er til stede, mener Søren Dalsgaard.

”Historisk har mission og migration hængt nøje sammen. Guds virke er ofte forbundet med migrationsbevægelser. Det så vi i jødernes exodus fra Egypten, i Jesu eksil i Egypten, ved romernes ødelæggelse af Jerusalem, som betød, at kristendommen spredte sig, og senere da kristendommen spredte sig langs alle de store handelsruter. I dag tror jeg derfor ikke, vi skal fokusere for meget på mission i klassisk forstand, hvor missionærer udsendes for at prædike evangeliet. Nutidens missionærer er migranter, som lever som kristne der, hvor de flytter hen og således styrker og fornyer kirken,” siger Søren Dalsgaard.

Han er søn af tidligere leder af Københavns Indre Mission, født i Vejle for 32 år siden og opvokset i Lyngby lidt nord for København.

Han anerkender og værdsætter sin kristne opvækst og teologiske dannelse, som blandt andet formedes af teologistudiet på Dansk Bibel-Institut, men han er samtidig på en fortløbende personlig vandring for at udvide sin horisont og afsøge nye grænser. For eksempel da han rejste til Kenya sammen med sin kone.

”De tre år, jeg boede i Kenya, gav mig et fornyet blik på mig selv, og hvem jeg er. Ikke alt er lige godt. Tidligere var jeg måske lidt mere en halal-hippie og forholdt mig ikke lige så kritisk til nogle af de værdier, man møder hos udlændinge, som kommer til Danmark, det være sig kristne såvel som muslimer. Men når man mødes med ”den anden”, så er det lettere at genfinde sig selv. Når jeg for eksempel spejler mig i mennesker med muslimsk baggrund, så kan det selvfølgelig være udfordrende, men mest af alt bekræfter det mig i min egen kristne tro,” siger Søren Dalsgaard.

Kristendommen har altid udviklet sig og været i bevægelse, når den slog rod i nye kulturer. Det skete også, da kristendommen slog rod i Afrika.

Nu går udviklingen og menneskestrømmen den anden vej fra syd mod nord. Netop denne kendsgerning fik Søren Dalsgaard sammen med sin kone til at overveje voluntørgerningen. Disse overvejelser blev i 2007 til virkelighed for Søren Dals-gaards kone, da de flyttede til Kenya, men for ham selv blev det i stedet en afrikansk udfordring af hans danske teologiske fokus.

”Jeg læste i tre år ved et universitet i Nairobi, så jeg fik virkelig afrikansk teologi ind under huden. Erkendelsen af, at kristendommens epicenter er flyttet mod syd, indgik naturligt i mine overvejelser. Jeg tog derned med en forventning om, at jeg ville få nogle andre svar på de samme spørgsmål, som jeg stillede i en dansk, kirkelig kontekst. Jeg fandt ud af, at jeg i stedet måtte stille nogle andre spørgsmål,” siger Søren Dalsgaard.

Han fortæller, at kolonitiden stadig spøger mange steder i Afrika, og det kommer til udtryk som en manglende rodfæstethed og værdsættelse af egen kultur.

”Jeg kom dertil med den privilegeredes teologi, en repræsentant for Vesten, magt og penge. Men jeg fandt ud af, at Gud fører sin mission igennem via de marginaliserede mennesker, ikke de privilegerede. I den kristendom, jeg mødte, lærte jeg at indtage en meget mere ydmyg position i forhold til min tro, mit liv og min baggrund,” siger Søren Dalsgaard.