Jeg voksede op i et kirkeligt hjem, hvor vi jævnligt gik til gudstjeneste i den lokale sognekirke. Umiddelbart betød det ikke så meget for mig, men det lagde alligevel et spirende frø, der, efterhånden som jeg nærmede mig voksenlivet, fik mig til at spekulere på kristendommen og min egen tro.
Da jeg så var omkring 18 år gammel og i lære som automekaniker, traf jeg ved et tilfælde en mand, som man i dag nok ville betegne som en pietistisk, indremissionsk mand. Han stillede spørgsmålet om tro meget firkantet op, hvilket det ofte er en fordel at gøre over for unge mennesker, som har et behov for at få valgmulighederne sat skarpt op, når de skal finde ud af, hvad de mener.
Det gjaldt også mig, som aldrig havde mødt en som ham, for hvem livet og troen drejede sig om at vælge enten klart til eller lige så klart fra. Han spurgte mig derfor direkte, om jeg selv ville bestemme over mit liv, eller om jeg ville lade Gud bestemme over mit liv? Eller sagt på en anden måde: Var jeg med Gud – eller var jeg ikke med Gud?
Dét spørgsmål ændrede mit liv, også selvom mit svar til at starte med var, at jeg sagtens selv kunne styre min tilværelse og min fremtid. Jeg behøvede nemlig ikke Gud på dén måde.
Men efter kort tid ændrede jeg alligevel mening og konkluderede, at Gud trods min egensindighed og tro på egne evner nok havde større chancer for at få mit liv til at lykkes, end jeg selv havde, så jeg besluttede mig til at følge Gud.
For det var ikke ydre begivenheder, der fik mig til at skifte mening. Det var mere en indre drift, som gjorde, at jeg som ganske ung lagde mit liv i Guds hænder. Men jeg husker, at jeg tænkte, at det gav god mening. Også bedre mening end det, som jeg havde oplevet i folkekirken, hvor den enkelte troende ikke fik samme personlige valg, som jeg havde fået, men hvor der var en holdning om, at mennesker har det godt med Gud nærmest pr. automatik.
Men Gud er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Ham siger man enten ja eller nej til, og jeg havde nu selv valgt Gud til, præcis som disciplene gør det i Bibelen. Det var jeg helt bevidst om, og det var et valg, der modnede både min tro og min person. Til at starte med var jeg meget sort og hvid i mine betragtninger og delte også andre mennesker op i ”dem” og ”os”. Men efterhånden som jeg blev ældre, kom der flere nuancer til, og jeg forstod, at så enkelt er det ikke.
Der er mange måder at være kristen på. Men det er stadig et personligt valg at være det, og for alle kristne gælder, at evangeliets ord er frigørende og giver en retfærdiggørelse af troen. For Jesus er gået i vores sted, og Moseloven er blevet afskaffet, så man som kristen får et friere syn på livet og døden, der også har fulgt mig i hele mit virke.
For jeg har aldrig glemt, at jeg lagde mit liv i Guds hænder, og det gælder tilmed erhvervsmæssigt, hvor jeg efter også at være blevet elektromekaniker startede min virksomhed op på Langeland.
Efter nogle år fandt jeg ud af, at virksomheden kunne vokse bedre og jeg selv tjene mere, hvis den lå et centralt sted. Det blev Silkeborg, hvor virksomheden blev meget større, og jeg selv tjente flere penge, end jeg nogensinde havde forestillet mig ville ske – både undervejs, og da jeg solgte virksomheden for en lille milliard danske kroner.
Men når man først har købt det hus, som man gerne vil bo i, og fået den bil, som man gerne vil køre i, så har man ikke længere det store behov for penge, så jeg besluttede at oprette en fond, som kunne hjælpe til med at få kirkerne og de kirkelige organisationer i Danmark til at vokse.
Familiens ophold i USA i 1990’erne havde også givet mig en indsigt i, hvordan kirker kan ledes, og det var noget, som vi kunne lære af her i Danmark, tænkte jeg.
Så i 2011 startede jeg – godt støttet af min hustru Hanne, som jeg har kendt, siden vi som ganske unge mødtes i Luthersk Mission – BorgFonden, som har til formål at støtte projekter, der kan opkvalificere ledelsen og forkyndelsen i kirken.
For forkyndelsen er også vigtig, og især en forkyndelse, der når ud til andre end de kirkevante og skaber en livsforandring.
Hvad udfordrer din tro?
Det gør min egen egoisme, for trods det, at jeg hele mit voksenliv har lagt mit liv i Guds hånd, så sker det stadig fra tid til anden, at jeg sætter mig selv i førersædet, også selvom jeg ved, at det ender med, at jeg må lave min beslutning om. For jeg kan have alle mulige forklaringer på, hvorfor jeg selv ved bedst, og dem fortæller jeg også Gud. Men alligevel handler jeg til syvende og sidst ud fra en følelse af, hvad det er, som Gud vil have mig til. Det skal ikke forstås sådan, at jeg hører stemmer eller ser syner, men jeg fornemmer ofte, hvor Gud vil have mig hen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Da jeg var 30 år, arbejdede jeg alt, hvad jeg kunne, og blev inviteret til at tage på Time Manager-kursus for at få redskaber til at styre min tid bedre, og dét lærte jeg, både på den korte bane i virksomheden og på den lange i det store livsperspektiv.
For det bedste råd var det, som jeg fik af en af underviserne, der sagde til mig: Søren, du skal sætte dig ned og overveje, hvad det er for et liv, du vil se tilbage på, når du sidder på plejehjemmet. De ord fik mig til at liste nogle punkter omkring, hvad jeg ville opnå. Et af dem var at bo i USA i en periode, hvad vi gjorde i skoleåret 1996-97, hvor børnene gik i high school, og jeg lærte meget om både amerikanske virksomheder og kirker, som har haft stor betydning for resten af mit virke både som erhvervsmand og som kirkemand.