Det gav en del debat, da sognepræst Thomas Østergaard Aallmann for to år siden udgav bogen Løvehjerter, der udsprang af hans tid som feltpræst hos de danske styrker i Helmand i Afghanistan. Den følges nu op med udgivelsen Længsel, der lodder dybden i en erfaring, som blev åbnet i forfatteren under de grænseoverskridende oplevelser sammen med soldaterne, nu hvor alle igen er hjemme i hverdagen.
Bogen beskæftiger sig med den gudslængsel, der er et forjættende pant på evigheden. Ikke desto mindre vælger stadig flere i denne efterkristne tid, som forfatteren kalder epoken, at rette længslen mod erstatningsmål.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: En bog til de måske kristne
Thurø-præsten vil gerne bagom det 20. århundredes afmytologisering og tale uden filter om Kristus. En så robust enkelhed er jo ellers længe blevet regnet for upassende og nærmest fundamentalistisk.
Thomas Aallmann insisterer på sin direkte tilgang.
Bibelen er gennem hele sit spænd en fortælling, der peger frem på dit møde med Kristus. Jeg kan ikke se andet, hver gang jeg slår op i den bog. Det budskab er naturligvis pakket ind i klude, og dem kan bibelkritikken redegøre videnskabeligt for, men man skal ikke reducere Kristus til en klud.
For den 42-årige forfatter er spørgsmålet, hvem der lyser vejen op for hvem.
Man kan vælge at filosofere over Bibelen og nøjes med at gøre den til en tjener for ens egen forstands lys. Man kan også gøre det modsatte og lade sig selv blive holdt op i Bibelens lys. Og da vil man se sig selv som faldet ud af evigheden, ned i verden, vandrende på vej hjem. Og hvor man end står, vil Kristus dele den vandring. Den bevægelse hjemefter finder du overalt i Bibelen, og den lader sig erfare, fordi ens øre er skabt til at høre det. Vi genkender det hele, fordi Gud har skabt os med en hjemve.
Men man kan vel sagtens længes efter noget, som viser sig ikke at eksistere, for eksempel tandfeen?
Det kan du faktisk ikke. Gud har intet skabt uden formål, heller ikke længslen. Men vi ser den som rettet mod lutter illusioner. Det smukke opfatter vi som en simpel projektion af noget lavt. Kærlighed skulle blot være en sublimeret udgave af simpelt begær. Det efter-kristne blik anser det høje som blot løgne spundet i sølv. Alt reduceres til psykologi og materialisme. Længes et barn efter at se tandfeen, er det en fin længsel. Kun er dens genstand forkert. Det, at barnet overhovedet rækker ud, er det interessante. Barnets længsel forjætter noget, ligesom hedenskabets myter gjorde. Myterne har alle, i afledte former, længtes efter noget, som Jesus er den virkelige opfyldelse af. Hans myte er imidlertid sand til forskel fra de øvrige. Han har virkelig gået på jorden engang, og han har virkelig afmonteret døden.
Thomas Aallmann bruger et sted i bogen det billede, at det efterkristne menneske er som en mand, der modtager det ene kærlighedsbrev efter det andet fra sin kæreste i nabobyen, men da han kører ud mod hende, nøjes han med at nå frem til Statoil-tanken i sin egen bys udkant, i hvis neonlys han simpelthen slår sig ned.
Ja, den efterkristne nøjes. Han bor på Statoil-tanken og bedriver dermed en art afguderi. Afguder laver vi jo ikke af noget ubehageligt, men ud af de gaver, Gud har sendt os. De er skønne, og derfor kan man bruge dem til at erstatte ham. Stor musik kan varsle forløsning og opløsning i glæde. Men derfor skal man ikke dyrke den store musik i sig selv, som borgerlig kunstreligiøsitet gør. De fleste vælger i dag, ligesom hunden, at snuse til den finger, der peger på madskålen. Man bliver ved tegnene i stedet for at vende blikket hen mod det, der peges på.
Hvordan peger Gud?
Gud peger ganske kraftigt, synes jeg nok. Offervilje, kærlighed, stor selvtilsidesættelse er alt sammen hans måder at pege mod lyset på. Man skal så ikke analysere den svulmende følelse, der gerne ledsager disse fænomener, for det er at betragte fingeren. Man bør se hen mod det, de fænomener peger på.
Du er ikke nervøs for at komme ud af trit med din efterkristne samtid?
Det er skam et meget prisværdigt mål at fylde kirkerne. Men præsterne bør også spørge sig selv: Hvad vil jeg sige, når kirken er fyldt med mennesker? Er det kirkens opgave at være fyldt? Eller er det dens opgave at fylde hjerterne med ham, der har sagt, at han er vejen, sandheden og livet? Fordi vi har glemt aksen op-ned, bliver alt til højre-venstre i dag, og man bliver hurtigt anbragt i et politisk højre-venstre-skema. Det kan jeg også blive med denne bog. Men det, jeg skriver, har ikke brod mod nogen. Jeg gør blot opmærksom på, at kristendommen er verdens bedste tilbud.