Gud i vold

En af mine gode venner erklærede et par dage efter årsskiftet, at han - skønt ellers overbevist republikaner - efterhånden fandt det svært ikke at være kongetro i dette land. Nu havde nationen netop lagt ører til to nytårstaler: Statsministerens blodfattige bortforklaringer samt Dronningens veloplagte, visionære kalden på de menneskelige værdier i hverdagslivet. Hun talte endnu en gang klogt. Og så sluttede hun af med en stærk formulering: »Når folk i gamle dage begyndte noget nyt eller begav sig ud på en stor rejse, ønskede de hinanden »Gud i vold«. Det er større ord, end de fleste af os tør bruge i dag. I aften vover jeg det alligevel: Gud i vold! Godt nytår!« »Gud i vold« er et smukt og stærkt ønske at fremsætte ved udgangen af det andet årtusind, der samtidig var Danmarks første kristne årtusind. Sproglig talt betyder ordet »vold« i denne sammenhæng sådan noget som varetægt, for det der ønskes er, at Gud vil tage vare på os. Og at han vil tage os til sig, beskytte og føre os, på en måde, så kun hans vilje ske. Det er altså en stærk formulering, at blive taget i Guds vold, for vores egenvilje forventes også overtaget af Guds bestemmelser. Det er jo i en noget anden aftapning ordet »vold« optræder i moderne massemedier og hverdagssprog, hvor det betyder at blive slået, overfaldet, lemlæstet med videre. Men det er alligevel det samme ord, der har sine rødder i det fællesgermanske og oldnordiske »vald«, som genfindes i det tyske gewalt. Det er også et ord, der er beslægtet med »vælde«. Når det imidlertid bruges som af Dronningen i formuleringen »Gud i vold«, så er det en gammel form, hvor ordet betød, at man havde herredømme, magt eller rådighed over noget. For eksempel kunne Kingo sige: »Ach! at Jesus vilde oprinde/Over mig som Sool og Skiold,/ At jeg kunde overvinde/Kiød og Blood og Satans Vold«. Ordet vold indgik imidlertid også i en fast forbindelse med præpositionen »i«. Og sådan var det Dronningen anvendte ordet. »I vold« er altså en fast sproglig forbindelse, der egentlig betyder, at man betingelsesløst lader sig underlægge en vilje, som er større end os. Formuleringen findes skam i den danske kongesang, nemlig Johannes Ewalds gevaldige »Kong Kristians stod ved højen mast« fra 1779, hvor det i 3. strofe hedder: »Fra Danmark lyner Tordenskjold;/hver give sig i Himlens Vold/og fly!« Så »Gud i vold« er en meget national og historisk formulering, der på en flot måde peger tilbage på stærke traditioner i det årtusind, som vi nu har forladt. Det er også et udtryk, som tager stilling. Man kan »Gå Fanden i vold«, og man kan begære sig Gud i vold. Det er de store følelser, de store ting, der er på spil. Dronningen har jo ellers sit eget valgsprog, ligesom monarker siden middelalderen har haft sådanne valgsprog, der oprindeligt var ord prentet på deres våbenskjold. Margrethes valgsprog er »Gud be-vare Danmark«, og det rundede hun da også sin tale af med. Dette valgsprog er moderne i sin klang, mens Gud i vold runger af årtusindets lange historie. Margrethes klogskab består ikke mindst i hendes viden om, at der skal stærke ord til i det ny årtusind, hvis vi skal blive ved med at kunne genkende os selv som mennesker, der er skabt i Guds billede. Ò Margrethes klogskab består ikke mindst i hendes viden om, at der skal stærke ord til i det ny årtusind, hvis vi skal blive ved med at kunne genkende os selv som mennesker, der er skabt i Guds billede. Ó