Prøv avisen
Troens øjeblik

Frikirkepræst: Gud kom, da jeg var i havsnød

Ulrik Flinta blev ikke døbt som barn, men er i dag præst. – Foto: Rene Schütze/Polfoto

Ulrik Flinta var tidligere sognepræst, men er i dag frikirkepræst. To situationer har bestemt kursen i hans trosliv

Jeg er vokset op i en almindelig dansk familie, hvor vi kun sjældent gik i kirke. Ja, jeg blev ikke engang døbt, men alligevel skal jeg som fireårig efter et besøg hos vores troende nabo have sagt: ”Det er Jesus, der har skaffet alt.” Det kan jeg ikke selv huske, men naboens fortællinger om bibelske personer og begivenheder må have lagt et frø i mig, som skulle blomstre langt senere.

For otte år senere, da jeg var 12 år, var jeg som så ofte før taget ud i min optimistjolle på Østersøen. Vi boede på Bornholm, og jeg var ligesom mine kammerater vant til at sejle, så en tur på vandet burde ikke være noget særligt.

Men det blev det alligevel dén dag. For det begyndte at blæse voldsomt op, og snart var jeg ret langt ude på havet i min lille jolle. Strømmen er stærk og bølgerne store i det farvand, når først vinden tager fat. Jeg blev meget bange for, at jeg måske ville kæntre og drukne. Så jeg begyndte, uden at vide hvorfor, og hvorfra det kom, at bede til Gud og love, at jeg ville tro på ham, hvis bare jeg kom levende i land.

Så jeg bad og bad og fik på en eller anden måde bakset jollen ind. Det tog lang tid, og det var hårdt, og hele tiden tænkte jeg på Gud, som jeg også følte hjalp mig. Men som man måske kunne forvente det hos en 12-årig, glemte jeg alt om mit løfte til Gud, da først jeg var i sikkerhed på land.

Gud glemte til gengæld ikke mig, så jeg fik en ny chance som studerende i København. På det tidspunkt var mine forældre blevet separeret, og jeg havde ikke ret meget med min far at gøre: Men jeg savnede ham.

Så jeg manglede noget i mit liv og oplevede en stor tomhed og et fravær af ikke kun en far, men også af en mening og en retning i tilværelsen. Men jeg blev kontaktet af en medstuderende, der var medlem af Kristeligt Forbund for Studerende.

Han tog mig med til diverse gudstjenester og arrangementer, og vi talte om tro og bad bønner sammen. Det var så forfriskende og forløsende, og dér mødte jeg Gud og forstod, at han elsker os ubetinget. Jeg forstod også, at det er med Gud som med enhver anden relation, at begge skal yde noget til fællesskabet, hvis der skal skabes et dybt og inderligt forhold.

Så der var jeg endelig sammen med Gud i ånden på en måde, der føltes helt konkret, og som jeg siden har været forankret i.

Der er altid en reel risiko for at ende i åndelig havsnød, især fordi der i verden foregår en reel kamp mellem Gud og Djævelen. Guds almagt bliver let tolket, så Gud også får ansvaret for det onde, der sker. Men det er ikke hans værk. Gud er god. Gud er der, hvor kærligheden er. Det kan måske lyde banalt. Men det er sandt, og som den ene af mine tre sønner sagde det, da han var fire år: ”Jeg ved godt, hvor Djævelen bor. Han bor der, hvor der ikke er kærlighed.”

Og som min søn ved jeg også godt, hvor jeg vil være, hvis man skal vælge, og det skal man. Livet handler nemlig grundlæggende om, hvorvidt man vil følge lyset eller mørket.