Som barn forstod forfatteren Ida Jessen ikke, hvorfor Jesus skulle korsfæstes. Hvordan kunne det være nødvendigt? Hun erindrer ikke, at de børnebibeler, hun blev præsenteret for, gav hende svar.
”Som barn identificerede jeg mig med Peter, der hele tiden stiller de ’dumme’ spørgsmål. Derfor valgte jeg at bruge ham som identifikationsfigur i mit arbejde med børnebibelen,” siger Ida Jessen.
I torsdags udkom bogen Bibelhistorier, Bibelselskabets nye bud på en børnebibel-klassiker med tekst af Ida Jessen og illustrationer af Hanne Bartholin. Forlagets opgave til Ida Jessen lød på at genfortælle centrale bibelske fortællinger på en ikke-forkyndende måde, og netop det har været vigtigt for hende:
”Jeg kan ikke sige, hvad tro er. Men Bibelens fortællinger åbner en rig verden, som rummer alle de menneskelige konflikter og dramaer, vi lever med. Derfor kan Bibelens verden blive tilgængelig for alle, uanset om vi kan præstere en tro eller dyrker Gud på en bestemt måde,” siger hun.
Ida Jessen har brugt samme metode i arbejdet med børnebibelen, som hun bruger som romanforfatter. Hun har været på researchrejse til Jerusalem, og hun har læst forskellige udgaver af Bibelen og en række fortolkninger af den. Men først og fremmest har hun forsøgt at gå ind i de personer, som Bibelen fortæller om, og fortolke dem.
”Som skønlitterær forfatter må man have dristigheden til at være ligeglad med, hvad andre mener. Havde jeg haft 14 usynlige medlæsere, som kommenterede alt, hvad jeg skrev ud fra hvert deres kirkelige eller teologiske ståsted, var det aldrig gået. Med en så traditionsomspunden bog som Bibelen er der en risiko for, at man bare gentager andre tiders tolkninger. Derfor har det været vigtigt for mig at pege på det kontroversielle i stedet for at ende i en kliché,” siger Ida Jessen om bogens 29 fortællinger fra Det Gamle og Det Nye Testamente
Hun kan ikke sætte ord på, hvad det kontroversielle i Bibelen præcist er, men peger på svære spørgsmål, som det har været vigtigt for hende ikke at skrive sig uden om. Et af dem knytter sig til fortællingen om Abraham og Isak.
”Den historie er næsten umulig at fortælle. For hvordan kan Abraham gøre, som han gør?”, siger Ida Jessen.
Hun spurgte sin mand, den grundtvigske valgmenighedspræst Niels Grønkjær, til råds, og han anbefalede hende at læse Søren Kierkegaards ”Frygt og Bæven”. Der forsøger Kierkegaard at forestille sig, hvad Abraham tænkte på vejen op ad bjerget.
”Kierkegaards bog var en hjælp. Men den gav ikke svar på det spørgsmål, jeg tror, at alle børn vil stille. Så i min genfortælling lader jeg Abraham og Isak gå ned ad bjerget sammen, og Isak siger ’sådan må en far ikke gøre’.”
Samtalen mellem far og søn fortsætter, men det endelig svar på spørgsmålet får man ikke. For som Ida Jessen siger: ”Jeg kan ikke forklare det.”
Hun forstår Det Gamle Testamente som fortællingen om en Gud, der prikker til mennesker for at se, hvordan de handler.
”På den måde lærer Gud menneskene at kende og lærer undervejs af sine fejl. Ofte siger man, at den regnebue, Gud sætter på himlen efter syndfloden, skal minde os mennesker om pagten med Gud. Men det er Guds påmindelse til sig selv om, at han ikke skal udslette sin skabning. Gud er som os i n’te potens. Han har lettere til vrede end kærlighed. Først med tiden bliver han moden til at sende sin søn til verden,” siger Ida Jessen.
Det Nye Testamente har hun omskrevet som en roman, der følger Jesus og hans disciple på deres vandring mod Jerusalem og mod Jesu død på korset.
”Jeg lader det stå klart fra begyndelsen, at Jesus er på vej mod sin død, og at han ved det. Men det er næsten umuligt at forstå, ligesom det næsten er umuligt at identificere sig med Jesus. Han er for kompleks og for kompromisløs. Derfor var det vigtigt for mig at få forklarelsen på bjerget med, hvor Peter udtrykker sin undren, der spejler den, jeg havde som barn: Kan det virkelig være nødvendigt at gå mod Jerusalem og døden på korset?”.
En anden figur, som Ida Jessen udfolder i bogen, er Judas, forræderen. Her tager hun afsæt i Matthæusevangeliets beskrivelse af den angrende Judas:
”I min genfortælling er baggrunden for det såkaldte forræderi, at Judas ønsker at slippe ud af discipelskabet. Han tager af fattigkassen for at skaffe sig penge til et nyt liv, men er bange for at blive afsløret. Så han vil dække over det, og det kan han gøre ved angive Jesus. Pengene, som han får af ypperstepræsterne, rækker både til at fylde kassen op og til at købe sig et stykke jord og begynde et nyt liv. Først da soldaterne kommer efter Jesus, begynder Judas at forstå, hvad han har gjort, og da er det for sent,” siger Ida Jessen.
Hun tilføjer:
”Alle kender nok til at have gjort noget, man skammer sig over, og i sit forsøg på at dække over det gør man noget, der er endnu værre. Det kan være barnet, der har tømt posen med mandler og giver sin søster skylden, og så ruller lavinen.”
Ida Jessens udgave af børnebibelen slutter med Paulus og hans brev til menigheden i Rom – med den berømte sentens om tro, håb og kærlighed.
Oprindeligt ville forlaget have hende til at slutte med en genfortælling af Johannes’ Åbenbaring, men det satte Ida Jessen sig imod.
”Jeg kunne ikke slutte med nogle fantasisyner, for det ville sabotere den historie om treenigheden, som det var vigtigt for mig at få fortalt. Der er Det Gamle Testamentes Gud, der viser sig i den brændende busk, men er usynlig for os. Der er Det Nye Testamentes Gud, der bliver synlig for os som mennesket Jesus, men forsvinder fra Jorden igen. Og så er der Helligånden, der virker blandt os nu. Det kan ske, når vi synger i kor og oplever at blive løftet op. Eller når et brudepar bliver bevæget af ordene om, at størst af alt er kærligheden.