Mangt og meget får i disse år skyld for at være på retur i folkekirken. Men én ting er til fleres overraskelse på vej frem. Efter adskillige årtier med en meget intellektuel tilgang til tro har flere danskere nemlig på det seneste givet den mere følelsesbetonede bøn en ny chance.
Sker det, at De beder?, spurgte de to analyseinstitutter Gallup og Epinion danskerne først i 1999 og senest i år 2006. I løbet af de syv år steg antallet af bedende borgere med syv procentpoint fra 50 til 57 procent. Og hverken kirkefolk eller forlagsbranchen har været sene til at fange den pointe.
Bønner til liv, Bønner på vejen, Hverdagsfromhed og Mellemværende hedder titlerne på blot en lille håndfuld af de mængder af samlinger med ofte helt nyskrevne bønner, som danskerne på kort tid har fået mulighed for at købe. Bag udgivelserne står som noget nyt ikke blot de karismatiske eller missionske kirkefolk, som altid har været optaget af fromhedslivet. Nej, nu er det både Bibelselskabet og mange forskellige slags altfavnende grundtvigianere, som vil have danskerne til at bede endnu mere.
Bønnen har ligget brak hos mange. I mange år talte kirkefolk mere om Gud end med Gud. Men nu taler vi om, hvordan Gud er, ikke om han er, siger Jørgen Demant, sognepræst fra Lyngby.
Som medlem af styrelsen i Grundtvigsk Forum er Jørgen Demant placeret centralt på den folkekirkelige midtbane. Og som leder af den arbejdsgruppe på syv personer, der netop nu arbejder med at skabe helt nye bønner til såvel danskernes hverdagsliv som årets gudstjenester og højtider i folkekirken, har han føling med den spirende interesse for bøn, spiritualitet og fromhed. Han mener, at bønnen rammer et behov i tiden.
Bøn kommer ofte ud af en mangelsituation. Det handler om, at livet ikke kun er ét fedt. Det er også alvorligt. Og det er en tendens i den gryende fromhed, siger han og uddyber:
At gå ind i bønnens sprog er at gå ind i sin egen menneskelighed. Bøn bringer ikke kun mennesket i kontakt med Gud. Man kommer også i kontakt med sig selv. Og med livet.
I en tid med spirende interesse for spiritualitet er bøn blevet et redskab, som en del mennesker benytter for at genopdage skjulte eller dybere sider af sig selv. Eller som det lyder i de retningslinjer for arbejdet med de nye folkekirkelige bønner, som Jørgen Demant har været med til at skrive: Bønnen aktiverer det guddommelige i os.
For Jørgen Demant er det magtpåliggende, at bønnen gør Gud forståelig og tilgængelig for mennesker, som ikke på forhånd kender kirkens historiske eller teologiske måder at beskrive det guddommelige på. Derfor afviser han også det, som teologer ofte kalder den teistiske Gud, altså den klassiske almægtige og overnaturlige Gud, som med sit forsyn i mindste detalje styrer verdens tildragelser. I stedet vil han og arbejdsgruppen med ham langt hellere gøre Gud til en, om end ikke ligefrem ligeværdig samtalepartner, så i det mindste en, der er forbundet med vores egen virkelighed og historie.
Gud skal være én, man kan komme til med alle sine grublerier og mystiske overvejelser. Det guddommelige skal også kunne findes i taknemmeligheden over den helt almindelige hverdag med vasketøj, kys, møder og skænderier. På den måde kommer Gud helt ned på jorden. Nærværende. Medlevende. Nutidig.
Jørgen Demant er opmærksom på, at projektet kan blive for jordisk. Det må ikke ende med, at mennesket gennem bøn ene og alene taler med sig selv. For at sikre et klart udgangspunkt, hvor Gud er og bliver større end mennesket, henter arbejdsgruppen inspirationen til det nye bønnesprog gennem læsninger af Bibelen og kirkehistoriens mange bønner.
Samtidig skeler gruppen også til de andre nordiske landes kirker. Den svenske kirke udgav således i 2003 en komplet ny bønnebog i nutidigt sprog. Også den norske kirke har haft et stort arbejde i gang med at revidere ordlyden af kirkens bønner og bærende ritualer.
Vi må erkende, at Danmark er et af de mest konservative lande på det her område. Svenskerne og nordmændene er langt længere fremme. De har tradition for at lave nybrud. I Danmark skal fornyelsen komme fra neden, siger Jørgen Demant.
Han tilføjer, at arbejdet med at formulere nye bønner derfor heller ikke må blive alt for bureaukratisk eller stramt styret. Af samme grund har han heller ikke inddraget nogen biskopper eller folk fra Kirkeministeriet endnu. De penge, som behøves for at arbejdsgruppen kan mødes og fungere, sørger Folkekirkens Teologisk Pædagogiske Center for.
Vi er en gruppe med frie tøjler, men med en stor sag. Det er en langstrakt og tidskrævende proces, siger han og tilføjer, at han håber, arbejdsgruppens endelige forslag i 2010 til nye kirkebønner vil blive flittigt brugt og på sigt vil kunne opnå at blive autoriseret på linje med de nuværende bønner i salmebogen.