... Menneskene var onde. De var onde mod hinanden, og mange var endda onde mod deres børn. Og de var ligeglade med Gud og med den jord, Gud havde givet dem. Gud var både ked af det og vred over den ondskab. Menneskene handlede beskidt og tænkte beskidt, og til sidst sagde Gud til sig selv: "Jeg vil vaske den jord ren, som jeg har skabt. Jeg vil lade det regne og regne i så lang tid, at alt det onde skylles bort."
Sådan begynder præsten og forfatteren Johannes Møllehave sin genfortælling om Noas ark i Børnebibelen fra Det Danske Bibelselskab, og historien om Noas Ark er en af de mest genfortalte bibelhistorier på verdensplan. Ikke fordi det netop er den historie, der fortæller det kristne budskab bedst, men fordi det er en god og dramatisk historie. Der er grusomhed og drama i den, og der er håb og trøst at finde.
Selvom bibelfortællinger anses som et af de vigtigste elementer i børns oplæring i den kristne tro, så er historien om Noa et godt eksempel på, at det er den gode historie, der egner sig til genfortælling, som vægtes højt, når det handler om kristendom for børn.
– Bibelhistorier skal vise børn, at der er et håb, siger Johannes Møllehave.
– Tænk blot på barnet, der vågner midt om natten af et frygteligt mareridt og er grebet af rædsel. Du tager barnet op på skødet, trøster og siger, at der ikke er noget at være bange for. Men sikke en løgn! Der er meget at være bange for, men tænk hvis vi sagde: Bare vent til du bliver voksen. Det kan vi ikke sige til et barn. Vi skal trøste det. Trøsten er en kristen forpligtelse, og trøst har vi kun gennem bibelfortællingerne, siger han.
Nogle af de mest kendte bibelfortællinger stammer fra Det Gamle Testamente, og det kan måske undre, når det handler om at give det kristne budskab videre til børn. Men Arne Munk, der er cand.theol., cand.mag, tidligere universitetslektor og forfatter, mener ikke, det kristne budskab er særligt vigtigt, når det handler om den første præsentation af kristendommen for de helt små børn. Han har ligesom Johannes Møllehave skrevet en genfortælling af Bibelen for børn, og for ham er det vigtigt, at der er plads til fantasi. Og i den sammenhæng er Det Nye Testamente ikke nær så rig på dramatiske historier om almindelige menneskers liv på jorden som Det Gamle Testamente.
– Det er vanskeligt at fortælle dem om lidelseshistorien. Det er ikke så vigtigt med det kristne budskab i begyndelsen. Vi skal alle kravle, før vi kan gå. Gud skal bogstavelig talt ned på jorden og møde Abraham og spise frokost med ham. Det forstår de, siger han.
– Jeg tror, det er vigtigt at lægge et fundament, men at have store forhåbninger om, at man kan få rejst en dogmatisk bygning i et barnesind, det tror jeg ikke på. Så hellere give dem de gode historier.
Hvis ikke det kristne budskab er pointen med bibelhistorierne, kan det synes mærkeligt, at de alligevel anses for et af de vigtigste elementer i børns oplæring i den kristne tro. Men kvinden bag Sesams Børnebibel, Tine Lindhardt, der er generalsekretær i Det Danske Bibelselskab, mener, at bibelhistorierne samtidig med, at de er grundlaget for den kristne tro, også giver bred indsigt i almenmenneskelige livsvilkår.
– De er grundlæggende fortællinger om den måde, vi lever sammen på. De har præget vores samfund, moral og vores samliv og er dermed vigtige pejlemærker, og det skulle de gerne blive ved med at være. De er alle vigtige livshistorier, som man kan spejle sig i. Vi hører om død, glæde og misundelse, og vi får greb om de store eksistensbegreber gennem bibelfortællingerne, siger hun.
Samtidig er hun ikke helt enig med Arne Munk i, at det kristne budskab ikke spiller en rolle. Hun mener således, det er svært at komme uden om lidelseshistorien, når man skal fortælle børn, hvad kristendommen går ud på.
– Bibelhistorierne er vigtige, for det er her, vi møder fortællingen om Gud. Jesu lidelseshistorie skal naturligvis genfortælles, så børn kan forstå den, og den skal fortælles ud fra den vinkel, at Jesus genopstår. Det skulle til, at han døde. Men døden fik ikke det sidste ord. Døden kunne ikke holde på ham. Børn kan godt se, at livet sejrer, og det er vigtigt at give dem den dimension med i deres liv, siger hun.
For Tine Lindhardt er den røde tråd i bibelhistorier for børn, at man både møder Gud, men også mennesker, der lever et liv som vi selv.
– Historierne fortælles ud fra det perspektiv, at selv når det sidste ord er sagt, og når alt håb er ude, så er der alligevel mere at sige, og det kan kun Gud sige. Det er forsoningens mulighed, håbet og opstandelsen. Fortællingerne viser os, at det ikke er meningsløst, at vi er til. Det er de samme spørgsmål, man stillede sig selv for 2000 år siden, som vi stiller os selv i dag, siger hun.
Børne- og ungdomsromaner med et kristent budskab har aldrig haft samme plads i børns kristendomsoplæring som bibelhistorierne, og det er synd, mener Gunhild Lindstrøm. Hun er bachelor i litteraturvidenskab og tidligere børnebibliotekar med speciale i kristen børnelitteratur. Hun har i syv år drevet hjemmesiden www.aslan.dk , hvor hun finder og anmelder bøger for børn, unge og voksne med en religiøs og etisk dimension.
– Romaners styrke er, at de kan sætte sig ind i et andet menneske og skabe langt større spejling, end en bibelhistorie kan. Romaner handler om mennesker, og Gud mærker man arbejde i baggrunden. Jo mindre tydeligt det er, jo mere virker det, siger hun.
Spejlingen gennem romaner består i, at de fleste handler om mennesker, som børn og unge kan identificere sig med, og det er en af romanens store fortrin, mener Gunhild Lindstrøm.
– Romaner kan handle om skyld eller sorg, og derigennem oplever man, at man ikke er alene. De kan give en oplevelse af, at kærligheden findes. Håbet findes. Og før man har mødt det, møder man heller ikke troen, siger hun.
En anden væsentlig ting ved romaner er, at de ikke har et formål på samme måde som Bibelen. Det gør dem til bedre litteratur, mener hun.
– Bibelhistoriernes sigte er noget andet. De skal formidle Bibelen og skal på den måde ikke være litteratur. Når litteratur belærer, kan det ikke blive god litteratur, siger hun.
– Vorherre har givet os alle et, to eller 10 talenter, og det gælder om at bruge dem. Vi har ikke bare fået dem for vores egen skyld, men også for de andres. Når man bruger talenterne, har man ikke så meget tid til at fokusere på det forkerte og lade det forkerte få magt over sig, og de gode, kristne børnebøger handler netop om at bruge sine talenter og også have øje for andre behov, siger hun og nævner blandt andet Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" som et godt eksempel.
På trods af romanernes kvaliteter er og bliver bibelfortællingerne stadig en væsentlig del af børns kristendomskundskab. Det er grundfortællinger, som meget andet litteratur udspringer af. Og selvom både Johannes Møllehave og Tine Lindhardt mener, at kristen børneopdragelse også skal bestå af bøn og kirkegang, så mener Arne Munk, at det sagtens kan vente til børnene er blevet lidt ældre.
– Fadervor og trosbekendelsen kan man næsten ikke gøre børn interesserede i. Selvom det er centrale elementer i den kristne forståelse, så tror jeg, man skal være dygtig, hvis man kan give dem den indsigt og følelse. Jeg tror, man forfejler det, hvis man tror, at man kan indpode små børn et kristent livssyn. Det må komme senere.