Forrest i det hvid- og gråmalede lokale i Luthersk Missionsforenings Hus står præsten i en cirkel med seks andre fra menigheden. Skiftevis beder de både i kor og enkeltvis. De kinesiske stemmer breder sig ud i lokalet og blander sig med den sagte klavermusik, som lyder gennem højttalerne.
Øjnene er lukkede, og de fleste har foldede hænder. En af undtagelserne er en ung mand i stribet T-shirt og jeans, som står med åbne håndflader og med jævne mellemrum udbryder et ”amen” i bedestrømmen.
Sådan begynder gudstjenesten hver søndag i Den Kinesiske Kirke i København, hvor de, der vil, samles til et bedemøde. Da de bedende stemmer forstummer, deles gruppen op i tre. Manden i den stribede T-shirt står alene med præsten.
Hans stemme går fra en summende hvisken til at runge ud i lokalet ledsaget af store armbevægelser. Tårerne presser på, mens talestrømmen fortsætter, og præsten lytter i stilhed.
”Jeg beder for, at Helligånden rører vores hjerter. Jeg beder for vores familier, for kirken og for præsten,” fortæller han efterfølgende med stadig røde øjne.
Præsten KeeMeyu Chang kommer fra Malaysia. Han kom til Danmark i marts og arbejder på at få udvidet sin opholdstilladelse som religiøs forkynder i den kinesiske menighed.
For et par uger siden blev han suppleret af Ben Yeap, der også er præst fra Malaysia. Han stod for gudstjenesten i søndags, men skal kun være her en måneds tid.
”Jeg håber, at vores præst kan blive hos os her i Danmark, men det er svært,” fortsætter den unge mand.
Kort efter at bedekredsene brydes, begynder resten af menigheden at melde sin ankomst og tage plads i de blågrønne, polstrede stole. Salen kan rumme lidt over 70 personer, og der er godt fyldt op på stolerækkerne.
Fra bagerste række anes alt fra kort gråsprængt hår til sandalklædte dinglende små fødder, som ikke kan nå gulvet.
Menigheden kaldes til bøn af lederen af gudstjenesten. Levende musik fra klaver, guitar og trommesæt fylder lokalet, og hele menigheden synger sammen. Flere svajer fra side til side, andre klapper i takt til musikken, og nogle hæver armene i vejret.
På væggen bag podiet med prædikestolen, hænger et stort hvidt lærred, hvor sangteksterne optræder på kinesisk. Da præsten træder op på podiet, udskiftes de kinesiske tegn med et billede af den amerikanske præsident, Barack Obama, der tysser, og teksten: ”Shhh, keep quiet!”.
Billedet danner grundlag for dagens prædiken om ordets magt.
”Hvis du skal til at sige noget negativt, bør du sige til dig selv: 'Shhh, ti stille!',” lyder det fra præsten.
Tonelejet stiger og falder i takt med gestikulerende armbevægelser, hvor præsten bevæger sig fra den ene ende af podiet til den anden, mens han rækker ud mod forsamlingen og op mod de bibelske tekster på lærredet over sig.
”Hvis du bremser det negative, vil kun positive ord komme over dine læber. Det vil Gud bemærke, og Gud vil velsigne dig for det,” fortsætter præsten Ben Yeap.
Prædikenen foregår på det kinesiske sprog mandarin. For at tilgodese dem, der ikke taler flydende kinesisk, oversættes gudstjenesten til engelsk. Det var Ruths opgave i søndags. Hun er fra Taiwan, men kom til Danmark som studerende for fem år siden.
Hun er del af en mindre gruppe, som skiftes til at sidde bagerst i lokalet og oversætte gudstjenesterne fra kinesisk til engelsk. Oversættelserne kan høres i høretelefoner. Når udstyret som i søndags ikke fungerer, sidder hun ved et af de tre ovale borde bag forsamlingen.
Med øjnene rettet mod præsten på podiet og Bibelen foran sig, hvisker hun den engelske oversættelse til de omkringsiddende. Det er typisk unge, der er født og opvokset uden for Kina, som har brug for engelsk oversættelse.
Da prædikenen 45 minutter senere når sin afslutning, mødes præsten med klapsalver. Gudstjenesten glider over i sang, hvor menigheden begynder at rejse sig og bevæge sig rundt blandt hinanden.
”Hen mod slutningen går vi altid rundt, giver hinanden hånden og siger: 'Gud velsigne dig',” hvisker Ruth, mens hun smilende rækker hånden ud.
”Gud velsigne dig,” siger hun.