Tv-vært og skuespiller Dina Al-Erhayem har på forskellige tv-kanaler interviewet talrige kendte personer fra tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) til entertaineren Niels Hausgaard om deres tro og livssyn. Temaer som tro og kristendom er en hjertesag for hende, som viser sig ved en længsel efter at formidle de kristne værdier. I dag er hun fast kirkegænger blandt andet i Kirken i Kulturcentret på Drejervej, hvor hun blev døbt, men hun kommer også i folkekirken.
”Det er en proces for mig at se kristendommen forbundet til mit eget liv. Jeg havde simpelthen brug for at opdage, at den er fuld af nåde, håb og kærlighed, og selv begynde at gribe ud efter det. Den kærlige kristendom manglede jeg tidligere i mit liv,” siger Dina Al-Erhayem.
Indtil for nylig tog Dina Al-Erhayem også kurser på Vækstcenteret i Nørre Snede, som ledes af Jes Bertelsen. Vækstcenteret tilbyder kurser i meditation og forskellige åndelige teknikker.
Men hun brød med centret og dets principper centreret om lederen Jes Bertelsen, hvilket hun i dag kalder ”den mest befriende beslutning i mit liv”.
”På et tidspunkt spurgte jeg ham, hvordan han så Jesus, og Jes svarede, at Jesus er død, og refererede til sig selv som lærer. I meditationerne anbefaler Jes også, at man kalder på Jes’ oplyste bevidsthed og placerer hans hoved over sit essenspunkt. Han har flere gange udtrykt, at han er den levende spirituelle lærer. Jeg kan kun sige for mit eget vedkommende, at jeg blev rigtig syg af at komme der. For nogle måneder siden smed jeg alle mine bøger fra Vækstcenteret ud, og det har været den mest befriende beslutning i mit liv, selvom jeg holder meget af menneskene på stedet ” siger Dina Al-Erhayem og tilføjer, at ”nu ser jeg, at jeg har været på to veje og har truffet et valg i forhold til min kristne tro”.
Søndagens tekst rummer for hende en stor sandhed.
”Jesus siger, at den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, slet ikke kommer ind i det. Barnet har en naturlig tillid og skrøbelighed, som er en stor styrke i Guds rige modsat den præstation, som verden efterspørger. Jeg har tit selv været træt af min egen skrøbelighed, men har i denne proces erfaret, at det også er en styrke i mit liv. Jeg bliver så opløftet af at læse de steder i Bibelen, der netop taler om at være stærk i magtesløsheden,” siger Dina Al-Erhayem.
Det var en barndomsveninde, som inviterede hende med i kirke til et Alpha-kursus i kristendom, hvor der er mulighed for at lufte sin tvivl og stille spørgsmål.
”Og jeg havde mange,” siger Dina med et smil:
”Jeg ville sikre mig, at der ikke var tale om en sekt af nogen art. Jeg ville ikke manipuleres med. Når vi ikke bare bygger på traditionen og gør, som vore forældre gjorde, så skal vi selv finde nødvendigheden af kristendommen i vort liv blandt talrige andre åndelige tilbud og religioner. Jeg har i mit liv savnet mennesker, som kunne formidle kristendommen og tale dybt nok ind til mig. Det skete for alvor først, da jeg trådte ind i Kirken på Drejervej. Jeg kunne mærke, at der var en inderlighed bag alle ordene,” siger Dina Al-Erhayem, som medgiver, at vi som danskere generelt har et blufærdigt forhold til at overgive os til troen fra et barnligt sted, som søndagens tekst handler om.
”Generelt har vi det jo svært med absolutter. Men i kirken oplevede jeg for første gang, at jeg som de andre også bare kunne kalde på Jesus. Det gjorde stort indtryk på mig, for jeg kom med alle paraderne oppe. Jeg mærkede noget ægte og en uforbeholden kærlighed, som jeg ellers kun har oplevet i forbindelse med naturen og stor kunst. Det talte til barnet i mig som i søndagens tekst. Siden har jeg oplevet, at Gud er der i min hverdag. Han rådgiver mig og hjælper, når der er frygt og tvivl. Det er en gave og en overraskelse at have kristendommen forbundet helt til mit eget liv. Det vidste jeg ikke var muligt,” siger Dina Al-Erhayem.
Hendes far er iraker og valgte at frasige sig den muslimske tro og leve som ateist. Hendes mor sad i det lokale menighedsråd i Nordsjælland, hvor Dina er født, men den kristne tro var ikke en synlig del af hverdagen. Den var ikke levende, som hun siger og henviser til Niels Hausgaard i et af hendes interview: ”Kristendommen er som et gelænder, man kan have med sig ud i livet i forhold til valg og livets beslutninger.”
”Dét havde jeg ikke med mig hjemmefra. At vokse op uden en tro kan skabe en indre fattigdom og en fremmedhed over for troen. Springet har været, at troen ikke kun er en intellektuel teologi, men en levende tro, hvor jeg tør være ærlig og sårbar omkring alle forhold i mit liv. Det var først, da kristendommen blev formidlet til mig med passion og en eksistentiel dybde, at jeg begyndte at forstå den rigdom, der ligger i at vandre med Gud i tillid,” siger hun.
Mange unge, også Dina Al-Erhayem selv, kæmper i dag med et meget præstations-orienteret samfund.
”Det kan være rigtig svært at leve op til alle mine egne krav. Hos Gud kan jeg komme med alt. Der er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til eller skal skære fra, der er ingen konkurrence, du skal vinde. Men det kræver selvfølgelig, at du sætter dig ned og er åben for den relation til Gud. Jeg oplever, at når Jesus i teksten siger ’lad de små børn komme til mig’, så er det, fordi vi alle på en måde er børn og skrøbelige mennesker. Der står ligefrem, at det er i vor magtesløshed, at Guds kraft udfolder sig bedst. Det er en kæmpe lettelse, når tingene sådan bliver vendt om, og jeg kan bede om beskyttelse og nærhed i stedet for at være afhængig af egne præstationer og skulle klare det hele selv,” siger hun.
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville tale om at være barn af Gud, og at Gud kan vende svaghed og magtesløshed til styrke. Jeg tror, at mennesker ofte får nogle erkendelser, som minder om dagens bibeltekst, når de ligger for døden og oplever magtesløshed. Så bliver man som barn af Gud.
Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?
Det er at elske Herren min Gud af hele mit hjerte. Når jeg mærker kærligheden til Gud, så bliver det også en naturlig gerning at elske min næste.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Den er fuld af lovsang, stilhed og bøn til Gud. Jeg elsker, når gudstjenesten er et samspil mellem passioneret tale om Guds ord og virke på den ene side og bøn og lovsang på den anden. Det kræver mod fra en kirke at tillade pauser og lade stilheden tale.
Hvordan er dit gudsbillede?
En ufattelig, almægtig skaber, der samtidig ønsker en personlig relation til hver eneste af os. Ud over at være ufattelig i sin storhed og umulig at beskrive og begribe, inviterer Gud hver eneste af os, sine børn, til en kærlig, personlig relation med Ham.