Prøv avisen

Gud tilgiver, at vi ikke er perfekte

Selv når Marguerita Hvid Spangsberg mærker fastens udfordringer, kommer hun tættere på Gud

En del af Marguerita Hvid Spangsbergs faste i år er at bede en længere bøn om aftenen – ofte sammen med familien.

Det er dog ikke altid lige let for hende at fastholde fokus på de daglige ritualer.

”Fasten kan være svær. Den er ikke for det perfekte menneske, for man får øje på hvor fejlfuld og utilstrækkelig man er, når man er tvunget til at være opmærksom på sine overflødige vaner, før man kan se dem og vælge nogle af dem fra,” siger hun.

”I fastetiden finder man også lynhurtigt ud af, at det er rigtig svært at sætte sin vilje ind på det at faste. Man kommer nogle gange til at sætte sig selv først, selvom man har de bedste intentioner. Nogle gange glemmer man at faste, andre gange ville det være så meget nemmere at lade være og bare sætte sig ned og slappe af i stedet. Det er her, man virkelig oplever sig selv som utilstrækkelig. Men her ligger der også en lille erfaring af, hvem Gud er – han er nåderig og tilgivende, og når vi erkender, at vi har brug for Guds tilgivelse, nærmer vi os Gud, netop fordi vi har erkendt, at vi ikke kan alting selv.”

”På den modsatte side tror jeg som katolik, at vi kan nærme os Gud ved at åbne os for ham for eksempel ved at faste og tage afstand til de ting, der normalt driver os væk fra ham. Det giver os muligheden for at komme ham nærmere og ligne ham mere. For han har skabt os og ønsker at være sammen med os. Og når man så rent faktisk formår at holde viljen på plads og faste, så får man den erfaring, at man godt kan.”

I fastens tredje uge oplevede hun, hvor meget den kan betyde:

”Jeg mærker en samhørighed med Gud og min familie. Vi er på min datters opfordring begyndt at synge salmer, efter at vi har bedt, og de fylder mig med taknemmelighed og glæde. Når vi så ikke får det gjort af den ene eller den anden grund, er det helt klart noget, jeg savner og kan mærke, jeg er gået glip af.”