Helen Berhane havde allerede fået en dødsdom. Hendes krop var gul og blå, og hun havde mistet evnen til at gå. Lægerne afskrev hende. Efter mange måneders tortur var det for sent at redde hende, lød det. Alligevel vågnede hun fra koma, flygtede og endte i Danmark.
”Det var et mirakel fra Gud. Han var altid med mig,” siger Helen Berhane.
I palmesøndagens tekst rider Jesus ind i Jerusalem og hyldes som konge. Den fortælling er vigtig for Helen Berhane. Teksten er et forvarsel om de lidelser, Jesus skal igennem, og den indeholder et budskab til nutiden, som Helen selv kan relatere til.
”Det er påskens start, og det er en historie om, at livet går op og ned. Den bærer en dobbelt betydning. Den peger hen imod Jesu lidelse og død. Han hyldes som konge, han er på toppen for derefter at blive ydmyget og hånet og til sidst henrettet. Det viser, at for at være den største må man også være den mindste. Den historie betyder meget for mig,” siger hun.
Både voldsomme op- og nedture har været kendetegnende for Helen Berhanes liv. Hendes tanker om søndagens tekst skal ses i lyset af, at hun i over to år sad fanget i et fængsel i Eritrea.
Regeringen havde i længere tid overvåget Helen på grund af hendes kristne aktiviteter. Hun blev anholdt, fordi hun var en del af Rhema-kirken, et i Eritrea uregistreret og forbudt, kristent trossamfund, havde udgivet gospelmusik og missioneret blandt unge, blandt andet i en undergrundskirke. Det var her, hun blev arresteret.
Men Helen fortsatte med at missionere i fængslet. Blandt andet fortalte hun om Jesus til en muslim. Da det kom vagterne for øre, blev hun sendt videre til et militært fængsel, hvor vilkårene var barske. Her blev hun indespærret i en lille container med andre fanger. Om natten frøs man ekstremt, og om dagen var varmen ikke til at holde ud. Skrig og gråd fra tortur i omkringliggende områder forhindrede nattesøvnen. Toilettet bestod af en lille potte, og slag og spark var daglige foreteelser.
”Ligesom i historien om Peters fornægtelse var formålet at tvinge mig til at fornægte min tro på Jesus ved at skrive under på et stykke papir. I Eritrea er der kun fire godkendte trossamfund, og vores kirke var ikke iblandt. Derfor skulle jeg være et eksempel for de andre fanger som den, der frasagde sig sin tro. Men det afslog jeg i hele forløbet, selvom torturen kun blev værre af den grund,” siger Helen Berhane.
Tre gange om dagen og tre gange om natten bad hun til Gud. Troen var drivkraften i hverdagskampen for at overleve.
”Vi skar små stykker af Bibelen ud og delte med hinanden. På den måde kunne vi skjule den for vagterne og stadig læse i den, når vi havde brug for det. Samtidig sang vi også. Selvom de havde taget alt, havde vi stadig gospelmusikken,” fortæller Helen Berhane.
Centralt i påsken for Helen Berhane står netop tanken om at dele med andre. Jesus delte Gudsriget med mennesket, da han døde på korset. På samme måde delte Helen Berhane kristendommen med sine medfanger, og i dag forsøger hun stadig at gøre det samme.
”Vi lever for andre. At dele er for mig hovedbudskabet i påsken,” siger hun.
Derfor valgte hun også at komme til Danmark. Her kunne hun praktisere sin tro, dele den og tale frit uden konsekvenser.
Det er nu 10 år siden, hun blev frigivet fra fængslet. Efter ankomsten til Danmark påbegyndte Helen Berhane genoptræningen efter skaderne. Både de fysiske og de psykiske. Påskefortællingen er ifølge hende selv en af grundene til, at hun har klaret den og er kommet ud på den anden side.
”Før jeg kom i fængsel, læste jeg bogen ’Tortured for Christ’ (Tortureret for Kristus) af Richard Wurmbrand. Den var et af mine faste holdepunkter. Selvom Jesus i påsken blev hånt, ydmyget og tortureret, så benægtede han aldrig kristendommen. Derfor vidste jeg, at Gud ville give mig kraften til at komme igennem det,” siger hun.
I dag synger hun stadig gospel, vidner om Jesus i hele verden og arbejder med autister. Hun bruger derfor ofte sine egne erfaringer til at fortælle om og udbrede kristendommen.
”Dengang var jeg som en smadret bil. Det var svært at hele, men efter lang tid kom jeg mig. Nu er jeg et menneske igen,” siger hun.
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville sætte fokus på korset. Det står for mig som det største, at Jesus tog synden på sig, og det fortæller alt om hans storhed.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Du skal elske din næste som dig selv. Det hjælper mig også på mit arbejde, hvor jeg har med autister at gøre. Man skal forsøge at forstå andres behov, ligesom man gerne vil have, at de forstår ens egne. Egoismen må væk.
Hvordan er din ønskegudstjeneste?
Min ønskegudstjeneste må være den, der aldrig stopper, så alle kan komme og søge ro og hjælp. Jeg har i andre lande oplevet en kirke, hvor der nærmest var gudstjeneste hele døgnet.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud er større end alt. Han er for mig en ven, der er så stor, at jeg ikke behøver andet.