Prøv avisen

Gud under ombygning

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor en folkekirke, der i århundreder er samledes om de samme trosbekendelser, kun bliver mere og mere uenig med sig selv om, hvordan kirkens dogmer skal forstås. Kristne tænkere har trods alt haft 2000 år til at snakke sagen igennem.

Gud er hverken overnaturlig eller almægtig, Jesus har ikke monopol på vejen til Gud, og Djævelen skal ud af trosbekendelsen. Det seneste års debat om kristendommens kernebudskaber tegner et billede af en folkekirke i opbrud. Men hvorfor kan man ikke blive enig om, hvem Gud er?

Vor Gud er ikke længere så fast en borg at dømme efter de debatter om kirkens dogmer, som har præget folkekirken det seneste år.

Selvom julebudskabet om Guds søns komme til jorden ufortrødent lyder i samtlige landets kirker i morgen, har alt fra Jesu rolle i kristendommen over trosbekendelsen til, hvordan Gud skal opfattes, stået for skud. Og debatten, som til tider er endt i skænderier og krav om præstefyringer og påtaler, vidner om en folkekirke, hvor det ikke bare er svært, men komplet umuligt at enes om grundlæggende kirkelige dogmer.

På forsiden af dagens avis opfordres folkekirken til at skrinlægge den cirka 1800 år gamle apostolske trosbekendelse, som lyder i kirken hver søndag, og formulere en ny bekendelse uden Djævelen. "Forsagelsen af Djævelen hører ikke hjemme i trosbekendelsen", som desuden er "en tynd kop te", siger tidligere sognepræst Georg Klinting.

Og selvom Jesus hører til i en nyformulering af trosbekendelsen, mistede Guds søn allerede i foråret sit monopol på at vise vej til Gud. Her blev fronterne for alvor trukket op, da en række præster og en biskop i marts luftede deres tro på, at andre religioner kan føre til Gud.

"Hos os har Gud vist sig i Jesus Kristus, som måske kun er én af mange veje til Gud," skrev sognepræst Kristine Stricker i et indlæg på kristendom.dk.

I Kristeligt Dagblad blev hun bakket op af Århus' biskop, Kjeld Holm, som sagde, at han "har mødt både muslimer og buddhister, (...) og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro". Domprovst i Vor Frue Kirke i København Anders Gadegaard sagde det samme – bare med lidt andre ord.

Dansk Folkeparti krævede de pågældende præster fyret, og retsteolog og tidligere sognepræst Kristine Garde opfordrede til læresager mod præsterne, fordi de med deres ord stak "en kniv i folkekirkens hovedpulsåre".

Debatten er siden fortsat ufortrødent, og alt fra muslimer til Hare Krishna-tilhængere har sluttet sig til. For eksempel skrev muslim Aminah Tønnsen på religion.dk sidst i november, at "Koranen fortæller mig, at der er flere veje til Gud".

Sideløbende med denne debat fik valgmenighedspræst i Vartov Niels Grønkjær i efteråret en del af landets præstestand op i det røde felt med sin bog "Den nye Gud", der leverer et frontalopgør med forestillingen om Gud som en almægtig og uforanderlig skaber af universet.

"Opfattelsen af Gud som overnaturlig isolerer Gud fra mennesket, og dermed bliver Gud et abstrakt og dødt væsen," sagde han i et interview i Kristeligt Dagblad.

Niels Grønkjær fik det blå stempel af flere kirkeretseksperter, mens andre krævede biskoppen ind i sagen. Det sidste punktum er ikke sat i den debat, og under et debatmøde på Vartov for nylig lagde sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen ikke skjul på, at hun var "stødt og ligefrem forarget" over valgmenighedspræstens "menneskeskabte Gud".

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor en folkekirke, der i århundreder er samledes om de samme trosbekendelser, kun bliver mere og mere uenig med sig selv om, hvordan kirkens dogmer skal forstås. Kristne tænkere har trods alt haft 2000 år til at snakke sagen igennem.

Ifølge teolog og adjunkt ved Aarhus Universitet Kirstine Helboe Johansen, som forsker i moderne kristendom, forandrer troen sig, så længe der er mennesker til.

"I kirken synger vi, at 'Gud er Gud, om alle mand var døde', men det er ikke rigtigt. For vi kender kun Gud gennem menneskers formuleringer. Derfor kan vi blive ved med at diskutere, hvordan Gud skal opfattes. Hver tid har sine grænser for, hvor firkantet Gud kan være og omvendt, hvor fleksibel vi kan gøre Gud," siger hun.

I dag er det opgøret med autoriteter i almindelighed og påvirkningen fra den svævende og individfokuserede nyreligiøsitet i særdeleshed, der påvirker måden, vi taler om Gud på. Og derfor er valgmenighedspræst Niels Grønkjærs opgør med en uforanderlig Gud ganske tidstypisk, mener Kirstine Helboe Johansen.

"Vi kan se, at 'min' erfaring af Gud har fået en ny ret i diskussionen om Gud. Vi godtager ikke, hvad præster eller andre lærde siger om Gud. Den tendens ser man i nyreligiøse miljøer, som påvirker kirken og kristendommen. Grønkjærs idé om den svage gud afspejler netop en antiautoritær tid, og det er ikke så mærkeligt, at den type gudsopfattelse dukker op i en tid, hvor vi tjekker netdoktor, inden vi går til lægen, og generelt taler åbent om alle autoriteter," siger hun.

En anden grund til, at kirken kan blive ved med at strides om de mest grundlæggende spørgsmål, er, at Bibelen driller, når vi forsøger at finde klare svar. Der er nemlig ikke én bibelsk fortælling, som giver os det fulde overblik over, hvem Gud er, påpeger Thorkild Jørgensen, professionel historiefortæller, indehaver af reklamebureauet Blissart & Storytelling og medlem af Missionsforbundet.

"Bibelens fortællinger præsenterer en enormt mangfoldig verden skabt af Gud, en verden, som er fuld af løgn, mord, incest og utroskab, men også af håb og heltegerninger. De enkelte fortællinger peger i mange forskellige retninger. Den barmhjertige samaritaner fortæller os for eksempel, hvordan Gud vil, at vi skal opføre os, mens den fortabte søn fortæller, at vi kan opføre os, som vi vil, for Gud vil altid tage os tilbage. Men gennem fortællingerne får vi et samlet billede af, at Gud vil have samvær med os alle. Det er det nærmeste, vi kommer på at forstå Gud," siger han.

Teolog, anmelder ved Politiken og forfatter til blandt andet "Fantasiens Gud" Lars Sandbeck peger ligeledes på, at det er kildematerialet, den er gal med:

"Når vi kan være så uenige på kryds og tværs, er det, fordi de bibelske tekster og andre religiøse tekster rummer mangfoldige forestillinger om Gud, som stritter i alle mulige retninger og kan læses på 117 måder. Der er altså ingen klar teologi fra starten af."

Forestillingen om, at Gud slipper sin almagt, såvel som tanken om, at andre religioner kan føre til Gud, er heller ikke ny. Troen på, at Gud bliver menneske i Jesus og overskrider grænsen mellem guddommeligt og menneskeligt, vender op og ned på menneskers gudsforestillinger. Gud kommer med andre ord i øjenhøjde med mennesker og bliver dér. Og som en af oldtidens kirkefædre sagde: Hvis Gud virkelig er Gud, kan han komme i kontakt med mennesker, som han vil – underforstået også gennem andre religioner.

"Tanken om den ophøjede Guds nedstigen er altså ikke ny, men går tilbage til Det Nye Testamentes tilblivelse. Det giver os en idé om, hvem Gud er, nemlig, at han er blevet menneske. Men det lukker ikke diskussionen, for hvad betyder det? Er han som os, eller er han også noget andet? Hvad betyder det, at han døde på korset? Kristendommen rummer nærmest uløselige mysterier," siger Lars Sandbeck.

Ifølge sognepræst og formand for Evangelisk-Luthersk Netværk Henrik Højlund kan kirkens uenigheder spores ikke bare tilbage til kristendommens tilblivelse, men tilbage til Bibelens skabelsesberetning, hvor mennesket i form af Adam og Eva lod sig lokke af en slange til at være ulydig mod Gud.

"Lige siden slangen hviskede mennesket i øret, 'mon Gud virkelig har sagt??', har vi forsøgt at tolke os væk fra Gud. Nogen har vittigt sagt, at slangen var den første teolog, fordi slangen er den første, der sætter spørgsmålstegn ved Guds ord og begynder at forplumre gudsbilledet. Det er ret præcist. Derfor er der intet nyt under solen, når præster eller biskopper siger, at vi kan finde Gud i en hvilken som helst anden religion. Det er bare en ny variant af slangens gift," siger Henrik Højlund og tilføjer, at opgøret med en almægtig Gud og Jesus som vejen til Gud "afføder en kirke i dyb vildrede med sig selv og sit eget budskab".

Men ifølge sociolog, konsulent for Landsforeningen af Menighedsråd og forfatter til bogen "Religiøse grundfarver" Steen Marqvard Rasmussen er brydningerne tværtimod kirkens styrke. Folkekirken kan nemlig kun overleve som kirke for folket, hvis opfattelsen af Gud er lige så bred blandt præster, som den er i befolkningen. Her står Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll, der ikke troede på "nogen skabende og opretholdende Gud", som en rollemodel.

"Mange danskere var jo glade for Grosbøll og tænkte, ?endelig er der en, der formulerer noget, der er så løst som det, jeg selv går og tænker om Gud?. Det skal så naturligvis være opfattelser, som ligger inden for trosbekendelsen," siger han.

Folkekirken må med tiden blive endnu mere favnende i sin gudsopfattelse, for danskeres opfattelse af Gud er i stigende grad præget af nyreligiøse strømninger.

Ifølge den danske værdiundersøgelse fra 2008 betragter 35 procent af danskerne nemlig Gud som en åndelig kraft mod blot 27 procent i 1981. Samtidig er antallet, der tror på en personlig Gud, faldet fra 27 procent i 1981 til 21 procent i dag. Heller ikke hos landets teenagere er der enighed om, hvordan Gud skal opfattes. Selvom gudstroen ifølge en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik er i vækst, og flere end halvdelen af teenagerne i dag tror på Gud, giver de ham så forskellige betegnelser som kærlighed, skaber, frelser, energi, kraft, dommer, far og noget åndeligt.

"Derfor skal folkekirken gøre ekstra meget ud af at reklamere for sin mangfoldighed af opfattelser. Den skal sælge sig selv på at være levende og debatterende. Det er den eneste måde at være folkekirke på i dag," siger Steen Marqvard Rasmussen.