Gud vil have os med i dansen

Vi taler om tro på Gud og sender Jesus ud på et sidespor, men uden Jesus finder vi ikke Gud, fastslår Carsten Dalsgaard Hansen, der er leder af Hellig Kors Kloster i Vestjylland

Carsten Dalsgaard Hansen er klosterforstander på Hellig Kors Kloster, som han her er fotograferet udenfor. – Privatfoto.
Carsten Dalsgaard Hansen er klosterforstander på Hellig Kors Kloster, som han her er fotograferet udenfor. – Privatfoto.

Her i klostret på Dejbjerg Hede i Vestjylland er der langt til storbyens støj. I stilheden har vi en chance for at komme i kontakt med livets dybeste relation. Sådan som Elias oplevede det i Bibelen: Herren var ikke i stormen, ej heller i jordskælvet eller ilden, men i den efterfølgende stilhed lød en sagte susen, og i den hørte profeten Guds stemme.

Det siger Carsten Dalsgaard Hansen, der i årevis har arrangeret retræter, hvor stilheden er en af de vigtige ingredienser. Nu er han sammen med hustruen, Marianne Dalsgaard Hansen, leder af Hellig Kors Kloster på Dejbjerg Hede, der ligger lidt nord for Skjern. Han er også buschauffør, for jobbet som klosterleder er ulønnet.

Vi sidder i klostrets kirke, hvor bænkene er smidt ud til fordel for stole, så rummet kan indrettes mere fleksibelt til gudstjenester, andagter og retræter. Her er højalter og to sidealtre som i den katolske tid, skønt klostret er evangelisk-luthersk. Kirken ligner en romansk kirke fra middelalderen, men er bygget så sent som i midten af 1900-tallet – i perioden fra 1958 til 1975, hvor det idealistiske præstepar Haakon og Isa Rabjerg realiserede deres vision om at bygge et kloster på heden.

I øjeblikket er det hele imidlertid lukket, på nær kirken, efter at der er konstateret skimmelsvamp. Angrebet er så omfattende, at man kan blive nødt til at rive ned og bygge nyt, men fonden bag klostret fattes penge, og fremtiden er derfor usikker.

Det får lige nu, hvor vi sidder i Rabjergs kirke fra 1900-tallet, ikke lov til at forstyrre stilheden. Og som en illustration til søndagens tekst, vi skal tale om, har Carsten Dalsgaard midt i kirkerummet anbragt en skulptur, som har været brugt i forbindelse med stille retræter. ”Perlemuslingen” hedder den, og den viser en muslingeskal, der har åbnet sig, så vi ser den store og smukke perle, den omslutter.

Carsten Dalsgaard mener generelt, at mange gudstjenester drukner i ord. I et kunstværks tavse sprog, derimod, taler stilheden, og i dette tilfælde om den relation eller sammenhæng mellem Jesus og Gud, som søndagens tekst fortæller om. For som Jesus siger i teksten:

”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.” Så dette udsnit af evangeliet handler først og fremmest om relation, siger Carsten Dalsgaard.

”Det ser jeg perlemuslingen som et billede på. Der er en tæt sammenhæng mellem perlen og den omsluttende skal. Og i kunstværket er muslingen åben og byder sin perle til – ligesom Gud tilbyder sin inderste skat, Kristus, til verden,” siger han.

”På samme måde indbydes vi alle sammen til at komme med i dansen, så vi får en tæt relation til Jesus. Så han ikke bare kommer til at fylde et hjørne af tilværelsen, men bliver del af hele vores liv,” forklarer Carsten Dalsgaard.

Gud er skubbet ud, eller måske vil mange sige, at de nok ”tror på Gud” eller i hvert fald på ”noget større”. Sjældnere, at de tror på Jesus.

”Mange har sendt Jesus ud på et sidespor og mener, at man sagtens kan tro på Gud uden at blande Jesus ind i det. Men det er lige præcis der, det går galt. Uden Jesus er der ikke noget håb om liv og frelse. I stedet havner vi med et helt andet gudsbillede end det kristne. Så bliver kristendommen til en religion, hvor vi konstruerer vores eget gudsbillede, så det ikke længere bliver Gud med stort G, men til en gud i mit eget billede.”

Der ender vi, hvis vil gøre Jesus ”arbejdsløs”, mener Carsten Dalsgaard, og ikke lytter til teksten fra Johannesevangeliet, hvor Jesus understreger, at ”Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også”.

Teksten til 24. søndag efter Trinitatis fortsætter med at tale om dom.

”Vi nærmer os kirkeårets afslutning, og så er det naturligt at gøre status. Ifølge teksten har Gud givet Jesus magt til at holde dom. Samtidig siger Jesus, at ’den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig’ – altså Gud – allerede er gået over fra døden til livet. For de har fundet den smukke perle i muslingen og forholder sig til den som den dyrebareste relation, vi kan have, så vi skal leve evigt i Guds nærhed, og døden ikke får det sidste ord.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville bruge perlemuslingen som et billede på den tætte relation mellem Guds søn og Faderen – mellem Jesus og Gud. Og at det, da vi nu nærmer os afslutningen på kirkeåret, er tid til at gøre status – også åndelig status. I den sammenhæng er det afgørende, at Jesus i søndagens tekst tilbyder at fremrykke dommedag, så vi kan få lov til at tage imod det evige liv allerede her og nu.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det første: Du må ikke have andre guder end mig. Men lige så væsentlig er ”overskriften” over De Ti Bud, som vi kan læse i 2. Mosebog, kapitel 20: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset”. Det er jo selve evangeliet i en nøddeskal.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Selvom Hellig Kors Kloster ligger underdrejet i øjeblikket, har vi stadig gudstjenester i kirken. Det vigtigste her er naturligvis tilbedelsen og Ordets forkyndelse, men også stilheden til fordybelse og refleksion. Jeg synes sommetider, at for mange ord og fine udsmykninger af et kirkerum ligefrem kan spærre for kontakten med Gud.

Hvordan er dit gudsbillede?

Gud er på én gang hellig og frygtelig og samtidig den fuldkomne kærlighed og skønhed.