Prøv avisen
Tro&tvivl

Signe Walsøe: Gud viste mig vejen i en drøm

Sanger og musiker Signe Walsøe er ikke medlem af noget kirkesamfund, men opfatter den apostolske menighed i Slagelse som hendes andet hjem, da hun øver i kirkesamfundets lokaler stort set dagligt. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Tre gange i livet har musiker Signe Walsøe haft åndelige drømme

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg tror på Jesus som min personlige frelser, som han er det for alle kristne, for det vigtigste er ikke de forskellige kirkesamfund, men evangeliet i sin enkelhed og sandhed. Jeg er derfor heller ikke medlem af en bestemt kirke, selvom den apostolske menighed i Slagelse er mit andet hjem. Kirken er nemlig udrustet med alt, hvad jeg har brug for til min musik, og jeg må gerne anvende stedet som min øvebase. Men jeg engagerer mig også i andre kirkesamfund og går, som min far sagde det, i store kirkesko, måske fordi jeg ser evangeliet som en gave og som det allerstørste livgivende frihedsbudskab, som menneskeheden kan tage imod.

For nok er fællesskaber som menigheder vigtige, men jeg trives bedst med at være en fri fugl, der engagerer mig med trosfæller i både folkekirken og alle mulige andre kristne kirkesamfund.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op i den gamle lærerbolig i Davinde sydøst for Odense. Min far, som var lærer, sagde altid, at vi tilhørte den hellige, ualmindelige menighed, og det passede, for vi var ikke klassisk kristne eller kom fast i den lokale folkekirke. I stedet var mit barndomshjem rammen om både bibeltimer, børneklub og meget mere, der foregik i den gamle skolestue, hvor vi blev givet troen på den levende Jesus Kristus som grundstammen i kristendommen, så det tidligt stod klart for mig, at det afgørende netop var det levede liv med Jesus.

Stor inspiration kom også fra de mange missionærer, som kom i vores hjem og fortalte om deres bedrifter langt fra Danmark som for eksempel Ruth og Hilmer, der virkede i Swaziland, min faster Edel fra Panama samt Jacob og Sophia Sode fra New Guinea.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg bliver konstant prøvet og udfordret, og selvom det kan trække tænder ud, så har jeg forenet mig med, at det er midt i hverdagens kampe og udfordringer, at min tro vokser. Også selvom ”Thomas-tvivleren” i mig ikke fornægter sig, når jeg for eksempel slår græs og pludselig kan tænke, om det giver mening at være kristen. For er det med at følge Jesus ikke bare noget, som jeg bilder mig ind?

Men så behøver jeg kun at kigge på en blomst og læne mit hoved til Guds nåde, og så er al tvivl væk. Jeg tænker også tit på Peter, som i modsætning til de andre disciple hoppede ud over kanten på båden på Geneserat Sø, fordi han troede ubetinget på Jesus. Sådan vil jeg også gerne tro hver dag og hele dagen, for med en så stor tillid til Gud så vil al forvirring forsvinde.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Jeg var et meget følsomt, ja nærmest frygtsomt barn, der kunne lide at synge. Som barn fik jeg også den første af de tre åndelige drømme, som jeg har haft gennem mit liv, og hvor Gud hver gang har givet mig en klar fornemmelse af retning. I alle drømmene er det onde kommet truende og mørkt imod mig for at skade mig, og i alle drømmene har jeg med sang eller påkaldelse af Jesus klaret skærene og er blevet bekræftet i, at min vej handler om at udbrede evangeliet.

Jeg var ikke ældre end omkring 15 år, da jeg i en drøm modtog et klart kald fra Gud om at synge for Ham. Det kom fra ordene fra salme 47 i Bibelen: ”Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor konge, thi han er al Jordens konge, syng en sang for Gud.”

Senere som voksen befandt jeg mig så på en korsvej i livet, og en gylden mulighed for både at blive kendt og tjene mange penge lå som en fristende boulevard og lokkede. Velmenende mennesker omkring mig opmuntrede mig også til at vælge denne oplagte og brede vej. Men så en nat drømte jeg, hvordan jeg stod i Storkespringvandet på Strøget i København omgivet af mennesker, der først var glade og søde, men som forvandlede sig til de rene monstre, der kun var ude på at gøre mig ondt. Jeg vidste, at jeg drømte, og at jeg skulle sige navnet Jesus for at blive fri, så det gjorde jeg, selvom det i drømmen var en voldsom kamp for mig at hviske navnet Jesus. Men det var med ro i sindet, at jeg efterfølgende valgte at sige nej tak til det fine tilbud.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg kender ikke morgendagen, men jeg bekymrer mig heller ikke om den. For jeg ved, at der sker kun det, som skal ske. Jeg siger derfor også kun ja til de ting, som giver mig fred og glæde som for eksempel at være leder af gospelkor, leder af et børnekor, frivillig i en varmestue og meget mere.

Det er en prioritering, som også betyder, at jeg ikke tjener de penge, som jeg måske kunne gøre, men mit liv er i stedet rigt på andre måder, og jeg føler, at jeg følger mit livskald, som handler om at pege på Jesus, både i sang og igennem mit levede liv.

I øjeblikket drejer det sig meget om musicalkoncerten ”Bispekraven”, som kan blive en hel musical, hvis der kommer penge til det, men som vi indtil videre har optrådt med i koncertform to gange til den store reformationsfejring i Haderslev i pinsen.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Det er det dansk-græske ægtepar Jacob og Sophia Sode, som i 46 år arbejdede som missionærer i New Guinea, men som nu er i 90’erne og bosat i Dianalund på Sjælland. Jeg kommer hos dem en gang om ugen og hjælper med at støvsuge og andet husligt arbejde, hvilket i virkeligheden bare er et påskud for bagefter at kunne sidde over kaffen og suge til mig af det levede liv og det overskud, som de altid lyser af. Jeg plejer også at sige, at der er Jesus-perler i deres øjne, og med det mener jeg, at Jacob og Sophia Sode med deres væren og interesse i andre mennesker og i at udbrede evangeliet er et lysende eksempel på den næstekærlighed, som bærer verden.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Mange mennesker har talt ind i mit hjerte, men intet kan slå bibelordet i Esajas’ Bog 55, 12, hvor der står: ”Ja, med glæde skal I drage ud; og i fred skal I ledes frem; foran jer råber bjerge og høje med fryd, alle markens træer skal klappe i hånd.” For i de ord findes det budskab, som er blevet så afgørende for mig at navigere efter i mit liv, nemlig at blive ledt frem med Guds fred og glæde i hjertet og i bevidstheden om, at nok er vi syndere, men vi er også omfattet af Guds store nåde.